Successfully reported this slideshow.
We use your LinkedIn profile and activity data to personalize ads and to show you more relevant ads. You can change your ad preferences anytime.

Gudindens avatar - kapitel 1

378 views

Published on

Første kapitel af Gudindens avatar, en fantasyserie af Henriette Hesselholdt. Følg mig på https://www.facebook.com/forfatterhenhes/

Published in: Art & Photos
  • Login to see the comments

  • Be the first to like this

Gudindens avatar - kapitel 1

  1. 1. Kapitel 1 P aleon trak sin præstekjortel tættere om sig da de trådte ind på kroen. Lugten af øl overdøvede mad­- osen fra køkkenet, og larmen slog imod den unge mand som en mur. Latter, råb og højlydt snak blandede sig med tonerne af muntert fløjtespil fra den travle krostue, og en barpige albuede sig forbi så Paleon hastigt måtte rykke sig for ikke at blive slået ned med hendes bakke. Tanken om at bane sig gennem mængden gjorde ham allerede en smule stakåndet, men da Colvar skridtede mål- bevidst mod et bord i den anden ende af lokalet, flyttede folk sig og gjorde plads for den barsk udseende soldat. Om det var de brede skuldre, de hårde øjne i hans furede ansigt eller sværdet ved hans side der gjorde udfaldet, vidste Pa- leon ikke. Han fulgte bare hurtigt med før masserne lukkede sig om ham igen.
  2. 2. 2 · H. Hesselholdt Tæt bag ham fulgte Si’il, med de blege øjne vidt åbne som for at lukke alle indtryk ind. Paleon nåede lige at se Kata- lena trække hætten længere frem over Si’ils ansigt for at skjule seersken for fremmede øjne. Selvom Katalena havde gjort hvad hun kunne for at dække Si’ils spinkle skikkelse under en lang kjortel og kappe, afslørede de katteagtige be- vægelser hendes elverafstamning. Forhåbentlig var Katalena med sin blanke brystplade bed- re blikfang end hendes ledsager. Det gråsprængte, brune hår under­stregede heldigvis hendes styrke og erfaring snarere end hendes alder, og hun bar sit sværd og paladinordenens røde skærf med stolthed. Katalena tog et blidt, men fast greb om Si’ils skulder og ledte hende bestemt med gennem mængden. Paleon bed tænderne sammen og satte farten op for at følge med Col- var. Det var med en snert af lettelse at han kunne synke ned på en stol ved bordet. Det overraskede ham at der var op til flere ledige borde på trods af gæsterne, men ved et nærmere eftersyn var de fleste samlet i den forreste del af krostuen hvorfra musikken kom. Først nu opdagede Paleon fløjtespilleren der havde tiltruk- ket de fleste andres opmærksomhed. En vild hårpragt af efterårsrødt hår bølgede om hende mens hun dansede på bardisken til en hurtig og munter melodi, og hendes fingre dansede med i sindrige mønstre på det lille in- strument. Hun var klædt i praktisk rejsetøj som en jæger, men dansede med en ynde der passede bedre til en flagrende kjole.
  3. 3. Gudindens avatar · 3 Der gik et øjeblik før Paleon bemærkede at Colvar havde talt til ham. „Hm?“ „Jeg sagde: Gå op og bestil os noget mad,“ gentog han, ikke særlig tålmodigt. Han var vant til at kommandere med soldater, blev Paleon mindet om. „Derop?“ Paleon følte sig allerede modløs. „Ja, derop.“ „Hvorfor bestiller vi ikke bare hos barpigen?“ „Fordi jeg gerne vil have mad før i morgen. Kom nu af- sted, knægt.