Your SlideShare is downloading. ×

Hovedrapport 150dpi

1,540

Published on

Published in: Entertainment & Humor, Travel
0 Comments
1 Like
Statistics
Notes
  • Be the first to comment

No Downloads
Views
Total Views
1,540
On Slideshare
0
From Embeds
0
Number of Embeds
0
Actions
Shares
0
Downloads
11
Comments
0
Likes
1
Embeds 0
No embeds

Report content
Flagged as inappropriate Flag as inappropriate
Flag as inappropriate

Select your reason for flagging this presentation as inappropriate.

Cancel
No notes for slide

Transcript

  • 1. Forstadens bygningskultur 1945-1989KøbenhavnNovember 2010 På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier
  • 2. Forstadens bygningskultur 1945-1989KøbenhavnNovember 2010 På sporet af velfærdsforstadens bevaringsværdier
  • 3. Forstadens Bygningskultur 1945-1989:På sporet af velfærdsforstadens bevaringværdier© Dansk Bygningsarv A/S 2010Publikationen er finansieret af Realdania og udarbejdet af DanskBygningsarv A/S fra juli 2009 til november 2010.En ekspertfølgegruppe bestående af Claus Bech Danielsen (StatensByggeforskningsinstitut), Erling Groth (Forstadskonsulenterne), TomNielsen (Arkitektskolen Aarhus), Simon Ostenfeld Pedersen(Kulturarvsstyrelsen) og Poul Sverrild (Forstadsmuseet, Brøndby ogHvidovre Kommune) har ledsaget projektet.Redaktion: Anne TietjenTryk: TrykXpertenOplag: 500
  • 4. "Men i dag har de store forandringer fundet sted,og spørgsmålet er, hvordan den nærmeste fortidovertages og arves af et politisk og kulturelt fælles-skab. Det er et spørgsmål om at se det moderneDanmark som det historiske Danmark, og dermeder det klart, at gamle dage er blevet et anliggendefor moderne mennesker." Rune Lykkeberg 2010
  • 5. IndholdForord 7Indledning 91. Velfærdsforstaden – et historisk rids 171.1 1945-1959: Modeldannelse 191.2 1960-1974: Realisering af velfærdsforstaden 241.3 1975-1989: Udbygning og ombygning af velfærdsforstaden 312. Velfærdsforstaden i dag 352.1 Velfærdsforstadens fysik 352.2 Udfordringer for velfærdsforstaden 443. Hvordan bevarer vi velfærdsforstaden? 523.1 Lovgrundlag og registreringsmetoder 533.2 Anerkendte bevaringsværdier i velfærdsforstaden 583.3 Forvaltningen af velfærdsforstadens bevaringsværdier 68Atlas over velfærdsforstaden 83Litteratur 153Billedfortegnelse 159
  • 6. 6
  • 7. ForordRealdania sætter i disse år fokus på landets forstæder, hvor omtrent halvdelen afdanskerne bor og lever. Efter mange års fokus på de historiske bykerner og bynæreældre industriarealer ligger udfordringerne nu i fremtidens bæredygtige byudviklingi forstæderne. Realdania ønsker at rejse en debat, som skal bane vejen for at øgelivskvaliteten i forstæderne. Der skal skabes nye muligheder i forstæderne gennembæredygtig transformation af de eksisterende fysiske rammer.Forstæderne står foran en række store fysiske udfordringer, fordi en betydelig del af byg-ningsmassen er nedslidt og energimæssigt utidssvarende. Der er tillige store funktions-tømte industriområder, hvis anvendelse skal gentænkes. Nye aktuelle behov for tæthed ogfunktionsblanding omkring stationscentre og boligområder er ligeledes en betydelig ud-fordring i forstæderne, da dette står i klar modsætning til deres oprindelige organisering.Alt imens forstæderne er i forvandling er det vigtig at huske på, at forstæderne har en sær-egen bygningskultur, som har frembragt arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der erværd at værne om og bygge videre på. Med denne rapport sætter Realdania fokus på for-stadens bygningskultur, som den blev skabt i forbindelse med velfærdssamfundets opbyg-ning fra Anden Verdenskrig og op til 1980erne. Forstædernes kulturhistorie og kulturarvskal tænkes med i udviklingen af forstædernes eksisterende bygningsmasse.Kommunale planlæggere, politikere og ikke mindst de danske borgere ser i stigende gradkulturarv som en faktor, der øger kvaliteten af vores byggede miljø. Denne rapport er førstog fremmest tiltænkt planlæggere og kommunale beslutningstagere, som her får en over-sigt over velfærdsforstadens bebyggede strukturer i et bevaringsperspektiv. Det er voreshåb, at rapporten vil tjene til information og inspiration i det fremtidige arbejde med beva-ring og ikke mindst udvikling af forstædernes bygningskultur.Dansk Bygningsarvs undersøgelse er blevet fulgt af en følgegruppe af eksperter, ClausBech Danielsen (Statens Byggeforskningsinstitut), Erling Groth (Forstadskonsulenterne),Tom Nielsen (Arkitektskolen Aarhus), Simon Ostenfeld Pedersen (Kulturarvsstyrelsen) ogPoul Sverrild (Forstadsmuseet, Brøndby og Hvidovre Kommune), hvis rådgivning ogkommentarer har været af stor værdi for projektet.Hans Peter Svendler, Realdania, november 2010
  • 8. IndledningHar forstaden sin egen bevaringsværdige bygningskultur? Hvad skal i så fald beva-res, og hvordan? Med denne publikation begiver vi os på sporet af forstadens byg-ningskultur fra perioden 1945 til 1989. Vi kaster lys over bevaringsværdier ogbevaringsstrategier i de byudvidelsesområder, som blev opført i forbindelse medopbygningen af velfærdssamfundet, og forsøger os således med en systematiskafdækning af et nyt og aktuelt område for bevaring.Rapporten er opdelt i tre kapitler. I første kapitel belyses forstædernes tilblivelseshistoriesom et led i velfærdssamfundets opbygning. I andet kapitel stilles der skarpt på velfærds-forstaden i dag, dens geografi, struktur og sammensætningen af bygningsmassen. Medudgangspunkt i en række udviklingstendenser beskrives aktuelle udfordringer for vel-færdsforstaden. Pointen er, at det netop her, hvor forstædernes bygninger og byggedestrukturer er under forandring, er særlig relevant at tage stilling til bevaringsspørgsmål. Itredje kapitel indkredses bevaringsværdier og -strategier i velfærdsforstaden med ud-gangspunkt i den hidtidige udpegnings- og forvaltningspraksis. Afslutningsvis præsenteresen kortlægning og typologisering af velfærdsforstadens byggede strukturer. Denne del afrapporten er tilrettelagt som et atlas, der dels giver overblik over bygningsmassens al-dersmæssige og anvendelsesmæssige sammensætning igennem en række GIS-kort og nøg-letal, dels beskriver typiske bebyggede strukturer med fokus på arkitektoniske og kulturhi-storiske bevaringsværdier. Ideen er, at atlasset kan bruges som et uafhængigt opslagsværk,som kan informere og inspirere det fremtidige arbejde med bevaringen og ikke mindstudviklingen af velfærdsforstadens bygningskultur.Med Bygningskulturens Dag i 2008 har Kulturarvsstyrelsen markeret velfærdssamfundetsbygninger som et nyt og væsentligt genstandsfelt for den officielle bevaringsindsats. OgKulturarvskommunen Hvidovre har sat fokus på den helhedsplanlagte montagebebyggelseAvedøre Stationsby som et monument over forstadens velfærdsdrømme. Efterkrigstidensstore byudvidelsesområder er så småt ved at komme på dagsordenen som et bevarings-emne.
  • 9. Dele af forstædernes bygningsmasse nærmer sig 50-årsgrænsen og er dermed ved at værefredningsmoden. Men selv om bygningerne er ved at blive gamle og slidte bliver de vedmed at fremstå som moderne frem for historiske. At favne bevaringsværdier i forstadsom-råderne er netop et spørgsmål om at se det moderne Danmark som det historiske Dan-mark. Og vi taler om en umådelig stor bygningsarv – hovedparten af de 1,35 mio. eksiste-rende bygninger, som blev opført mellem 1945 og 1989, er beliggende i forstadsområder.Det er her drømmen om at forvandle Danmark til et moderne industrisamfund med ligeadgang til velfærd for alle blev virkeliggjort i løbet af nogle få årtier. Planlægning var nøg-leordet i indretningen af det perfekte samfund ned til mindste detalje, godt hjulpet afstandardiseringen og industrialiseringen af byggeriet.De nye byområder blev funktionsopdelt svarende til det moderne menneskes idealtypiskehverdag mellem industriarbejde, rekreation og familieliv i egen bolig. Sundhed blev skre-vet med stort. Tæthed og funktionsblanding, som i dag står for det gode byliv, blev den-gang set som et onde, der skulle afløses af en åben, grøn bystruktur. Til forskel fra den hi-storiske bys sammenhængende karréstrukturer består den moderne by af store afgrænse-de bebyggelsesenklaver og grønne byområder som tilsammen udgør et fragmenteret by-landskab. Et andet markant træk er de store vejstrukturer som både forbinder og opdelerforstadsområderne i en helt anden skala end i tætbyen. Endelig er velfærdsforstadensbygninger præget af byggeriets industrialisering og især af montageteknik med betonele-menter.En kontroversiel bygningskulturVelfærdsamfundets forstæder er uden tvivl karakteriseret ved en særegen bygningskultur.Men frem for at være en genstand for bevaring har velfærdsforstaden længe været underkritisk beskydning. Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggel-ser genstand for kritik af byggeteknik og bebyggelsernes sociale forhold (Bech-Danielsen2008: 8). De blev udskældt som betonslum – ensformige sovebyer, der var fattige på san-selige oplevelser og aktiviteter og på samme tid samlingssted for samfundets svageste so-ciale grupper (Nygaard 1984: 222). I stedet for at skabe rammerne omkring lokale fælles-skaber, som det havde været intentionen, ansås de for at være fremmedgørende. Samtidigblev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanvendelse sombeslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads til fælles-skabet.Mange af forstadens bygninger og bymiljøer er blevet ombygget og renoveret indtil fleregange siden deres opførelse. Og fremover må forstadsområderne forventes at gennemgåstore transformationer for at møde aktuelle udfordringer. I kraft af nedslidning og foræl-delse står store dele af forstædernes bygningsmasse overfor en omfattende fornyelse. Bæ-redygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renovering af bygninger og reduceringaf biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområdernes funktionelle sammensæt-ning af byggede strukturer. Ikke mindst har hverdagslivet i forstæderne ændret sig mar-kant, siden de første skitser til nye, selvstændige bydele blev tegnet. Beboerne er blevet såmobile, at det nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og
