1. 187
Boganmeldelse
B
erit Eika er professor i medicinsk pædagogik og har arbejdet med
forskning om og vejledning i medicinsk uddannelse i mange år.
Hun har skrevet bogen sammen med lektor og forskningsleder
ved Center for Undervisning og Læring ved Aarhus Universitet, Gitte
Wichmann-Hansen, og to norske professorer i universitetspædagogik,
Kirsten Hofgaard Lycke og Gunnar Handal. Målgruppen for bogen er
primært vejledere, men bogen er også relevant for uddannelseslæger,
som jo snart selv kan blive vejledere.
Bogen indleder med at argumentere for, hvorfor klinisk vejledning af
læger skal opprioriteres i dagens effektive og højt specialiserede sund-
hedsvæsen. Tiden er kommet bort fra den traditionelle, personafhæn-
gige mesterlære til en læring i praksis, der kombineres med en forsk-
ningsbaseret, teoretisk perspektivering af praksis. Det større fokus, der
er kommet på specialeuddannelserne med udviklingen af målbeskrivel-
serne i alle specialer, oprettelse af pædagogiske enheder og ansættelse
af postgraduate lektorer for at forbedre lægers uddannelse, gør det
naturligt, at der også sættes mere fokus på vejlederfunktionen.
Den første del af bogen handler om de teoretiske baggrunde og
tilgange til emnet. De to hovedtilgange, der bruges, er den sociokultu-
relle læringsforståelse (situeret læring) kombineret med en kognitivt
baseret læringsforståelse, som ser læring som en individuel, mental
aktivitet. Herfra udvikles en praksis, der kaldes reflekterende vejledning.
Anmeldelse af:
Vejledning af læger
under uddannelse
Af Helena Galina Nielsen
Titel /
Vejledning af læger under
uddannelse
Forfatter /
Erika B et al.
Forlag /
Munksgaard
Sprog /
Dansk
Sidetal /
152
Pris /
235, - kr
ISBN /
9788762804197
Udgivet /
Udgivet 5. januar 2015
155 mm
230mm
Berit Eika
Gitte Wichmann-Hansen
Kirsten Hofgaard Lycke
Gunnar Handal
MUNKSGAARD
VEJLEDNING
LÆGER
UNDER
UDDANNELSE
af
VEJLEDNINGafLÆGERUNDERUDDANNELSE

2. 188
Månedsskriftforalmenpraksisfebruar2016Boganmeldelse
Selvom vejledning internationalt benævnes supervision, tages afstand
fra at benytte dette ord pga. dets associering til overvågning og kontrol.
Vejledning beskrives som professionelle samtaler mellem personer
med samme faglighed, og formålet med aktiviteten er at fremme den
yngre læges faglige udvikling. Den foregår i en dialog, hvor der også
forekommer en fælles udforskning af problemstillinger mellem vejleder
og den vejledte, og hvor der bl.a. fokuseres på uddannelseslægens tænk-
ning om faget og egen rolle i faget. Med afsæt i praksistrekanten kan
vejlederen stille spørgsmål og udfordre tre domæner: handlingsni-
veauet, begrundelsesniveauet og retfærdiggørelsesniveauet, og stimu-
lere og facilitere lægen til at reflektere over sine handlinger og rolle i en
dialog med vejlederen, som gerne må udvikle sig til en fælles refleksion.
Anden del af bogen handler om den praktiske udførelse af vejledning
med afsæt i den struktur, som den kliniske uddannelse har i dagens
sundhedssystem. I sekundærsektoren er der uddannelsesansvarlige
overlæger, som formentlig tager sig af de tre obligatoriske samtaler:
introduktionssamtalen, justeringssamtalen og evalueringssamtalen.
Den løbende vejledning foretages af kliniske vejledere, som nogle gange
er særligt uddannede, men ofte blot er læger lidt længere fremme i
karrieren og således har mere erfaring. Hvordan disse samtaler finder
sted i øjeblikket er meget forskelligt, og de er ofte underprioriteret på
mange afdelinger. Det efterlyses, at de bliver højere prioriteret, kontinu-
erlige, regelmæssige og bedre struktureret.