“ Colvar skubbede Paleons stol lidt ud med fo- den samtidig med at han bandt den lille pose penge fri af bæltet. Paleon greb den før han overhovedet registrerede at Colvar havde kastet den til ham, og rejste sig tøvende for at bane sig vej gennem mængden igen. Omkring baren stod folk så tæt at han ikke kunne sno sig længere frem uden at blive mødt af skuldre og albuer, og han overvejede bittert om han skulle have taget Colvars sværd med. Med hans ydmyge, grå præstekjortel ville et sværd dog nok ikke hjælpe stort bedre end hans ’undskyld mig’ og ’må jeg lige komme forbi?’ Da han endelig kunne gribe ud efter barens fedtede bordplade, var musikken stoppet, og menneskemængden var langsomt ved at blive opløst. Paleon hagede sig fast til baren for ikke at blive puffet og skubbet væk igen, og pus­ tede en tot af sit rødblonde hår ud af øjnene med en gri- masse.
  4. 4. 4 · H. Hesselholdt „Undskyld mig,“ forsøgte han med en vis anstrengt høf- lighed for at fange kroværtens opmærksomhed. „Hallo? Jeg vil gerne bestille ...“ „Ikot, et krus varm mjød!“ forlangte en munter stemme pludselig ved hans side. Kroværten nikkede en enkelt gang og vendte sig for at finde et krus. „Nej, nu ... jeg stod her først, du kan ikke bare springe ind på den måde!“ Paleon rettede sig op og anlagde det strenge blik han havde set kaligrafilæreren bruge så ofte over for uly- dige lærlinge tilbage i templet i Gråborg. Det falmede dog lige så hurtigt da han blev mødt af et skælmsk smil og fløjte- spillerens røde manke. „Teknisk set stod jeg her længe før dig. Medmindre på disken ikke gælder?“ „Øh, nej, det ... det er tæt nok.“ Paleons ord døde ud i en mumlen mens han tavst bad til at Yukais’ skygger ville opsluge ham. Fløjtespilleren lo ved synet af hans røde ører og lagde sin fine hånd på hans skulder. „Glem det. Du er med paladinen, ikke? Jeg så jer komme ind sammen.“ „Øh, jo.“ „Godt, jeg har ventet på jer.“ „Ventet?“ Paleon blev pludselig vagtsom. Han havde fået at vide at de skulle mødes med en af Colvars gamle venner. „Hvordan vidste du at vi kom?“ „Fordi min far har fortalt mig det. Skulle du bestille no- get?“ Hendes tone var let da hun skiftede emnet netop som kroværten, Ikot, stillede et fyldt krus foran hende. Paleon
  5. 5. Gudindens avatar · 5 skulle til at bede hende uddybe, men hendes skarpe blik fik ham til at standse. Tøvende bestilte han aftensmad til sig selv og sine rejsefæller mens han undrede sig over hvor meget den unge pige mon vidste – og hvem der havde givet hende informationerne. Ingen talte mens kroværten stillede fire skåle stuvning og et halvt brød på en bakke som Paleon takkede sin gudinde for at han ikke skulle balancere gennem samme menneske- mængde som han var kommet gennem før. Mange folk var gået, og krostuen var nu kun halvt fyldt. „Mit navn er Jarsala Vetarr,“ præsenterede fløjtespilleren sig. „Paleon Havant,“ svarede han og blev øjeblikkelig irriteret over at han svarede så hurtigt og ærligt når han lige havde besluttet at han måtte være varsom til han vidste mere om hende. „Vær hilset, fader Havant,“ sagde hun og bøjede hovedet med et muntert smil. „Jeg er bare præstelærling,“ rettede han med en mum- len og gav kroværten et par mønter. Han trak bakken til sig for at vende tilbage til bordet. Jarsala greb sit krus og fulgte ham på lette fødder gennem krostuen. Paleon satte bakken fra sig da han nåede tilbage til de andre, men de havde alle opmærksomheden rettet mod pigen. Katalena havde lagt sine grove læderhandsker på bordet sammen med sit slagsværd, og hendes blik var direkte fjendt- ligt. Colvar så mere afslappet ud selvom Paleon bemærkede