  • 10. butikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bo-sætningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelserog private ejerboliger. Danskerne er blevet rigere og stadig mere individualiserede. I taktmed det har boligen skiftet status fra at være tag over hovedet til et udtryk for egen identi-tet. Det stiller nye krav til mulighederne for individuel udformning af bolig og friarealer.Endelig står forstædernes åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidensvision om den tætte, funktionsblandede by.Bygningsarv som aktiv i velfærdsforstadens udviklingI Danmark har der længe været en stor interesse og velvilje for at bevare historiske byg-ninger og bymiljøer. Skræmt af erfaringerne fra 1970ernes omfattende bysaneringerser vi hellere bygninger bevaret end fjernet (Braae og Fabricius Hansen 2007: 8). Ikke bloter danskernes interesse for kulturarv stor, historiske bygninger og bymiljøer fungerer i dagsom trækplaster for turisme og bosætning, og er dermed et aktiv i byudviklingen.Bevaring og udvikling synes i stigende grad at blive et dynamisk makkerpar i den kommu-nale planlægning. Dette skal også ses i lyset af, at hovedparten af byudviklingen i dag fore-går inden for eksisterende byområder, ikke mindst i forstæderne. Mulighederne for atinddrage bygningsarv og kulturhistoriske spor i udviklingen står særligt klart i de talrigeomdannelser af industrihavne, som snart alle kystnære byer har været berørt af i de sene-ste år, men også i genanvendelsesprojekter for funktionstømte ældre industriområder someksempelvis Carlsberg i København. Vores analyse af aktuelle kommuneplaner viser, atdenne strategiske bevaringstilgang også anvendes i fornyelsen af nyere erhvervsområder ivelfærdsforstaden, eksempelvis i Brøndby Kommunes helhedsplan for Priorparken & Vi-beholm.En forvaltningspraksis, som er egnet til bevaring og udvikling af velfærdsforstadens sær-egne bygningskultur, er under kraftig udvikling i disse år. I takt med at kulturarv skifterkarakter fra primært at være en genstand for beskyttelse til at fungere som et aktiv i byud-viklingen, udvikles der også nye tilgange til registrering og kortlægning af bevaringsværdi-er. Koblingen af bevarings- og udviklingsperspektivet bliver særlig tydelig i HvidovreKommunes tilgang med udgangspunkt i kvarterets fortælling. Her kombineres fortidsfor-tolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger med henblik på at afdække et stra-tegisk potentiale. Samtidig favner denne tilgang hele kommunen frem for enkelte særligtudvalgte bevaringsværdige bymiljøer. Byfornyelsesprocessen i Albertslund Syd peger pånye veje til at registrere og formidle bevaringsværdier i storskala montagebebyggelser vedat inddrage lokale fortællinger. Sidst, men ikke mindst, udpeger Aalborg Kommunes stil-blade for enfamilieshuse i Hasseris en ny tilgang til formidling af bevaringsværdier i en-keltbygninger som er egnet til at skabe individuelt ejerskab til kulturarven hos borgerne.På vej mod anerkendte bevaringsværdierVores analyse af udvalgte kommuneatlas samt data fra registeret over Fredede og Beva-ringsværdige bygninger (FBB) tegner billedet af en udvikling, hvor velfærdsforstadens hi-storie og arkitektur får mere og mere opmærksomhed. Det er stadig de ældste bygninger,der udpeges først, og registreringsmetodernes indbyggede værdisæt sætter deres klare
  • 11. præg på, hvad der ender med at fremstå som værdifuldt, men fra Rødovre Kommuneatlas i1991 til Gentofte Atlas i 2004 tegner der sig en markant udvikling.I løbet af lidt mere end et tiår vinder forstadsområdernes moderne urbanitet og arkitekturgradvis anerkendelse. Rødovre Kommuneatlas knytter forstædernes bygningskultur tilvelfærdssamfundets opbygning og tillægger den derved en kulturhistorisk betydning.Samtidig udpeges en række boligbebyggelser fra 1950erne og 1960erne som bevarings-værdige sammenhænge. I Gladsaxe og Hvidovre Kommuneatlas bliver der derudover regi-streret og udpeget et større antal bygninger opført efter 1940. Og til Gentofte Atlas blevder gennemført en systematisk registrering af alle bygninger opført før 1970.Det er især Hovedstadsområdets forstadskommuner, som har udøvet pionerarbejde i for-hold til anerkendelse af velfærdsforstadens bygningsarv. Ikke overraskende er forstadensbyggede strukturer og bygninger langt stærkere repræsenteret her end i storbykommuner-ne, hvor bygningsmassen afspejler en længere og mere mangfoldig historie.På tværs af de undersøgte kommuneatlas er der hovedsageligt udpeget bebyggede struktu-rer i kvarterskala. Et fælles træk ved disse bevaringsværdige strukturer er, at der er lagtsærlig vægt på et samlet arkitektonisk udtryk og/eller et bearbejdet forhold mellem bebyg-gelse og landskabet. Der er fokus på æstetiske og historiske helheder. Dette falder fint itråd med SAVE-systemets overordnede kriterier for arkitektonisk kvalitet. Men det passerogså godt til forstadsområdernes generelle bebyggelsesstruktur, som netop er sammensataf helhedsplanlagte, klart afgrænsede enheder. Med forbehold for, at der indtil videre erudpeget relativt få bygninger i forstadsområder, ses der derudover en sammenhæng mel-lem udpegede helheder og enkeltbygninger. En tendens, som yderligere underbygges afLyngby-Taarbæks nyere helhedsbaserede registrering af rækkehuse i FBB-registeret.En række af de udpegede boligbebyggelser omfatter også butikstorve, og/eller institutio-ner, især børnehaver og i nogle tilfælde skoler, der omtales som en del af det samlede be-byggelsesmønster. Herudover peges der på en række større institutionsområder, især tiluddannelse. I Rødovre Kommune fremhæves også det centrale byområde med rådhus,bibliotek og Danmarks første overdækkede butikscenter.Industriens bebyggede strukturer og bygninger fylder forbavsende lidt i det samlede bille-de set i lyset af, at planlægning af industriområder og udformning af industribebyggelserspillede så væsentlig en rolle efter Anden Verdenskrig. Med det aktuelle fokus på omdan-nelse af industriområder kan det dog forventes, at forstædernes industriarv fremover vil fåmere opmærksomhed.Forstadens bygningskultur er generelt dårligt repræsenteret blandt de bevaringsværdigebygninger i de undersøgte kommuneatlas. Der viser sig imidlertid, især i forstadskommu-ner, en tendens til at registrere nyere bygninger i de nyere atlas – en tendens, som bekræf-tes af dataudtræk fra Kulturarvsstyrelsens FBB-register. Blandt de få registrerede bygnin-ger tegner sig et tilsvarende billede som for de bebyggede strukturer. Det er således pri-mært boligbygninger fra 1940erne og 1950erne, herunder mest håndværksmæssigt opfør-te rækkehuse og etagehuse i den funktionelle tradition, men også enkelte montagebyggeri-
  • 12. er, som er vurderet bevaringsværdige. Herudover er der udpeget et mindre antal instituti-onsbygninger og industribygninger.Fredede bygninger i velfærdsforstaden er hidtil en stor undtagelse. Generelt er der foreta-get ganske få bygningsfredninger på bygningsmassen efter 1945 og endnu færre i forstads-områder. I takt med at flere og flere bygninger i forstæderne falder inden for 50-årsgrænsen, og at interessen for velfærdssamfundets kulturarv er stigende, vil der frem-over sandsynligvis også ske en række fredninger af de mest betydningsfulde og oprindeligearkitekturværker i velfærdsforstaden.Konklusioner og anbefalingerDansk Bygningsarvs analyse af udviklingstendenser i forstadsområder viser, at forstæder-ne står foran nødvendige fornyelser og transformationer af de eksisterende bygninger ogbyggede strukturer. Det er imidlertid afgørende at betragte forstæderne i et andet lys endde historiske bykerner. Velfærdssamfundets forstæder er skabt i en anden tid, på andrepræmisser, og de rummer andre kvaliteter. Balance mellem bevaring og udvikling i for-stadsområderne må med andre ord skabes med udgangspunkt i velfærdsforstadens sær-egne bygningskultur.Det er nu, spørgsmålet om, hvordan den nærmeste fortid overtages og arves af et politiskog kulturelt fællesskab, skal rejses. Netop det store forandringstryk på forstæderne gør detpresserende at gøre opmærksom på arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, indenhidtil oversete kvarterer eller bygninger bliver transformeret til ugenkendelighed. Om-vendt er det vores overbevisning, at kendskab til bevaringsværdierne kan bidrage til envellykket udvikling. Analysen viser, at en strategisk tilgang vinder frem i kommunerne, ogde igangværende initiativer rummer et stort potentiale for at inddrage bygningsarven somet aktiv i fornyelsen af bl.a. erhvervsområder og boligkvarterer.Med henblik på udpegningen af bevaringsværdier kan vi konkludere, at forstædernes byg-ningsarv især bør registreres og udpeges som helheder, og det anbefales, at bygningsregi-strering – som klart har været underbelyst hidtil – gennemføres i forbindelse med det.Kombinationen af et tematisk fokus på helheder og på bygningernes arkitektur kunne væ-re en mulig vej frem for at registrere bevaringsværdier i den umådelig store bygningsmas-se i forstæderne.Set i lyset af forstædernes omfattende og forandringsprægede bygningsmasse bliver denforskellige rolle og rækkevidde af frednings- og bevaringsinstrumentet særlig tydeligt. Detsmalle bevaringsinstrument fredning kan sikre bevaringen af værker af national værdi ogderigennem også bidrage til at skabe fokus på velfærdsforstadens bygningsarv. Men det erisær den brede kommunale bevaringsindsats, som må løfte bevaringen og udviklingen afvelfærdsforstadens bygningskultur.Hvordan er denne rapport blevet til?Analysen er blevet til på baggrund af litteraturstudier, interviews med en lang række eks-perter, analyse af kommuneatlas og data fra FBB-registeret, undersøgelse af kommune-
  • 13. planer og lokalplaner, GIS-kortlægning af data fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) og,ikke mindst, mange besøg i forstadsområder. Kompleksiteten i materialet afspejler kom-pleksiteten af velfærdsforstadens bygningskultur, som med denne rapport på ingen mådeer udtømmende beskrevet.Tak til de kommuner, tegnestuer og engagerede fagpersoner, som har bidraget med deresekspertise, kritiske kommentarer og ikke mindst med billedmateriale til færdiggørelsen afdenne rapport. En særlig tak til Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek for at stille bil-leder fra databasen arkitekturbilleder.dk til rådighed. Ligeledes særlig tak til Poul BækPedersen, som generøst har stillet illustrationer fra sin bog Arkitektur og plan i den dan-ske velfærdsby 1950-1990 til rådighed.