Det beskrives, hvordan vejledningssamtalerne kan foregå før, under
og efter en arbejdsopgave. Formålet med før-vejledning er at få lægen til at
ræsonnere og overveje forskellige handlemuligheder. Vejledning under en
arbejdsopgave, som jeg ville kalde direkte supervision, har til formål at
udføre konkrete arbejdsopgaver ofte af instrumentel karakter under sikre
rammer og giver mulighed for fælles arbejde, rådgivning, feedback og
eventuel korrektion. Vejledning efter en arbejdsopgave medvirker til
bedre hukommelse og læring af situationen, øger muligheden for reflek-
sion og kan give en mulighed for at bearbejde emotionelle reaktioner.
I kapitlet om vejlederens redskaber beskrives, hvorledes samtalen
kan struktureres på en hensigtsmæssig måde. Her introduceres begre-
berne om åbne og lukkede spørgsmål, aktiv lytning og metakommuni-
kation. Forløbet af samtalen struktureres i seks trin, hvor første trin er
en afklaring af, hvad temaet og formålet med samtalen er. Herefter kom-
mer uddannelseslægen til orde og får lov til at fremlægge sin problem-
stilling og redegøre for handlemuligheder, begrundelser og retfærdiggø-

3. 189
relse. Herefter kommer vejlederens tolkning og forslag, der forsøger at
lægge op til fælles beslutninger om det videre forløb, og til sidst opsum-
meres og evalueres.
I tre forskellige scenarier beskrives fra henholdsvis almen praksis,
på en operationsstue og efter en vagt på en akut modtageafdeling, hvor-
ledes en før-, under- og efter-samtale kan forløbe. Det bekræfter mulighe-
derne beskrevet i det teoretisk afsnit om vejledningstyper, hvor samta-
len før giver uddannelseslægen mulighed for at reflektere over
forskellige handlemuligheder; samtalen under et instrumentelt indgreb
giver anledning til rådgivning og instruktion, og samtalen efter en vagt
indeholder de emotionelle aspekter og efterrefleksion.
Gruppevejledning kan supplere den individuelle vejledning. Men
der er stor forsigtighed med at anbefale det på grund af de særlige di-
lemmaer og udfordringer, det giver. Håndtering af gruppedynamiske
processer ses som en udfordring, og der er fare for, at det individuelle
behov ikke bliver tilgodeset. Dog beskrives en mulig struktur på en
gruppevejledning. Væsentlige elementer er en klar kontrakt, tavsheds-
pligt, afstemning af forventninger og løbende evalueringer af forløbet.
Der lægges klart vægt på, at uddannelse af vejledere skal oppriorite-
res, og at der hviler et stort ansvar på vejledere om at udvikle faglige,
relationelle og personlige kompetencer.
Mine kommentarer: Jeg kan kun bifalde, at vejledning og uddannelse
af vejledere bør opprioriteres. Jeg undrer mig over ”skrækken” over
ordet supervision, som mig bekendt bruges overalt i almen praksis,
hvor netop supervision har en stor prioritet. Derfor virker det pudsigt, at
flere af eksemplerne er taget fra almen praksis. I forhold til kontrola-
spektet er det en illusion at foregive, at der ikke forekommer kontrol og
overvågning i forbindelse med vejledning. De uddannelsesansvarlige
overlæger og kliniske vejledere har pligt til at påse, at uddannelseslæ-
gen formår at udfylde sin rolle i det lægelige arbejde og fremfor alt ikke
risikerer at skade patienten. Beskrivelsen af vejledningssamtalens og
gruppevejledningens struktur ligner meget det, vi kender i almen prak-
sis. I almen praksis er vi oftere optaget af relationens betydning. Så jeg
kan kun bifalde, at der er brug for udvikling af de relationelle og person-
lige kompetencer. Det gælder dog ikke kun vejledere, men er områder, vi
alle som læger bør udvikle til nytte for patienterne.
https://www.saxo.com/dk/vejledning-af-laeger-under-uddannelse_berit-
eika_haeftet_9788762804197