  6. 6. 6 · H. Hesselholdt at han vendte sig lidt i stolen så han kunne gribe efter sit sværd hvis det skulle blive nødvendigt. „Du må være Colvar,“ gættede Jarsala med sit vindende smil. „Sorkan har fortalt om dig.“ Colvar rynkede panden kortvarigt, men lyste så op i et grin. „Jarsala? Ved gudinden, jeg ville aldrig have gættet dig til at være Sorkans datter.“ Jarsala nejede yndefuldt og hilste derefter på Katalena der ikke længere så ud som om hun skulle til at hugge hovedet af den yngre kvinde. „Det er en ære at møde en af gudin- dens gemalinder.“ Katalena nikkede afmålt. „Og hvor er din far, Jarsala? Så vidt jeg ved, er det ham Colvar har lavet aftaler med.“ Pala- dinen sendte ham et skarpt blik, åbenbart ikke tilfreds med ikke at være informeret. „Han burde være her snart,“ forsikrede Jarsala og trak en ekstra stol hen til bordet. Hun satte sig som om det var det mest naturlige i verden, og først da blev Paleon opmærk- som på at det tiltrak mindre opmærksomhed hvis de alle talte roligt sammen som gamle venner. Han satte sig på sin stol og fulgte Colvars eksempel med at give sig til at spise før maden blev kold. Rod i planerne eller ej, var han sulten efter en hel dags rejse. Si’il var allerede halvt færdig med sin skål på trods af at hendes blege øjne konstant var rettet mod Jarsala. Katalena så ikke ud til overhovedet at registrere maden, men holdt øje med den unge fløjtespiller. „Er det sandt at de kalder dig Ulven?“ Jarsala støttede al-
  7. 7. Gudindens avatar · 7 buerne på bordet og nippede til sit krus mens hun studerede Colvars vejrbidte ansigt som om det kunne give svar. Colvar fnøs afvisende, men smilede dog skævt. „Kun de rekrutter der er så dovne at jeg er nødt til at være efter dem.“ Det fik Jarsala til at le, og Paleon opdagede til sin for- bløffelse at hun var ved at charmere sig ind på gruppens umiddelbare leder – og at det lykkedes hende så let som ingenting. „Jeg kan lide det. En ulv der passer på sin flok.“ Hun nik- kede. „Jeg ser du allerede har fået nye venner,“ lød en stemme bag Paleon. En usædvanligt høj og slank mand var trådt ud af skyggerne uden en lyd. Hans ansigt smilede, men der var en bitterhed i hans grå øjne der ikke gjorde ham venlig at se på. Jarsala smilede dog varmt. „Dér er du. Jeg var ved at blive bekymret.“ „Sorkan.“ Colvar nikkede til den høje mand. „Jeg var ved at tro at du ikke ville dukke op.“ Paleon spærrede øjnene op. Manden så ikke ud til at være en dag over tredive. Medmindre han havde elverblod i årer- ne, kunne han umuligt være Jarsalas far. Paleon forsøgte at få et glimt af mandens ører under det blæksorte hår. „Jeg havde lovet at være her, havde jeg ikke?“ svarede Sor- kan og trak en stol mere hen til bordet. Der var efterhånden ved at være lidt trangt. „Jeg husker også at du engang lovede at holde fingrene fra andre menneskers lommer,“ gav Colvar igen.
  8. 8. 8 · H. Hesselholdt Sorkan svarede med et hugtandssmil. „Sandt.“ Så vendte han hovedet og nikkede. „Katalena.“ „Sorkan,“ svarede paladinen stift. Først nu gik det op for Paleon at hun var lige så overrasket som han. Colvar havde godt nok advaret dem om at Sorkan ikke var helt almindelig, men det havde Paleon ikke lagt så meget i. De rejste rundt med Si’il, han mente selv at han havde set lidt af hvert. Uanset hvor overrasket Katalena var, afholdt hun sig fra at kommentere på det. Faktisk var hendes blik så reserveret at Paleon mente hun var en smule uhøflig. Sorkan smilede dog bare spotsk før han pludselig rettede blikket mod Paleon. „Og hvad er han? En af dine?“ Spørgsmålet var henvendt til Colvar selvom Sorkans øjne betragtede Paleon indgå- ende. Den unge præstelærling flyttede utilpas på sig under det gennem­borende blik der havde lige så lidt varme som det havde farve. „Han er fra templet i Gråborg. Stadig novice, men han har mere talent for at helbrede end de gamle ugler der styrer lazarettet.“ „Så praktisk du er blevet,“ sagde Sorkan kattevenligt og så igen på Colvar. „Jeg troede ellers ikke du havde det så godt med gejstlige.“ Paleon så Colvars blik blive mørkt, og selvom krigeren var almindeligt kendt for ikke at give meget for guddom- melige anliggender, så det ud til at Sorkans kommentar ramte et ømt punkt.