  • 14. Hovedrapport 16
  • 15. 15
  • 16. 1. Velfærdsforstaden – et historisk rids Det, vi i dag typisk betragter som forstad, svarer i store træk til den byudvidelse, som har fundet sted i Danmark fra udgangen af Anden Verdenskrig og op til 1980erne. Denne periode faldt sammen med opbygningen af det danske velfærds- samfund, og ordet opbygning skal tages bogstaveligt i denne sammenhæng. Aldrig før i landets historie er der blevet bygget så meget på så kort tid. Og meget af den- ne byggeaktivitet var underlagt en storslået vision – at skabe lige adgang til velfærd for alle i en åben, moderne by, som vi i tilbageblik kan kalde velfærdsbyen. Det føl- gende historiske rids sætter fokus på tilblivelsen af forstadens særegne bygnings- kultur som et led i velfærdssamfundets opbygning. Forudsætning for og drivkraft i realiseringen af velfærdsbyen var et enestående sammen- fald mellem statslige, erhvervsmæssige og planlægningsfaglige interesser, båret frem af standardisering og industrialisering af byggeriet. Omend også den historiske by blev kraf- tigt ombygget i perioden, så var velfærdsbyen primært et byudvidelsesprojekt, som blev afprøvet og realiseret i stor stil på den grønne mark udenfor de historiske bykerner. Ingen steder ser vi derfor velfærdsbyens idealtypiske arkitektur og byggede strukturer realiseret mere rent end i forstadsområderne. Ved udgangen af Anden Verdenskrig var Danmark sammenlignet med andre lande relativt velstående. Det sociale sikkerhedsnet var højt udviklet, og ikke mindst det demokratiske system var veletableret. Alligevel varslede 1945 noget nyt: "Tanker og ideer, som havde simret i mellemkrigstiden, skulle nu realiseres, og der skulle skabes et moderne Danmark" (Petersen 2010: 1). Planlægning, videnskab og rationalitet skulle tages i brug for at skabe det perfekte samfund ned til mindste detalje. Nationaløkonomer, arkitekter, læger og an- dre ligesindede ville bringe orden i boligbyggeriet, familien, samfundsøkonomien og den sociale tryghed. Visionen var at forvandle Danmark fra et landsbrugsland til et moderne industrisamfund – og danskerne fra landboere til byboere. 17
  • 17. Inspireret af sådanne tanker lancerede socialdemokraterne i begyndelsen af 1950erne slo-ganet velfærdsstat. Ordet var lånt fra USA og England, men det skulle få en særlig betyd-ning i Danmark, ligesom velfærdsbyen skulle få sit specifikke præg.Hvad er bygget velfærd?Med fokus på velfærdssamfundets fysiske udformning kan velfærdsbegrebet nærmere be-stemmes som "den statslige formidling og varetagelse af velfærdsydelser som boligbyggeri,(bygninger til) uddannelse, sundhedsvæsen, kultur, infrastrukturer og den fysiske plan-lægning samt organisering af disse ydelser" (Bæk Pedersen 2005: 10). I en smal optik fal-der således kun det almene boligbyggeri og velfærdsinstitutionerne, dvs. de offentlige fæl-lesanlæg, i kategorien bygget velfærd, idet de er udført med statslig støtte hhv. med statensom bygherre. I en bred optik hører imidlertid også privat bolig- og erhvervsbyggeri medunder velfærdsbyen, idet de er omfattet af og organiseret igennem offentlig velfærdsplan-lægning. Hertil kommer at staten, f.eks. igennem statslånsloven, optrådte som medbyg-herre i utallige private boligprojekter.PlanlægningStatens målsætning var at skabe lige adgang til velfærd for alle. Nøgleordet i omsætningenaf denne vision var planlægning. Velfærdsidealet udmøntede sig i en række byplanmæssi-ge og arkitektoniske principper, som byggede videre på og implementerede modernistiskeideer formuleret i første halvdel af det 20. århundrede. I 1920ernes og 1930ernes inter-nationale byplanmanifester var det moderne menneskes idealtypiske hverdag mellem in-dustriarbejde, rekreation og familielivet i egen bolig blevet sat i system.1 Den moderne bytil industrisamfundet skulle tilsvarende være funktionsopdelt efter netop disse tre hoved-aktiviteter, og dette satte samtidig fokus på bevægelsen eller samfærdsel mellem byensforskellige kvarterer. Sundhed blev skrevet med stort. Den moderne by gjorde op med deforurenede, støjende og overbefolkede historiske byer. Tæthed og funktionsblanding, somi dag står for det gode byliv, blev den gang set som et onde, der skulle afløses af en åben,grøn bystruktur.Velfærdsbyens udvikling – tre perioderI sin analyse af velfærdsbyens arkitektur og plan mellem 1950 og 1990 inddeler Poul BækPedersen (2005) udviklingen i tre perioder, som i grove træk følger den økonomiske ud-vikling efter Anden Verdenskrig. I efterkrigsårene blev der udviklet planlægningsprincip-per og bebyggelsestyper, og der blev ikke mindst arbejdet på standardiseringen og indu-strialiseringen af byggeriet. Perioden fra 1945-1959 kan derfor kaldes modeldannelsenstid. Den egentlige realisering af velfærdsbyen fandt sted mellem 1960-1974 som et led iimplementeringen af "en egentlig velfærdssamfundsmodel, med masseproduktion, lønar-bejde, urbanisering, økonomisk vækst og offentlig forsyning med velfærdsgoder, der sam-tidig var nødvendige for samfundets og det private erhvervslivs udvikling" (ibid: 10). Deter i disse år, den store byvækst sker. Meget store nye byområder skød frem i forstæderne,samtidig med at der opstod et massivt pres for omdannelse af byernes centrale dele." Menallerede i slutningen af 1960erne meldte miljøkritikerne sig på banen. Med oliekrisen i1 I 1928 bliver CIAM (Congrès Internationaux dArchitecture Moderne) grundlagt. I forbindelse med en CIAM-konference i Athen i 1933 ned-fældes den moderne byplanlægnings måske mest indflydelsesrige manifest, Athen Charta, som bliver offentliggjort anonymt af Le Corbu-sier i 1941.18
  • 18. 1973 skete en tydelig afmatning i byggeaktiviteten og en periode med økonomisk stagnati- on – fattigfirserne – indledtes. Mellem 1975 og 1989 faldt beskæftigelsen i fremstillings- industrien absolut og relativt, mens servicesektoren voksede. Den tredje fase i velfærds- byens opbygning var således en ud- og ombygningsfase, hvor byvæksten fandt sted i min- dre skala indenfor den fastlagte struktur. I-1. Velfærdsforstadens udvikling 1945-19891.1 1945-1959: MODELDANNELSE En skelsættende model for udbygningen af især de store byer i Danmark blev Egnsplanen for Storkøbenhavn fra 1947, bedre kendt som Fingerplanen. Her samles forstadsbebyggel- sen i mindre enheder langs de radiale trafikårer. Den bærende idé var at byvæksten skulle holdes inden for de fem fingre, mens kilerne imellem fingrene skulle friholdes for be- byggelse og bruges til landbrug, skov, gartneri og friarealer (Gaardmand 1993: 38). By- dannelsen skulle ske omkring eksisterende og kommende S-togs-stationer som perler på en snor. Dels ville man derved hindre spredte, tyndt bebyggede udstykninger uden forsy- nings- og afløbsledninger og med dyre lednings- og vejanlæg (Bæk Pedersen op. cit: 36). Dels ville man optimere mulighederne for forstadsborgernes forsyning med kulturelle og andre fællesanlæg. Dels ville man optimere den kollektive trafik i regionen. Og sidst, men ikke mindst, ville man sikre borgernes adgang til friarealer. Samtidig fastholdte Finger- planen Københavns overordnede betydning som det naturlige centrum for byudviklingen. Tankegangen om en fliget bystruktur, der flettes sammen med landskabet blev på dette tidspunkt anset som en vej til at hæve levestandarden: 19
  • 19. "Velfærden måles på dette niveau i m3 frit luftrum, hvilket jo selvfølgelig i forhold til de gamle kompakte karrébebyggelser af de fleste synes som et gode og en del af velfærds- byen" (ibid: 39).1.1.1 Boligenklaver og havebyer Boligenklaver var det element i udbygningen af den funktionsbestemte moderne by, som danske planlæggere lagde størst vægt på (Gaardmand 1993: 46). Boligloven af 1946 havde skabt særdeles gunstige finansieringsvilkår og samtidig gjort boligbyggeriet til en væsent- lig velfærdsopgave.2 En central idé i realiseringen af de mange nye kvarterer med boliger, fællesanlæg og grøn- ne områder var naboskabstanken, som blev introduceret til danske planlæggere igennem skrifterne af den amerikanske sociolog Lewis Mumford. Idealet om en by sammensat af overskuelige naboskabsenheder knytter an til havebyideerne om selvstændige byer eller bydele i pagt med naturen, der allerede var blevet dyrket i mellemkrigsårene. Naboskabs- tanken tilføjede et fokus på det nære fællesskab som afsæt for udviklingen af et demokra- tisk samfund, "hvor et intelligent samarbejde træder i stedet for masseforskrifter, masse- beslutninger og massehandlinger, som påbydes af fjerntstående ledere og administratorer" (Mumford citeret af Gaardmand op. cit: 45). Tæt forbundet med naboskabsideerne var der et udbredt fagligt ønske om, at der i boligbebyggelserne skulle findes fælles anlæg og akti- viteter. ”Ideen om det kollektive gik ud på, at når nye kvar- terer blev udbygget, skulle der planlægges før og opføres både boliger og f.eks. butikker, restaurati- on, vaskeri, vuggestue og børnehave, og at udgif- terne hertil delvis skulle fordeles over huslejen for samtlige beboere/lejere.” Arne Gaardmand 1993: 45 Det almennyttige boligbyggeri blev forestået af boligselskaber, der i tæt samarbejde med arkitekter planlagde de nye store bebyggelser. Høje Søborg og Carlsro, begge beliggende i hovedstadsområdet og begge opført i regi af Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, er de mest kendte eksempler på egentlige kollektivbebyggelser. Først og fremmest fik fælles- 2 Statslånene skulle gives som 3. prioritetslån (efter kredit- og hypoteksforeningslånene) op til følgende grænse: Privat byggeri: 85 %, lavt nybyggeri for mindre bemidlede 90 %, kommunalt byggeri 95%, og socialt byggeri til 97% af anskaffelsessummen. Renten var så lav som 2,2 %, hvilket var ca. det halve af markedsrenten. 20
  • 20. skabsideerne imidlertid udbredelse ved, at mange boligenheder indgik i den samme be- byggelsesplan, og at de grønne lege- og opholdsområder blev et dominerende element i planlægningen (ibid: 47). Parkbebyggelsen fremherskede således som grundelement i for- stadens rum i 1950erne (Bæk Pedersen 2005: 40). Det typiske var at placere 3-etages bo- ligblokke i en stram orden – i samme vinkel til vejen og med regelmæssige afstande blok- kene imellem. En række bebyggelser blev imidlertid udført med større variation i plan og arkitektur, tilpasning til konteksten og især til de landskabelige forhold. Flere arkitekter så højhuset som en mulighed for at få mere lys og sol ind i boligerne og samtidig få flere kol- lektive faciliteter, som kunne lette husmoderens arbejde (ibid: 44). Samtidig argumente- redes der for en nuanceret, men hyppigere brug af bolighøjhuset som et element, der med sin vertikalitet skaber kontrast eller kompositorisk accent i et ellers udpræget horisontalt bylandskab. Også i periodens mange rækkehuskvarterer var forholdet til de grønne områ- der det centrale, og nogle bebyggelser, eksempelvis Søndergård Park ved København, blev udformet som parkbebyggelse omkring grønne fællesarealer. I-2. Udvikling i bebyggelsesstruktur. Udviklingen fra de tætte, lukkede karrébebyggelser til modernis- mens åbne park- og stokbebyggelser omkring 1930. Kilde: Claus Bech Danielsen 2004: 80 Parallelt med opførelsen af de helhedsplanlagte parkbebyggelser blev havebyidealet reali- seret på en folkelig måde i villa- og parcelbyggeriet. Allerede i 1938 havde statslånsloven givet tusindvis af danskere adgang til billige lån for at bygge enfamiliehuse. I 1940erne og 1950erne fungerede staten på denne måde som medbygherre ved talrige små byggesager landet over. Det blev startskuddet for omlægningen af eksisterende haveforeninger til hel- årsbeboelse og for udstykningen af bynære landbrugsarealer til enfamiliehuse. Omkring Anden Verdenskrig smeltede villa- og parcelbyggeri sammen til de middelklasseprægede kvarterer med enfamiliehuse, vi i dag kalder parcelhuskvarterer (Dragsbo 2008: 182). Men først i slutningen af 1950erne blev parcelhusene for alvor inddraget i diskussionen om byplan og bebyggelse.1.1.2 Fokus på offentlige fællesanlæg Et andet centralt element i efterkrigstidens planlagte byudvidelse og samtidig udtryk for statens aktive rolle var opførelsen af offentlige fællesanlæg. Op igennem 1950erne har 21
  • 21. især skolebyggeriet præget udbygningen af forstadskvartererne. Placeringen af folkesko- lerne havde stor betydning for organiseringen af de nye boligkvarterer, stisystemer og vej- anlæg (Bæk Pedersen op. cit: 56). Indtil 1960 blev der i alt bygget cirka 500 nye central- skoler, hvoraf cirka 50 var et resultat af offentlige arkitektkonkurrencer (Gaardmand op. cit: 54). I mange af de almene nye boligbebyggelser blev der opført daginstitutioner. Desuden kom der langsomt gang i nybyggeriet til de højere uddannelser, tekniske skoler mv. I enkelte forstadskommuner, eksempelvis i Rødovre, blev der opført rådhuse. Som helhed blev byg- geriet i den offentlige sektor imidlertid først en betydningsfuld del af byggevirksomheden efter det økonomiske opsving allersidst i 1950erne (ibid).1.1.3 Industrien flytter til forstæderne Tiden efter Anden Verdenskrig markerede et centralt skift inden for dansk industri. Indu- striproduktionen voksede støt og overhalede for første gang landbrugsproduktionen om- kring 1960. Allerede i 1930erne var de ekspanderende industrivirksomheder begyndt at flytte fra de centrale byområder til forstæderne. Optrapningen af masseproduktionen, standardisering og ændrede lokaliseringsmønstre kendetegnede erhvervsbyggeriet helt op til 1970erne. Danmarks første byplanlagte industriområde var Gladsaxe industrikvarter, som blev ud- bygget fra midten 1930erne på baggrund af bestemmelser om blandt andet grundudnyt- telse, parcelstørrelse og veje (Gaardmand op. cit: 54). Selve industribyggeriet kom imidler- tid kun langsomt i gang i efterkrigsårene, dels fordi dansk industri havde behov for væ- sentlige omstillinger og dels pga. ugunstige låne- og finansieringsvilkår (ibid). Først fra midten af 1950erne blev der opført erhvervsbyggeri i større omfang, og der blev reserveret arealer til industri i de kommunale byplaner landet over.1.1.4 Facadeløse veje og trafikseparering En forudsætning for organiseringen af byernes vækst i decentrale naboskaber var byboer- nes øgede mobilitet takket være et veludbygget offentligt transportnet og fra 1950erne i stigende grad individuel færdsel i egen bil. Byernes indretning i forhold til bilalderen var således et centralt emne i danske planlæggerkredse (Bæk Pedersen op. cit: 37). I de første nye kvarterer i 1950erne blev der taget afstand fra de historiske bykerners sammenhængende gadenet og samtidig fra randbebyggelsen. Dermed indførtes et radikalt andet forhold mellem bebyggelse og gade i forstadskvartererne (ibid: 38).3 3 ”Med trafikkens differentiering ændredes den nye bys gader til veje. Veje for transport benyttet af biler. Byens gade med sit virvar og sammenblanding af alle trafikarter ændres. Det er gadens død” (Bæk Pedersen op. cit: 38). 22
  • 22. Hovedargumenterne mod randbebyggelsen var manglende færdselssikkerhed pga. stigen- de vejfærdsel, øgede omkostninger for ledningsnet m.m. samt dyrere fremtidige vejudvi- delser (ibid). Derfor skulle de nuværende landeveje bevares som hovedfærdselsveje og be- skyttes mod randbebyggelse. Med parkbebyggelsernes udbredelse begyndte man desuden i højere grad at adskille den kørende og den gående trafik i forstæderne. Boligbebyggelser- nes facader orienteredes indadtil mod grønne fællesarealer friholdt for biltrafik – med de typiske facadeløse hovedfærdselsveje til følge.1.1.5 Standardisering og industrialisering Flertallet af efterkrigsårenes helhedsplanlagte boligbebyggelser er opført som nogenlunde traditionelt murstensbyggeri i det,som Kay Fisker betegnede som den funktionelle traditi- on i dansk arkitektur (Gaardmand op. cit: 52). Gradvist fandt betonelementer større udbredelse i byggeriet, dels som enkelte standardi- serede bygningselementer, f.eks. præfabrikerede altanelementer i ellers murede boligbyg- ninger, dels som bærende bygningskonstruktion i de såkaldte elementhuse. Brugen af be- tonelementer var sammen med modulopdeling et forspil til den omfattende industrialise- ring, som fra 1960erne kom til at styre boligbyggeriet. Den store efterspørgsel efter nye boliger kunne ikke imødekommes af den eksisterende byggesektor, der med sin traditionelle byggeteknik og sine mange selvstændige parter højst kunne opføre omkring 20.000 boliger om året (Lind og Møller 1996: 147). Løsningen blev byggeriets industrialisering og fremkomsten af totalleverancen inden for den private byggesektor. I-3 Engstrands Allé, Hvidovre 1952. Anskuelig tegning, som viser montageteknik for den bebyggelse som indledte det egentlige element- eller montagebyggeri Danmark. Kilde: Erik Nygaard 1984: 97. 23
  • 23. Murstensbyggeriet blev af mange arkitekter og ingeniører anset for utidssvarende til byg- geproduktionen, mens industrielt fremstillede produkter omvendt betragtedes som godt og nødvendigt for at skaffe almindelige mennesker tag over hovedet. Fra og med oprettel- sen af Boligministeriet i 1947 arbejdedes der målrettet på at fremme utraditionelt byggeri, herunder elementbyggeri, som igennem lovgivningen fik en fortrinsstilling i forhold til uddeling af statslån. Elementhuslovens formål var at nedsætte antallet af murertimer ved at rationalisere byggeprocessen og anvende nye materialer og konstruktionsformer (Lind og Møller op. cit: 147). Op igennem 1950erne afprøvedes element- og montageteknikken inden for det almene boligbyggeri. Parallelt bevirkede de skrappe vilkår for bevilling af statslån en vidtgående standardisering af enfamiliehusbyggeriet. De såkaldte statslånshuse blev forløbere for 1960ernes typehuse.1.2 1960-1974: REALISERING AF VELFÆRDSFORSTADEN Med det økonomiske opsving sidst i 1950erne og den samtidige teknologiske udvikling kom der for alvor fart på byernes vækst. Befolkningstilvækst og den fortsatte vandring fra land til by gav et pres på byerne og stillede krav om nye arealer til boliger, erhverv og ikke mindst offentlige fællesanlæg (Gaardmand op. cit: 72). Faldende husstandsstørrelser, stigende realindkomster samt kvindernes indtog på ar- bejdsmarkedet bevirkede desuden, at danskerne begyndte at bruge mere areal per bolig. Transportbehovet og trafikken voksede, og det krævede store arealer til både veje og par- keringspladser. I 1960 sikrede Boligministeriets montagecirkulære en særlig montagekvote på i første omgang 7.500 boliger over fire år (ibid). Ideen om en decentral organisering af byernes vækst igennem afgrænsede byenheder blev nu realiseret i en meget stor skala, godt hjulpet af boligbyggeriets systematiske industrialisering. I planlægningen af de meget store nye byområder kom forsyning med passende lokal service i forhold til områdets størrelse og beliggenhed i fokus. De mange slags oplande – og forsøget på at få dem til at stemme overens – blev det helt afgørende kriterium for god planlægning (Kvorning 1993: 168). "Befolkningens levestandard blev kædet direkte sammen med dens adgang til "tjeneste- ydelser", til "beskæftigelse" og til "naturgoder". De tjenester, der skulle ydes befolkningen, var undervisning, detailhandel, kulturel aktivitet, forlystelse, vedligeholdelse og reparation af krop, bil og bolig, bankbetjening, befordring m.v." (Bæk Pedersen op. cit: 72). Dels som et led i realiseringen af nye byområder, dels som stort anlagte restrukturerings- projekter blev der fra 1960erne etableret servicecentre i forstæderne som lokaliserings- sted for en blanding af kommercielt center, offentlig administration og kulturtilbud. 24
  • 24. ”Faktisk er al planlægning i 60erne hængt op på ideen om centeret. Det går igen i alle planerne og bruges som det tyngdepunkt, der skal skabe en vis sammenhæng, et hierarki, i de ellers kaotiske for- stæder.” Erik Nygaard 1984: 1901.2.1 Servicebyhierarki og organiseret byvækst Omkring 1960 blev visionen om lige fordeling af velfærd og styret byvækst udmøntet i en landsplanlægning. Landsplanskitserne fra perioden viser en sammenhængende netværks- struktur med større og mindre bycentre, et servicebyhierarki fra landsdelscentret over egnscentret til lokalcentret, som skulle sikre lige levevilkår over hele landet. Servicebyhierarkiet i 1960erne Lokalcenter Realskole, bankfilial, tandlæge, apotek, biograf, fødevaresupermarked, boghandler, farvehandler, urmager, manufakturhandler Egnscenter Gymnasium, stort supermarked, sygehus, handelsskole, bibliotek, tek- nisk centralskole, rutebilcenter Landsdelscenter Universitet, tandlægehøjskole, landbohøjskole, musikkonservatorium, højere handelseksamen, teknikum, bygmesterskole, sygehus med spe- cialafdeling, landsdelsscene og orkester, dagblade, biografer, cykelbane, stormagasin, havnekapacitet, engroshandel, restauranter. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 73 Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959 viser en radikal decentralisering af byudviklin- gen i Danmark, en vision som blev afvist som urealistisk af datidens planlæggere (Gaard- mand op. cit: 78). "Det store H", derimod, følger i højere grad det eksisterende bymønster og svarer i store træk til det nuværende nationale motorvejsnetværk. Byernes vækst – og dermed forstædernes udvikling i Danmark – er siden 1960erne blevet afgørende præget af landsplanens "store H". 25
  • 25. I-4. Fremtidens bymønster. Til venstre Erik Kaufmanns "stjernebyskitse" fra 1959, til højre "Det store H". Kilde: Gaardmand 1993: 791.2.2 Et helt liv i forstaden: Køge Bugt-fingeren Fra 1961 foregik der i Køge Bugt-området den største samlede bybygningsindsats nogen- sinde i Danmark. Indsatsen skete på baggrund af en særlig lov, Køge Bugt-loven, og blev gennemført i samarbejde mellem områdets kommuner, amtskommuner og flere ministe- rier. Her blev der arbejdet systematisk med trafiksystemet, byenhederne og de grønne om- råder (Gaardmand op. cit: 124). De nye forstæder skulle i højere grad fungere som selv- stændige byer, hvor et helt moderne liv kunne foregå – mellem (industri)arbejde, rekrea- tion og familieliv i parcelhus eller etagebolig. Skelettet i den helhedsplanlagte byfinger skulle være en ny S-bane fra København til Køge og en motorvej nord for bydannelserne. Skitsen over Køge Bugt-fingerens centerstruktur viser tydeligt en vision for byvækst, hvor de enkelte byenheder er organiseret omkring sta- tionscentre langs S-banenettet og mindre centre i de enkelte boligkvarterer. I alt skulle der være plads til 150.000 indbyggere i ”fingeren”, opdelt i ti byenheder som så vidt muligt skulle få et individuelt særpræg (ibid). Center- og boligområderne blev planlagt med en høj grad af trafikseparering mellem kø- rende og gående trafikanter. Industriområderne blev udlagt skarpt adskilt fra boligområ- derne i tæt relation til motorvejen. Der blev lagt særlig vægt på udformningen af de bynæ- re friarealer, de grønne kiler på tværs af bydannelsen, landskabet mellem fingrene og ud- førelsen af støjvolde og beplantninger. Endelig blev der med Køge Bugt Strandpark anlagt et meget stort kunstigt fritidslandskab. 26