  9. 9. Gudindens avatar · 9 „Sorkan, gamle ven, du er sgu lige så forbandet ulidelig som for tyve år siden,“ var dog Colvars eneste reaktion. Den anden mand smilede stadig sit rovdyrsmil. „Og al- ligevel fandt du på at hyre mig til jobbet.“ „Jeg må ikke være helt rigtig i hovedet,“ brummede Col- var med en hovedrysten. „Nej, nok ikke. Er det hende?“ Sorkan nikkede i Si’ils retning, og seersken vendte endelig sin opmærksomhed væk fra Jarsala for at studere Sorkan. Hendes blegblå øjne afslørede ingen af hendes tanker, og blikket var som et dyrs, fuld af simpel undren. Sorkan så tilbage på Colvar. „Ja, det er hende.“ „Og I vil have hende til hovedstaden?“ „Hurtigt og diskret,“ nikkede Colvar. De lød mest som købmænd der diskuterede varer. Sorkan skulle til at sige noget mere da Paleon afbrød. „Hendes navn er Si’il. Hun er en kvinde, ikke en pakke!“ Begge mænd vendte hovederne for at se på ham, og Paleon mærkede varmen stige op i kinderne. Han holdt dog panden løftet og mødte deres blik uden at tage sine ord i sig. „Knægt ...“ „Nej, drengen har ret,“ sagde Sorkan. Paleon vidste ikke om han skulle føle sig lettet over at få medhold, eller yd- myget over at blive kaldt ’dreng’. „Jeg er ikke ...“ „Det er ligegyldigt hvad hun er, det skal ikke diskuteres her,“ bed Colvar ham af. „Vi ved ikke hvor mange der lytter.“
  10. 10. 10 · H. Hesselholdt Paleon sank en smule sammen i stolen og nikkede ned- slået. Sorkan fnøs bare. „Du plejede ikke at være så ligeglad med individet.“ „Virkelig, Sorkan? Du vil diskutere etik? Nu?“ „Nej, men det er rart at vide på forhånd at ens rejsefælle er blevet kynisk med årene.“ „Og det skulle komme fra dig?“ „Jeg har altid været kynisk. Det følger med jobbet.“ Sorkan nikkede mod Katalena. „Men næppe så kynisk som hende.“ „Bland dig uden om mine sager, tyv,“ svarede Katalena uden at se op fra sin mad som hun endelig var gået i gang med. „Næppe, paladin.“ Sorkans tone var næsten en kopi af Kata­ lenas. „Er du ... tyv?“ Paleon stirrede på manden der efter sigende skulle være Jarsalas far. „Blandt mange andre ting.“ „Sorkan er spejder,“ brød Colvar ind med fast stemme, og sendte både Sorkan og Katalena et skarpt blik for at lukke af for flere mundhuggerier. „Han skal sørge for at vi når vores bestemmelsessted hurtigst muligt, og med så få overraskelser som muligt.“ Sorkan rynkede panden. „Har I haft problemer indtil nu?“ „Ikke siden vi slap ud af Sannerskoven,“ svarede Paleon. „Elvernes skov. Det er dér I har hentet hende?“ Sorkan nik- kede mod Si’il uden at se på hende. „Ja,“ svarede Colvar og så sig mistroisk omkring. „Men vi er blevet skygget siden i går.“