  • 26. I-5: Køge Bugt-planen. Øverst Køge Bugt-planens centerstruktur: sort: centerområder, skraveret: parcel-huse, prikker: lokalcentre. Nederst Køge Bugt-Strandpark 1966. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005:72.Parcelhuskvarterer kom til at fylde det største areal i de nye byområder. Men en betydeligdel af bebyggelsen blev også realiseret i form af meget store helhedsplanlagte montagebe-byggelser. I Brøndby Strand blev der mellem 1964 og 1974 opført cirka 2.700 lejlighedermed i alt 288.000 etagemeter. Avedøre Stationsby er en byenhed med omkring 2.300 bo-liger, bygget under ét af samme selskab, og Ishøjplanen (i dag Vejleåparken) har omkring1.500 lejligheder (ibid).Køge Bugt-planen var helt exceptionel og alligevel ikke. Her kom mange af de principper,som blev anvendt landet over, til fuld udfoldelse. Ved siden af byerne i Køge Bugt-fingerenanses Nordborg, Munkebo, Albertslund og Hanstholm som egentlige nye byer (ibid: 150).Og bortset fra den afsides beliggenhed af eksempelvis Hanstholm er der mange fælles trækimellem disse nye byer og de større bydele, der i perioden blev opført efter samlede planer.De nye helhedsplanlagte boligområder i forstæderne blev fuldt udstyret med skole(r), bør-nehaver, bibliotek, butikker, restaurant, forsamlingshuse mv. Eksempler herpå er de før-nævnte bebyggelser Avedøre Stationsby, Brøndby Strand og Ishøjplanen i Køge Bugt-fingeren, men også den nye bydel Gullestrup ved Herning eller Gellerup-planen i Århus.Et andet fællestræk er trafikseparering af kørende og gående trafikanter, som kom til atspille en væsentlig rolle i udformningen af de nye bydele. Der skulle være plads til biler,veje og parkeringspladser, og samtidig skulle de svage trafikanter og bymiljøet beskyttes27
  • 27. (ibid: 85). I mange af de nye bydele blev der gennemført en skarp adskillelse af trafikar- terne. Herudover blev vejnettet differentieret efter forskellige formål og hastigheder med forskellige vejtekniske og sikkerhedsmæssige krav til følge. Dette udmøntede sig i de typi- ske antennestrukturer med større veje til gennemkørsel og blinde boligveje inden for de enkelte boligkvarterer. Et princip, som også fandt bred anvendelse i de nye parcelhusom- råder. I-6: Antennestrukturer i danske boligkvarterer. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 75. ”Velfærden synes tilsyneladende at måles i antallet af differentierede vejlængder per hus- stand i kilometer; disse vejlængder differentieres i kvalitet, anlægsudgifter og driftsudgif- ter, fra motorveje til stilleveje, og helt ned til private veje på storparceller (opgøres i km, kr., kr. per km)” (Bæk Pedersen op. cit: 39).1.2.3 Betonelementer Betonelementbyggeriet satte sit præg, ikke blot på udformningen af den enkelte bygning, men også på hele boligkvarterers fremtræden. Ballerup-planens godt 1.600 lejligheder, som blev opført i tre etaper mellem 1962 og 1965, er et eksempel på det såkaldte kran- sporsbyggeri, hvor fremstillingsformen blev afgørende for organiseringen af hele bebyg- gelsen. Indtil begyndelsen af 1970erne var den fremherskende teknik et system med bærende vægge på tværs af huset, og ikke-bærende facader (Nygaard 1984: 153). Af økonomiske grunde blev husene bygget dybe, 12-13 meter imod de 8-10 meter i efterkrigstidens tradi- tionelle byggeri. Især i begyndelsen blev tværskillevæggene sat med korte mellemrum for at spare på udgifterne. Begge dele førte til mørke lejligheder med dybe og smalle rum, som var svære at indrette. Også facadeelementerne var masseproducerede, og arkitekterne dyrkede gentagelsen og det systematiske som et arkitektonisk motiv. Resultatet var mono- tone facader, som afspejlede den rationelle fremstillingsform. Som arkitekten og historike- ren Erik Nygaard skriver, vil det have stridt mod en grundlæggende funktionalistisk moral at variere facaden, "når det hus, der stod inde bagved, nu engang var et fuldstændig stan- dardiseret produkt" (ibid). 28
  • 28. Systemet med bærende skillevægge var dominerende, men der blev også eksperimenteret med andre systemer, hvor tværskillevæggene blev erstattet af søjler for at få større frihed til at forme lejlighederne. Det jyske TVP-system med en skeletkonstruktion af søjler og dragere, containersystemet Conbox samt forskellige søjle-plade-systemer er alle eksem- pler på anvendte industrialiserede byggesystemer. Ifølge Nygaard var de bebyggelser, som var resultater af disse eksperimenter, ikke væsensforskellige fra de gængse industrialisere- de løsninger (ibid: 155).1.2.4 Typehuse Det var dog især parcelhusene og ikke etageboligbyggeriet, som tegnede sig for den store stigning i boligbyggeriet op igennem 1960erne. Med velstandsstigningen kom parcelhuset inden for rækkevidde af meget store befolkningsdele. Folk begyndte også at regne med inflationen, som gjorde, at det kunne betale sig at stifte gæld på fast ejendom. Hertil kom skattefordelen. Muligheden for at trække renten fra i skat fungerede reelt som en slags offentligt tilskud til parcelhusejerne. En masse familier, både funktionærer og arbejdere, tog således springet til eget hus i 1960erne (ibid: 163). I perioden 1960-1980 blev der nedlagt næsten 80.000 landbrugsbedrifter og bygget 450.000 nye parcelhuse. Det svarer til godt 22.500 parcelhuse om året eller 75 om dagen og er lige så mange som i de foregående 100 år (Lind og Møller op. cit: 137). I alt flyttede 1,5 millioner danskere ud i de nye parcelhusområder i perioden 1960-1980. Denne folke- vandring, som er blevet kaldt middelklassens eksodus fra byerne, var af endnu større om- fang end de foregående 100 års vandring fra landet til byerne (ibid: 144). Det blev typehusene, som kom til at præge 1960ernes og 1970ernes parcelhuskvarterer. Arkitekterne gled efterhånden i baggrunden; dels blev de reduceret til konsulenter for ty- pehusfirmaerne, dels mistede enfamiliehusområdet – bortset fra det allerøverste lag – sin prestige i arkitektstanden (Dragsbo 2008: 221). Typehusene blev fremstillet af både store, landsdækkende virksomheder og lokale håndværkere, der opførte og solgte standardisere- de huse i lokalområdet (Kraul og Madsen 2007: 16). Huskøbere kunne i 1960erne som noget helt nyt slå op i et katalog fra en af de mange producenter af typehuse og se et fær- digt hus – og prisen. Typehuset blev efterhånden så stor en succes, at det i dag er den mest udbredte hustype i Danmark.1.2.5 Industricentre på bar mark Fra 1960 skete der ligeledes en markant stigning i erhvervsbyggeriet i Danmark – fra ca. 1 mio. etagemeter om året i 1950erne til ca. 3 mio. etagemeter om året – men det var ikke muligt at planlægge og styre denne udvikling i samme grad, som tilfældet var for boligbyg- geriet (Gaardmand op. cit: 155). Kommunerne udstykkede rigeligt med erhvervsgrunde, og 29
  • 29. der var generelt en stærk konkurrence kommunerne imellem i deres forsøg på at tiltrække virksomheder og skatteydere. Erhvervsplanlægningen blev et centralt fokusområde i denne periode, hvor kommunerne hver især reklamerede for deres særligt "attraktive industrigrunde i smukke landskabelige omgivelser" og med god beliggenhed i forhold til infrastruktur (ibid: 156). Ikke mindst i hovedstadsområdet udstykkede man fra midten af 1960erne store arealer til erhverv i for- stæderne, herunder Avedøre Holme i Hvidovre, som med 250 ha fortsat er Danmarks største planlagte industriområde. Tanken var, at disse planlagte industrikvarterer skulle fungere som lokale arbejdspladser for de nye bosættere i de samtidigt opførte boligkvarterer. Det fremstår særlig tydeligt i tvillingestrukturen Avedøre Holme og Avedøre Stationsby, som var en del af Køge Bugt- planen. Men også i provinsen, f.eks. ved industricenteret Birk i Herning, planlagde man nye boligområder i forbindelse med nye erhvervsområder.1.2.6 Miljødebatten Allerede mens de sidste storskala bebyggelser blev opført, blev de udskældt som beton- slum – ensformige sovebyer, der var fattige på sanselige oplevelser og aktiviteter og på samme tid samlingssted for samfundets svageste sociale grupper (Nygaard op. cit: 222). Bebyggelserne kritiseredes for at være for store og for uoverskuelige. I stedet for at skabe rammerne omkring lokale fællesskaber, som det havde været intentionen, ansås de for at være fremmedgørende. Samtidig blev parcelhuskvartererne udsat for kritik, især for den ekstensive arealanven- delse som beslaglagde mere og mere jord omkring byerne, men også for manglende plads til fællesskabet. I 1968 brød reaktionen mod højkonjunkturens omvæltninger ud i lys lue. Byens opløsning og især de store montageplaner mødte stærk kritik. Ungdomsoprørerne og det nye venstre ville have nærdemokrati, sanering på beboernes præmisser, og små overskuelige enheder i nybyggeri. 1960ernes teknologiske fremskridt blev nu ikke længere betragtet som et gode, men som en naturkraft helt ude af demokratisk kontrol med ødelæggelse af naturen, søn- derlemmede byer og fremmedgørelse af mennesker til følge (ibid: 204). Ifølge Erik Nygaard foregik miljødebatten især i fagblade og i aviser som Politiken og In- formation, som en debat mellem eksperter. Det kunne heller ikke påvises, at storskala be- byggelserne havde den påståede fremmedgørende effekt på deres beboere. "Miljøkritiker- ne vil have et andet samfund, og miljøkritikken er bare ét udtryk for deres kritik af sam- fundet og det liv, de fleste lever", skriver Nygaard (ibid: 211). Frem for lighed, statslig sty- ring og industriel rationalitet satte miljøkritikerne fokus på mangfoldighed, individuel medbestemmelse og opmærksomhed på historiske og landskabelige værdier i miljøet. 30
  • 30. Disse nye politiske idealer fik en afgørende betydning for byplanlægning og arkitektur i velfærdsforstadens udbygning og ombygning fra midten af 1970erne.1.2.7 Kommunalreform og ny planlov Med de store byudvidelser var mange kommuner i periferien af de store byer reelt blevet til forstæder. Kommunalreformen i 1970 skulle afspejle den nye bymæssige virkelighed i landet. Under mottoet "Én by – én kommune" blev antallet af kommunerne per 1. april 1970 reduceret fra godt 1.000 til 277 (ibid: 185). For at skabe størst mulig sammenfald i ansvaret for beslutninger, opgaver og finansiering blev desuden en del opgaver overført fra staten til kommunerne. Samtidig blev de hidtil 23 amter til 14 amtskommuner – med und- tagelse af København og Frederiksberg, som hver især fik både kommunal og amtskom- munal status. Lidt forsinket i forhold til den administrative reform gennemførtes en stor planlovreform. Reformen handlede om at skabe bedre vilkår for planlægningen af den enorme byvækst. Decentralisering af beslutningskompetencerne, bedre muligheder for borgerinddragelse og ikke mindst miljøbeskyttelse var centrale punkter på dagsordenen. Planlovreformen kom i tre etaper. Med vedtagelsen af By- og landzoneloven samt Natur- fredningsloven af 1969 kom beskyttelsen af landbrugsarealer og naturområder i fokus. Hele landet blev opdelt i by- og landzoner samt sommerhusområder, og byvækst måtte fremover kun ske i byzone. Med Loven om lands- og regionplanlægning af 1974 fik amter- ne ansvar og kompetence for regionplanlægningen. Og med Kommuneplanloven af 1975 blev kommune- og lokalplanarbejdet kommunernes sag. Den store undtagelse i det nye billede var Hovedstadsområdet. Kommunegrænserne for København og Frederiksberg forblev uændret, og der fandtes således fortsat selvstændige forstadskommuner. Her blev det Hovedstadsrådet, som kom til at forestå den overordnede planlægning i landets største sammenhængende byområde.1.3 1975-1989: UDBYGNING OG OMBYGNING AF VELFÆRDSFORSTADEN I 1974 vendte økonomien, og derefter bevægede Danmark sig langsomt ind i 1980ernes krise med høj arbejdsløshed og offentlig gæld. Boligproduktionen faldt dramatisk, fra godt 55.000 fuldførte boliger i 1973 til omkring 20.000 boliger om året i starten af 1980erne, dvs. 1950ernes niveau (ibid: 235). Det almene boligbyggeri blev ramt først, men med den tiltagende økonomiske krise rykkede parcelhuset igen udenfor almindelige menneskers rækkevidde, og fra midten af 1970erne faldt også parcelhusbyggeriet brat. 31
  • 31. Parallelt med den økonomiske krise var samfundet i en overgangssituation fra industri- samfund til postindustrielt samfund. Beskæftigelsen faldt i fremstillingsindustrien, mens den voksede i servicesektoren, dels betinget af vækst i de private serviceerhverv, dels be- tinget af den fortsatte udbygning af velfærdsstatens institutioner (Bæk Pedersen op. cit: 151). Byggekrisen og de økonomiske udsigter til stagnation i perioden fra 1975 til 1989 ændrede ikke de overordnede rammer for udbygningen af forstæderne. Udviklingen i Hovedstads- området fulgte således de overordnede linjer, som først var blevet udstykket i Fingerpla- nen og senere fulgt op i regionsplanarbejdet. Men kritikken af især storskala montagebe- byggelserne – som skulle huse lighedssamfundets fuldt beskæftigede funktionærer og ar- bejdere, og nu i stigende grad blev til udsatte boligkvarterer med mange langtidsarbejdslø- se og bistandsmodtagere – havde ført til krav om mere overskuelige fysiske omgivelser, nærhed og større muligheder for sociale kontakter i mindre grupper (ibid). En mindre vækst og ekspansion gjorde det ikke blot muligt, men nødvendigt at tænke i andre baner end i 1960erne. Velfærdsforstaden udbyggedes fortsat indenfor de fastlagte strukturer, men nu i en langt mindre skala og med miljøkritikernes idealer for øjet.1.3.1 Tæt-lav bevægelsen Fra midten af 1970erne og langt op i 1980erne dominerede tæt-lave bebyggelser bolig- byggeriet i forstæderne. Startskuddet var SBI-idékonkurrencen om byggesystemer for tætte, lave boligformer i juni 1971. Her skulle miljøkritikernes ideer om varierede og for- anderlige bolig- og bymiljøer samt øget brugerindflydelse forsøges realiseret både i etage- huse og i de lave byggerier (Nygaard op. cit: 231). Vinderforslaget af tegnestuen Vandkunsten blev skelsættende for periodens boligbyggeri. Byen betragtedes her som en organisme, der måtte bygges på og ind i det danske landskab. Tanken var at lade folk bo i små selvstændige enklaver for 500-750 mennesker, så man "stadig kender hinandens ansigter", og hvor alle de til boligområdet tilhørende funktioner inklusive arbejdssteder integreres i én sammenhængende bygningsstruktur (ibid: 232). Bebyggelsen skulle være lav for at bevare kontakten med naturen og tæt for at komme hin- anden ved. I den senere realiserede bebyggelse Tinggården (1978 og 1983) er integratio- nen af arbejdspladser opgivet, og den rene boligby fremstår som en prototype for perio- dens tæt-lave bebyggelser. På mange måder peger tæt-lav bevægelsens bebyggelser tilbage til havebytanken og til ef- terkrigstidens park- og rækkehusbebyggelser. Det afgørende nye i 1970erne var et fokus på brugerinddragelse og -indflydelse i bebyggelsernes udformning, som førte til nye æste- tiske idealer om variation og foranderlighed. Betonelementbyggeriet blev nu forbundet med et individualiseret, mangfoldigt udtryk. 32
  • 32. Idealerne i tæt-lav boligbyen var hentet fra danske småbyer med 1- og 2-etages længehuse, grupperet omkring vej- eller stiforløb, der ikke var egnede til moderne biltrafik. Paradok- salt nok passede det fint med de overordnede planlægningstanker om trafikseparering og funktionsmæssig zoneopdeling. Først midt i 1980erne opgav man den interne trafiksepa- rering i boligbebyggelserne, fordi den var for økonomisk bekostelig (Bæk Pedersen op. cit: 152). I-7. Plan, Aalborg Universitetscenter. Dall & Lindhardtsen 1975. Kilde: Poul Bæk Pedersen 2005: 172.1.3.2 Udbygning med offentlige fællesanlæg I sammenhæng med realiseringen af de sidste store planer i f.eks. Ishøj, Avedøre Stations- by og Farum Midtpunkt blev der opført en del offentlige fællesanlæg, herunder en række skoler. Strandgårdsskolen (1975) ved Ishøjplanen (i dag Vejleåparken), er et eksempel på en skoleby med fritliggende eller delvist sammenbyggede 2-3-etages bygninger og udea- realer til leg formet som gadenet og centrale pladser. Desuden udbyggedes forstædernes centrale områder blandt andet med kulturbygninger. Flere steder blev der anlagt multifunktionelle kultur- og forsamlingshuse som eksempelvis Kulturhuset Viften i Rødovre fra 1989 ved Dissing + Weitling eller Hafniahuset i Hørs- holm fra 1985 ved Knud Munks Tegnestue. 33
  • 33. I den store skala planlagdes og opførtes Aalborg Universitet fra 1975 til 1980 efter planer af Dall & Lindhardtsen. I forbindelse med universitetet realiseredes en helt ny bydel med boliger og service. Helhedsplanen for den nye bydel var tydeligvis inspireret af tidens tæt- lave bebyggelsesideal samt af et ønske om at integrere byens forskellige funktioner.1.3.3 Udbygning og ombygning af erhvervsområder Fra midten af 1970erne gennemgik industriproduktionen en gennemgribende transfor- mation, dels under indflydelse af den nye vidensøkonomi, dels påvirket af globaliseringen. Som følge heraf blev de ekstensivt anlagte industriområder i forstæderne nu udbygget og ombygget med nye funktioner, især med lager og kontorbygninger, men også med tekniske skoler delvist i tilknytning til produktionen.4 Et eksempel på en ombygning til nye funktio- ner er omdannelsen af Johs. Madsen og Søns Maskinsnedkeri i Gladsaxe industrikvarter til teknisk skole (Skov- og Naturstyrelsen 1998: 44). Den fuldstændige funktionsadskillelse mellem industriproduktion og andre funktioner blev gradvist ophævet. I denne langsomme transformationsproces spillede ikke mindst områdets beliggenhed en central rolle. Industrikvarterer, som lå tæt op ad boligområder, var lettere at inddrage til andre bymæssige funktioner, såsom kontorer eller supermarke- der. Industriområder tæt op ad motorveje som eksempelvis langs Køge Bugt-fingeren eller den østjyske motorvej blev derimod i højere grad udbygget med storlagere og butikscentre. 4 Jf. interview med Lene Skodborg, Museumsinspektør ved Kroppedal Museum, d. 10.2.2010 34
  • 34. 2. Velfærdsforstaden i dag At nærme sig forstaden som en genstand for bevaring kræver indsigt i aktuelle til- stande. Dette gælder desto mere, fordi forstadens bygningsmasse er stærkt foran- dringspræget og tilmed står foran store udfordringer med henblik på en bæredygtig fornyelse. Første afsnit af dette kapitel giver et overblik over velfærdsforstadens aktuelle fysisk, dvs. dens geografi, struktur og sammensætningen af bygningsmas- sen. I andet afsnit beskrives aktuelle udfordringer for velfærdsforstadens byg- ningskultur med udgangspunkt i en række udviklingstendenser. Disse tendenser udpeger, hvor en diskussion om bevaring af forstadens bygningskultur er særlig relevant at tage.2.1 VELFÆRDSFORSTADENS FYSIK Med udgangspunkt i den historiske afgrænsning af forstaden som den byudvidelse, der fandt sted under velfærdssamfundets opbygning mellem 1945 og 1989, bliver det muligt at afgrænse forstaden geografisk. Velfærdsforstaden er et produkt af byernes og især storbyernes eksplosive vækst i årtierne efter Anden Verdenskrig. Ikke overraskende findes de meget store, sammenhængende byudvidelsesområder især i Hovedstadsområdet og omkring de største, danske byer År- hus, Ålborg, Odense og Esbjerg. Der findes naturligvis også forstadsområder i mindre og mellemstore provinsbyer, men de er som regel af mindre udstrækning. 35
  • 35. 36
  • 36. I sagens natur ligger velfærdsforstaden i udkanten af hovedbyerne, dels som koncentriskudvidelse af den historiske bykerne, dels som radial udvidelse langs hovedtrafikårerne.Særligt de sidstnævnte, geografisk set ydre forstæder adskiller sig markant fra tidligeretiders byudvikling i struktur og bebyggelsestyper. Til forskel fra den historiske bys sam-menhængende karréstruktur er disse forstadsområder sammensat af store afgrænsedebebyggelsesenklaver og grønne områder, som tilsammen udgør et fragmenteret byland-skab. Den funktionsbestemte opdeling i boligkvarterer og erhvervsområder kan tydeligtaflæses. Et andet markant træk er de store vejstrukturer, som både forbinder og opdeler deydre forstæder i en helt anden skala end i tætbyen. Et luftfoto fra Hovedstadsområdet illu-strerer forstadens overordnede struktur, som den i princippet også findes i de øvrige dan-ske storbyer omend i en mindre skala og med regional forskelligt præg (se næste opslag).Når dette luftfoto overlejres med den eksisterende bygningsmasse, som er opført i perio-den 1945 til 1989 tegner sig et tydeligt billede af velfærdsforstadens beliggenhed (se næsteopslag). Overgangen fra tidligere perioders byudvikling til velfærdsforstaden er begribelig-vis flydende, fordi der også blev udbygget på de tilbageværende tomme grunde inden forKøbenhavns og Frederiksbergs kommunegrænser. Her finder vi især mange større bolig-bebyggelser fra efterkrigstidens første udvidelsesperiode mellem 1945 og 1959 som ek-sempelvis park- og højhusbebyggelsen Bellahøj (1956), men også enkelte senere storpro-jekter som Tingbjerg (1971). Endelig viser illustrationen også den bebyggelse fra perioden,som blev opført som saneringsprojekter inden for den historiske bykerne. Det fremtræderklart, at denne del af byggeriet har været meget mindre omfattende end byggeaktiviteten iforstæderne.I de 45 år, der gik fra Anden Verdenskrig til slutningen af 1980erne, blev halvdelen af dennuværende bygningsmasse i Danmark opført. Udtrykt i tørre tal drejer det sig om 1,35mio. bygninger eller 315 mio. m2 etageareal, hvoraf langt hovedparten er beliggende i for-stadsområder (figur II-2). Største del af byggeriet er opført i velfærdsforstadens hovedrea-liseringsperiode mellem 1960 og 1974. Men også udbygningsperioden mellem 1975 og1989 tegner sig for en meget stor del af den eksisterende danske bygningsmasse. 1600 1355 1400 Antal bygninger 1200 1000 800 629 600 461 400 265 200 0 1945-1959 1960-1974 1975-1989 SamletII-2. Den eksisterende bygningsmasses alder opgjort i antal bygninger i tusind fordelt på tre perioder ogsamlet. Byggeriet tog især fart i 1960erne. Kilde: Udtræk fra BBR.37
  • 37. 38
  • 38. 39
  • 39. De store boligområder, både parcelhusområder og etagehuskvarterer, dominerer billedet iforstæderne. Men også de mange institutionsbygninger, som blev opført i forbindelse medrealiseringen af de store nye boligkvarterer i forstæderne, er fremtrædende elementer.Mindre præsent i vores bevidsthed er de ofte aflukkede industri- og erhvervsområder, somikke desto mindre fylder meget store arealer.Udtræk fra BBR-registeret viser, at boliger med over 800.ooo bygninger og 140 mio. m2etageareal udgør klart den største del af bygningsmassen opført mellem 1945 og 1989 (fi-gur II-5). Hovedparten heraf er parcelhuse (figur II-6). Til sammenligning tæller institu-tioner, dvs. bygninger til offentlige formål som uddannelse, sundhed, kultur og admini-stration, cirka 25.ooo bygninger med et samlet etageareal på 18 mio. m2. De omtrent77.000 industribygninger fra perioden fylder over 60 mio. m2 etageareal.5 Og endelig ud-gør bygninger til fritidsformål, eksempelvis idrætsbygninger, men også kolonihavehuse, enmarkant del af bygningsmassen. 1600 1355 1400 Antal bygninger 1200 1000 816 800 600 393 400 200 77 25 21 24 0 B o lig Institutio ner Industri Erhverv Fritidsfo rmål Øvrige SamletII-5. Den eksisterende bygningsmasses fordeling på anvendelser opgjort i tusind for bygninger opførti perioden 1945-1989. Boligbyggeriet dominerer, men industribygninger og institutioner, dvs. kulturbygnin-ger, bygninger til undervisning, sygehuse, daginstitutioner m.v. udgør også en meget stor bygningsmasse.Kilde: Udtræk fra BBR. 900 816 800 700 650 Antal bygninger 600 500 400 300 200 140 100 23 3 0 P arcelhuse Rækkehuse Etagehuse A ndre B o lig samletII-6. Boligbyggeriets fordeling på typer opgjort i tusind for bygninger opført i perioden 1945-1989. Kilde:Udtræk fra BBR.5 Bemærk at der under industribygninger også indgår tekniske anlæg over 200 m2 etageareal, ligesom kategorien omfatter bygninger tilhandel og kontor beliggende indenfor 100 m afstand fra industribygninger. Kategorien erhverv omfatter de øvrige bygninger til handel ogkontor.40