  11. 11. Gudindens avatar · 11 „Det er kun forventeligt,“ brød Katalena ind. „Skov­elverne bryder sig ikke om at mennesker undslipper deres rige med en af deres egne.“ Sorkan fnøs. „Tror elverne ikke på fri vilje eller er der en anden grund til at de ikke vil lade Si’il gå?“ „Du kan være rolig, Sorkan. Jeg er her fordi jeg selv har valgt det.“ De andre ved bordet tav da Si’ils bløde, hæse stemme brød ind i deres snak. Hendes ord var langsomme og velovervejede og passede slet ikke til det naive blik i hendes store øjne. Sorkan rynkede panden. „Og hvorfor har du valgt at gå imod dine racefællers ønske?“ Han svarede hende med en høflighed der var så langt fra hans spydige tone at Paleon undrede sig over hvad seeren havde af påvirkning på man- den. „Haia talte til mig. Hun gav mig mit andet syn. Det var smertefuldt at vende mig bort fra Theledhalas, men jeg tilhører månens gudinde nu.“ „Var du præstinde for den frie jæger?“ Paleon lænede sig ivrigt frem i stolen da Si’il nævnte elvernes gud. Han tilbad selv Haia som var udbredt i Serelia, men gudernes verden interesserede ham uanset hvilken guddom der var tale om. „Vi har ikke præster som jer, mennesker. Alle i min flok bar Theledhalas i vore hjerter, og han var med os i vort blod når vi jagede.“ Si’ils øjne skinnede som om minderne udspil- lede sig foran hende mens hun talte. Paleon vidste at elverne var dygtige jægere der levede i pagt med naturen, men han kunne ikke forestille sig den spinkle elverkvinde jage vilde
  12. 12. 12 · H. Hesselholdt dyr i skoven. Hun lignede en sart rigmandsdatter snarere end en vild barbar. „I kan snakke teologi når vi ikke er omgivet af så mange ører,“ afbrød Colvar før Paleon fik spurgt mere ind til elver- nes skikke. „Jeg er stadig ikke sikker på at vi ikke bliver skyg- get.“ „Det er vel Sorkans arbejde at tage sig af eventuelle forføl- gere hvis han skal rejse med os,“ lød det fra Katalena. Colvar sendte paladinen et blik, men nøjedes med at hen- vende sig til Sorkan. „Hvad siger du? Er du med os?“ Si’il havde igen fæstnet sit blik på Sorkan, og denne gang lod hun til at have fanget hans øjne så han måtte løsrive sig. „Ja. Vi tager begge med.“ „Begge?“ „Jarsala er lige så god en stifinder som jeg, og en langt bedre jæger. Vi får brug for hende.“ Colvar nikkede. „Det er din afgørelse.“ „Godt. Så har vi en aftale. Vi rejser ved solopgang.“ Med de ord rejste Sorkan sig. „Og nu må I have mig undskyldt.“ „Går du allerede?“ spurgte Colvar. „Som vor blide paladin påpegede, har jeg et job at tage mig af,“ svarede Sorkan glat. „Og din skygge har lige sneget sig ud ad bagdøren.“ Colvar rynkede panden, og Paleon drejede sig straks i håb om at få et glimt af deres forfølger på vej væk. Han havde ikke bemærket at en af gæsterne havde skilt sig ud, og undrede sig over at Sorkan kunne identificere en mand han kun havde hørt om.
  13. 13. Gudindens avatar · 13 „Hvordan kan du være så sikker på at ...?“ Paleon afbrød da han bemærkede at Sorkan var forsvundet lige så pludse- ligt som han tidligere var dukket op. „Hvor blev han af?“ „Han gik ud for at gøre sit arbejde som han sagde,“ sva- rede Katalena roligt. „Generer det dig virkelig så meget at arbejde sammen med Sorkan igen?“ spurgte Colvar med en vis irritation i stem- men. „Mine følelser er irrelevante,“ svarede hun. „Jeg bryder mig ikke om Sorkan, men jeg anerkender hans evner. Han er brugbar for nu.“ „Brugbar?“ Jarsala havde forholdt sig lyttende under hele samtalen, og Paleon havde næsten glemt at hun var der. Og det på trods af at hun havde haft hele rummets opmærksom- hed da han først så hende. Evnen til at gå i ét med baggrun- den måtte hun have arvet fra sin far – selvom det var den eneste familielighed Paleon kunne se. „Ja, brugbar,“ sagde Katalena. „Vi er her alle for at fuld- føre en opgave, og vi er her alle fordi vi er brugbare.“ Colvar sukkede træt. „Det tegner til at blive en god rejse ...“

×