  • 40. II-7. Fingerplanen 2007. De indre storbyområder svarer til håndfladen (pink); de ydre storbyområder sva-rer til fingrene (lyserød). Kilde: Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Landsplanområdet 2007: 16.Det er vanskeligt at afgøre præcist, hvor stor en del af denne bygningsmasse, der er belig-gende i forstæderne, og dermed at sætte tal på velfærdsforstadens bygningsmasse. Men enforsøgsvis beregning for Hovedstadsområdet giver en indikation om forholdet mellembyggeriet inden for de indre storbyområders sammenhængende bygningsmasse og de ydrestorbyområders fragmenterede bylandskab. Analysen er baseret på afgrænsningen af Ho-vedstadsområdet samt af de indre og ydre storbyområder i Fingerplanen 2007 (figur II-7).Herefter tegner sig det følgende billede. Knap to tredjedel (61 %) af bygningerne i Hoved-stadsområdet, svarende til cirka 190.000 bygninger med et samlet etageareal på 62 mio.m2, er opført mellem 1945 og 1989. Heraf er hovedparten – 83 % af bygningerne fra peri-oden, svarende til cirka 190.000 bygninger og 19 mio. m2 etageareal – beliggende i de yd-re storbyområder. Kortlægningen af bygningsmassens aldersmæssige sammensætningviser endvidere, at langt de fleste af bygninger er opført mellem 1960 og 1974. Det er isærde store byudvidelsesområder på Vestegnen og i Køge Bugt-fingeren, som tegner sig forden enorme byvækst i denne periode.41
  • 41. 42
  • 42. 43
  • 43. Kortlægningen af bygningsmassens funktionsmæssige sammensætning for bygninger op- ført mellem 1945 og 1989 viser en massiv overvægt på boligbyggeriet. Dette er særlig mar- kant i de ydre storbyområder. Her ligger over 130.000 parcelhuse, rækkehuse og etagehu- se med mere end 22 mio. m2 samlet etageareal. Det svarer til 82 % af alle bygninger som er opført i de ydre storbyområder mellem 1945 og 1989. Til sammenligning tegner de 7.600 industribygninger fra perioden sig for knap 9 mio. m2 etageareal. Og de cirka 3.000 institutionsbygninger fra perioden udgør mere end 4 mio. m2 etageareal.2.2 UDFORDRINGER FOR VELFÆRDSFORSTADEN Store dele af forstædernes bygningsmasse står i kraft af nedslidning og forældelse overfor en omfattende fornyelse. Bæredygtighedskriterier stiller nye krav til energirigtig renove- ring af bygninger og reducering af biltrafik. Strukturændringer udfordrer erhvervsområ- dernes funktionelle sammensætning af byggede strukturer. Og hverdagslivet i forstæderne har ændret sig markant, siden de første skitser til nye, selvforsynende bydele og byggeri blev tegnet. Mobiliteten er højere, og det har både ført til øget trafik og en øget centralise- ring, som nogle steder har undermineret grundlaget for de offentlige servicetilbud og bu- tikscentre, der udgjorde kernen i nogle af de store, almene bebyggelser. Ændrede bosæt- ningsmønstre har ført til en øget social polarisering mellem almene boligbebyggelser og private ejerboliger. Hertil kommer, at især de store byudvidelsesområder fra 1960erne og 1970erne dengang fik en markant, demografisk profil med bl.a. mange børnefamilier. I dag skal bygningsmassen tilpasses en aldrende befolkning, samtidig med at ønsket er at fastholde og udvikle et mangfoldigt boligudbud for at tiltrække en aldersmæssig og socialt blandet befolkning. Individualiseringen har i takt med den almene velstandsstigning be- virket, at danskerne i stort omfang bruger boligen til at udtrykke egen identitet. Det stiller nye krav til muligheder for individuel udformning af bolig og friarealer. Endelig står for- stædernes åbne og funktionsopdelte bystruktur i modsætning til nutidens vision om den tætte, funktionsblandede by. I det følgende gennemgås disse udviklingstendenser med henblik på, hvilke forandringer der kan forventes at præge forstædernes bygninger og bebyggede strukturer i de kommen- de år. Netop her, hvor forstædernes bygninger og byggede strukturer er udfordret, er det særlig relevant at tage stilling til spørgsmål om bevaring og udvikling af forstadens byg- ningskultur.2.2.1 Nedslidning og forældelse af bygningsmassen Velfærdsbyens forstæder nærmer sig en alder, hvor nedslidning præger dele af bygnings- massen. Værst ser det ud for dele af montagebyggeriet, der allerede tidligt oplevede store tekniske problemer. Hertil kommer, at der er sket en markant velstandsstigning, siden 44
  • 44. forstædernes boliger blev bygget, som har forandret den enkeltes krav til boligen og til bo- ligens omgivelser. Med byggeriets industrialisering og muligheden for montagebyggeri begyndte det at gå meget stærkt med opførelsen af bygninger i byernes forstadsområder i 1960erne og 1970erne. Man benyttede sig af hidtil uprøvede teknikker og materialer, og den store hast og en vis sparsommelighed betød, at kvaliteten af byggeriet af typehuse såvel som store almene montagebyggerier i mange tilfælde ikke var så høj som i de tidligere håndværks- mæssigt opførte byggerier. Mange af de almene boliger fra 1960erne og 1970erne måtte allerede fornyes i 1980erne og 1990erne. Renoveringerne omhandlede især reparation af de utætte tagflader, udskift- ning af vinduespartier og installationer samt efterisolering og betonrenovering (Bech- Danielsen 2008: 11). De såkaldte helhedsorienterede fornyelsesprojekter i 1990erne og 2000erne har haft en bredere tilgang, hvor der udover fornyelse af friarealerne også er blevet gennemført sociale projekter. Disse mere helhedsorienterede tendenser afspejler sig også i en analyse af behovet for fy- sisk opretning og forbedring af almene boligafdelinger gennemført af Landsbyggefonden i 2001. Landsbyggefonden vurderer her, at der er behov for et generelt kvalitetsløft for en stor del af de almene boliger. Rapporten påpeger, at et kvalitetsløft skal skabe et varieret boligudbud, moderne boliger, smukkere arkitektur og bedre friarealer og fællesfaciliteter (Landsbyggefonden 2001: 7). Trods de omfattende tidligere renoveringer vurderede Landsbyggefonden i en rapport fra 2006, at renoveringsbehovet i de almene boliger udgør op imod 161 mia. kr. opgjort i 2006-priser (Landsbyggefonden 2006: 23). Fornyelse af forstadens boligbebyggelser – og dermed balancen mellem hensynet til renovering og hensynet til bevaring af arkitektoni- ske kvaliteter – vil således være et centralt tema i mange år fremover. Det er meget vanskeligt at opgøre det samlede behov for renovering og fornyelse i forstæ- derne. Tallene for de almene boliger peger imidlertid på et omfattende renoveringsbehov i den samlede bygningsmasse opført i perioden, dvs. ud over i boligerne også i institutions- og erhvervsbyggeriet.2.2.2 Bæredygtighed, energirigtig renovering og fortætning I de seneste år er bæredygtighed især blevet en diskussion om CO2-neutralitet. Klimaæn- dringer er et varmt emne i dag, og vi vil i fremtiden formentlig opleve et stadigt større fo- kus på energirigtighed i byggeriet såvel som på en begrænsning af transportens omfang. Statens Byggeforskningsinstitut har i en rapport fra 2009 vurderet, at der med en fornuf- tig tilbagebetalingstid kan opnås en samlet varmebesparelse på 30 % af den energi, der 45
  • 45. tilføres bygninger i Danmark (Jensen 2009: 5). Der peges på tre områder, hvor der kanopnås besparelser:• Forbedring af klimaskærmen i landets boliger (51 % af besparingspotentialet).• Energirenovering af klimaskærmen i bygninger indenfor handel og service (10 % af be- sparingspotentialet)• Energirenovering af installationer i boliger og bygninger til handel og service (39 % af besparingspotentialet).En stor del af besparingspotentialet knytter sig således til renovering af boligernes ydre.Det skyldes, at effektiv efterisolering typisk kræver udvendig isolering. Rapporten pegerderfor også på, at den øvre grænse for energibesparelsespotentialet afhænger af, hvor storehensyn der skal tages til bygningernes historiske identitet og arkitektoniske fremtræden.Hvis efterisolering af bevaringsværdige huse fravælges af æstetiske årsager, reduceres be-sparelsespotentialet. 4,5 4,0 3,5 3,0 2,5 Peta Joule 2,0 1,5 Rækkehuse 1,0 Stuehuse 0,5 Etageboliger Parcelhuse 0,0 -1930 1931-1950 1951-1960 1961-1972 1973-1978 1979-1998 1999-2003II-10: Potentialet for energibesparelser i eksisterende boliger i Danmark er særligt stort i den ældstedel af bygningsmassen, men forstadens boliger rummer også et stort potentiale for energibesparelser.Kilde: Dansk Bygningsarv 2009a: 47 (baseret på data fra Wittchen 2004)Hovedparten af velfærdsforstadens bygningsmasse er ikke opført med tanke på energirig-tighed, hvad der også afspejles i grafen over energibesparelsespotentiale i boliger (figur II-10). Især parcelhuse fra 1960erne rummer et stort potentiale. Hvordan vi skaber balancemellem krav om energioptimering og bevaring, er således et væsentligt emne i fremtids-sikringen af velfærdsforstadens bygningsmasse.46
  • 46. Hertil kommer, at bosætning i forstæderne typisk er forbundet med transport i egen bil over store afstande mellem arbejde, hjem, butikscentre mv. og dermed en betydelig miljø- belastning. Fokus på CO2-neutralitet har genrejst debatten om fortætning i forstadsområ- derne og især fortætning i de stationsnære områder, som betjenes af offentlig transport (Miljøministeriet 2008). Dette rejser spørgsmål om, hvordan nye bygninger skal integre- res med forstadsområdernes og især stationscentrenes helhedsplanlagte bebyggede struk- turer. Skal helhedsudtrykket i disse områder bevares? Eller kan nye lag omvendt bidrage til udviklingen af forstadens bygningskultur?2.2.3 Strukturændringer udfordrer erhvervsområderne Siden udbygningen har forstadens erhvervsområder mange steder undergået en række forandringer, hvor de oprindelige virksomheder er forsvundet eller flyttet væk, nye er flyt- tet til, og der i en række områder er etableret nye funktioner, eksempelvis lager- og kon- torbygninger, men også tekniske skoler, delvist i tilknytning til produktionen.6 Der er såle- des allerede sket en vis omdannelse af erhvervsområderne. Under indflydelse af den nye vidensøkonomi og globalisering, der kendetegner perioden fra midten af 1970erne, har industrien gennemgået en proces, hvor produktionen i min- dre grad er bundet til virksomhedens hovedsæde. Internationaliseringen har resulteret i en udflytning af industriarbejdspladser til andre lande. Dette har medført, at industriarea- ler er blevet frigjort til nye formål. Der kan dog ikke trækkes en lige linje fra udflytning til funktionstømte industriområder. Virksomheder, der flytter en del af produktionen til udlandet, beholder nemlig i mange tilfælde deres bygninger og bruger dem til andre formål, såsom undervisning eller konfe- rencer. Omdannelse af industriarealer er derfor ofte en intern proces.7 I den løbende om- dannelse af erhverv til ny erhverv, eller erhvervsrelaterede formål, har opmærksomhed på bevaringsaspekter hidtil stort set været fraværende. Forstædernes industriarealer er typisk totalplanlagte, inklusiv vejstrukturer og i forbindel- se med faciliterende infrastruktur. De byder ofte på en god beliggenhed i forhold til mo- torveje, men er udfordret mht. offentlige trafikforbindelser. Områdernes typiske ekstensi- ve struktur giver gode muligheder for udfoldelse og sameksistens af forskellige aktiviteter, samt for fortætning gennem en blanding af almene bestemmelser som f.eks. kontorer, bo- liger, butikker og kulturelle formål. De karakteristika, der ligger i den åbne struktur, vil imidlertid gå tabt ved en meget intensiv fortætning. By- og Landskabsstyrelsen skønner, at 2.700 ha ældre erhvervs- og havneområder enten er under omdannelse eller vil kunne blive omdannet inden for en 20-årig periode. Det sva- 6 Jf. interview med Lene Skodborg, Museumsinspektør ved Kroppedal Museum, d. 10. februar 2010. 7 Jf. interview med Peer Hull Kristensen, dr. merc., professor ved International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School, 12. april 2010. 47
  • 47. rer til 6-8 % af landets erhvervsarealer (www.blst.dk/BYEN/Projekter/ Byomdannel- se/intro_byomdannelse.htm [15-05-2010]). Industriproduktionen er pt. i høj grad påvirket af den økonomiske krise og er nede med godt 20 % målt i forhold til 2008.8 Men det er vanskeligt at forudse, hvilken langsigtet be- tydning krisen vil få for forstadens industriområder. Meget tyder dog på, at den løbende omdannelse vil fortsætte, og at omdannelsen af erhvervsområder vil være én af de store, fremtidige udfordringer i forstæderne. Muligheder for fornyelse og omdannelse ligger især i arealernes lokalitet, struktur og skala samt en bygningsmasse, der egner sig til diverse funktioner. Den tiltagende interesse for industriarv har vendt opmærksomheden mod nye- re industri i en spirende erkendelse af, at også de rummer bevaringsværdier. II-11. Sammenhæng mellem bystruktur og transportarbejde i danske byer. En undersøgelse fra 2001 viser at bosatte i forstadsområder langt fra centrum transporterer sig langt mere i bil end beboere i de centrale byområder. Kilde: Peter Hartoft-Nielsen 2001.2.2.4 Øget mobilitet udfordrer lokale, funktionelle sammenhænge Udviklingen af forstadsområderne er sket samtidig med bilens udbredelse og er i vidt om- fang baseret på denne. Bilen gav mulighed for at pendle mellem boligen i forstaden og ar- bejdspladsen i de centrale dele af byen eller i andre dele af forstaden. Samtidig blev forsta- den dog baseret på en udbygning af servicestrukturen, som skulle give en stærk, lokal ser- viceforsyning med f.eks. dagligvarer, kommunale institutioner mv. Den lokale transport mellem hjem og lokale destinationer som skoler og indkøbsmuligheder kunne ske trygt og sikkert til fods eller på cykel via trafikseparerede stier mv. 8 Danmarks Statistik. Måling fra maj 2010. In: http://www.danmarksstatistik.dk/Statistik/nogletal/seneste/Industri/Ordre.aspx 48
  • 48. Mobilitet er en forudsætning for livet i forstæderne. Men i dag udfordrer netop forstads- beboernes mobilitet de lokale, funktionelle sammenhænge. Siden udbygningen af forstæ- derne er der sket en kraftig stigning i mobiliteten i samfundet, ikke mindst baseret på sti- gende biltransport. Pendlingsafstandene er blevet langt større, så mange i dag pendler re- gionalt over store afstande. Samtidig har den øgede mobilitet i samfundet ført til en øget, regional konkurrence i f.eks. detailhandlen. Investeringer koncentreres i områder, som er beliggende attraktivt i relation til biltransport. Dette har flere steder fjernet en del af grundlaget for 1950ernes butikstorve, men også for de lokale servicecentre med bl.a. bu- tikker, som var en integreret del af de store planer fra 1960erne og 1970erne. Bevaring og evt. genanvendelse af funktionstømte butikstorve og butikker i lokale centre er derfor et vigtigt opmærksomhedspunkt i udviklingen at forstæderne.2.2.5 Social segregering udfordrer almene boligområder Igennem en årrække har boligmarkedet i kombination med den almindelige velstands- stigning resulteret i en geografisk polarisering mellem byområder. I den lille skala – inden for kommunerne – er der en tendens til social segregering mellem forskellige befolknings- grupper. Andelen af ikke-erhvervsaktive, enlige, etniske minoriteter og lavindkomstgrup- per er øget stærkt i udlejningssektoren, herunder ikke mindst i den almene boligsektor. Omvendt er der sket en koncentration af husstande med høj indkomst, beskæftigelse samt børnefamilier i ejerboligerne, hvor parcelhuset er den helt dominerende boligform. I peri- oden 1981-97 er der sket en betydelig social forskydning på bebyggelsesniveau i retning af øget segregering, og der er grundlag for at hævde, at Storkøbenhavn oplever en rumlig el- ler geografisk polarisering på trods af, at forskellene på kommunalt niveau er omtrent uændrede (Andersen 2005: 22-23). Allerede inden de var færdigbyggede, blev flere af de almene bebyggelser genstand for kri- tik af byggeteknik og bebyggelsernes sociale forhold (Bech-Danielsen op. cit: 8). I dag gi- ver den øgede sociale segregering ny næring til miljøkritikernes argumenter. Særligt alme- ne, såkaldt udsatte – boligområder omtales som sociale og/eller etniske ghettoer. Disse områders negative ry bygger i højere grad på, at de betragtes som socialt belastede, end at der er tale om dårlige boliger. Det bekræftes bl.a. i en undersøgelse i syv kvarterløftområ- der i 2003, som viser at beboernes egen opfattelse af, hvorfor området har et dårligt ry, i høj kan tilskrives, at området er socialt belastet (Andersen 2004: 127). Hidtil har strategien for de udsatte boligområder primært været fornyelse af bygninger og friarealer og investeringer i sociale projekter. Med udviklingsplanen for Gellerupplanen i Århus foreslås det for første gang at nedrive en række almene boligbygninger, samtidig med en omfattende fortætning af området med andre boligtyper og nye funktioner. Pla- nerne har skabt lokal debat i området (Bech-Danielsen 2010). Men visionen for Gellerup- planen rejser også mere generelle spørgsmål om bevaring kontra udvikling. Hvordan kan 49
  • 49. vi tilføre de store planer nye arkitektoniske lag med respekt for de eksisterende helheder og bevaringsværdige enkeltbygninger?2.2.6 Øget individualisering og identitetsskabelse med udgangspunkt i boligen Velfærdsforstadens boligbebyggelser blev skabt med udgangspunkt i idealer om lighed og lige fordeling. I takt med at samfundets idealer har ændret sig i retning af et mere indivi- dualiseret samfund, har værdigrundlaget for forstadens bebyggelser ændret sig. De danske forbrugere er i stadigt stigende grad interesserede i at udtrykke identitet og socialklasse gennem deres bolig. Antropologen Mark Vacher (2007) har påpeget, at det er vigtigt for menneskers hjemfølelse, at de kan få lov til at arbejde med det sted, de bebor. I de privat ejede parcelhuse kan ejerne relativt frit – inden for en given lokalplans rammer – disponere over huset på deres egen matrikel. Det betyder, at parcelhusene bliver en dy- namisk størrelse: De vokser sammen med familien og tilpasses løbende de behov, ejeren har for en bolig. Samtidig er det kendetegnende, at en rigtig stor del af renoveringer og ombygninger i parcelhuskvarterer har karakter af livsstilsrenoveringer, dvs. renoveringer, der ikke er betinget af teknisk nødvendighed men som skyldes ejerens smag (Gram- Hansen og Bech-Danielsen 2000: 6). Individualiseringen er samtidig en stor udfordring for de almene bebyggelser, der typisk fremstår som arkitektoniske helheder med en fælles struktur og ofte også med en stor ho- mogenitet i bygningernes formsprog og materialevalg. Med deres gentagelser og ensartet- hed imødekommer de store almene bebyggelser kun i ringe grad forbrugernes efterspørg- sel efter identitet, og lejerens muligheder for grundlæggende at forandre boligen eller præge friarealerne er begrænsede. I de almene boligbebyggelser er udfordringen at forene beboernes behov for individuel tilegnelse med de arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier, der netop ligger i det stærke helhedspræg. I parcelhuskvartererne er udfordringen omvendt at formidle be- varingsværdierne i de eksisterende bygninger og samtidig at give plads til ejernes indivi- duelle ombygnings- og fornyelsestiltag.2.2.7 Fornyelse med udgangspunkt i forstadens særegne bygningskultur Velfærdsforstæderne blev bygget med udgangspunkt i en storslået vision om et lige sam- fund med plads til alle. Funktionsadskillelse, trafikseparation og masseproducerede byg- ninger i grønne områder skulle danne rammen om det gode liv uden for de overfyldte og forurenede, centrale byområder. Især de helhedsplanlagte byområder fra 1960erne og 1970erne afspejler en vision om lokale fællesskaber, hvor et helt liv i forstaden udspiller sig rundt om lokale servicecentre med en nøje planlagt sammensætning af butikker, of- fentlige institutioner og kulturtilbud. 50
  • 50. Denne vision er sidenhen blevet overhalet af udviklingen. Især bevirker den øgede mobili-tet, at forstadsområderne bruges på en anden, langt mindre lokalt orienteret måde end detvar tanken.I dag er synet på byplanlægning, byliv og sundhed grundlæggende forandret. Boliger, virk-somheder og andre bymæssige funktioner ønskes integreret for at skabe levende byer.Sundhed er fortsat i høj grad på dagsordenen, men fokus har skiftet fra forureningsfore-byggelse ved adskillelse af boliger og arbejdspladser til fremme af befolkningens mulighe-der for at udfolde sig og motionere. Dels i den daglige transport, hvor tætte byer kanfremme mulighederne for at gå og cykle. Dels i fritidslivet, hvor mulighederne for at dyrkesåvel organiserede som uorganiserede motionsformer er i fokus både i placering og ud-formning af sportsfaciliteter og i design af byens rum og forbindelse. Den tætte, funktions-blandede by anses som den miljømæssigt men også socialt og kulturelt set mest bæredyg-tige byform (Miljøministeriet 2008).I den forbindelse skal det påpeges, at de aktuelle krav om fortætning, funktionsblandingog ikke mindst liv mellem husene i forstæderne på ingen måde er nye. Forstædernes vel-færdsdrømme er længe blevet opfattet som en fejlslagen vision med ekstrem store byggedekonsekvenser. Siden miljøkritikken i slutningen af 1960erne er forstadsområdernes byg-ningskultur blevet målt med idealforestillinger hentet fra den historiske by for øjet. Inte-ressant nok har danske planlæggere allerede i starten af 1990erne påpeget, at det ikke erkonstruktivt principielt at forkaste forstaden (Byplan 5: 1993). Tværtimod fordredes det atudvikle forstaden på dens egne præmisser frem for at tilpasse den billedet af den histori-ske by.Analysen af udviklingstendenser i forstadsområder viser, at forstæderne står foran nød-vendige fornyelser og transformationer af de eksisterende bygninger og byggede struktu-rer. Det er imidlertid afgørende, at betragte forstæderne i et andet lys end de historiskebykerner. Velfærdssamfundets forstæder er skabt i en anden tid, på andre præmisser, ogde rummer andre kvaliteter. Balance mellem bevaring og udvikling i forstadsområdernemå med andre ord skabes med udgangspunkt i velfærdsforstadens særegne bygningskul-tur.51
  • 51. 3. Hvordan bevarer vi velfærdsforstaden? I de seneste år er den bygningskultur, vi finder i efterkrigstidens store byudvidelse- sområder, så småt ved at komme på dagsordenen som en genstand for bevaring. Med Bygningskulturens Dag i 2008 har Kulturarvsstyrelsen markeret velfærdssam- fundets bygninger som et nyt og væsentligt genstandsfelt for den officielle beva- ringsindsats. Og Kulturarvskommunen Hvidovre har sat fokus på den helhedsplan- lagte montagebebyggelse Avedøre Stationsby som en manifestation af forstadens velfærdsdrømme (Kulturarvsstyrelsen og Realdania 2007: 46). Det rejser spørgsmål om, hvad vi skal bevare i velfærdssamfundets forstæder og hvordan vi skal bevare det. Som udgangspunkt er det et spørgsmål om at se det moderne Danmark som det historiske Danmark. De 1,35 mio. bygninger opført mellem 1945 og 1989 udgør en umådelig stor bygningsmasse. Og som analysen i forrige kapitel viser, er forstadens bygninger og bymil- jøer stærkt forandringsprægede. De er ofte blevet ombygget og renoveret indtil flere gange siden deres opførelse. Hertil kommer, at forstadsområderne må forventes at gennemgå store transformationer i løbet af de kommende årtier for at møde aktuelle udfordringer. Netop det store forandringstryk på forstæderne gør det presserende at gøre opmærksom på arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, inden hidtil oversete kvarterer eller byg- ninger bliver transformeret til ugenkendelighed. Omvendt kan kendskab til bevaringsvær- dierne i velfærdssamfundets forstæder bidrage til en vellykket udvikling. Bevaring af de vigtigste og mest betydningsfulde bygninger bidrager til at skabe historisk kontinuitet i samfundet og til at anskueliggøre den konkrete udvikling i lokalområder: "Bevaring af aflæselige historiske lag skaber variation i byrummet og i landskabet og bi- drager til oplevelsen af kvalitet og velfærd, samt til at skiftende bo- og boligskikke doku- menteres" (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen 2009: 2). 52
  • 52. Kort sagt er bevaring af bygninger og bymiljøer en del af samfundets identitet. Derudover har den også økonomisk betydning bl.a. i forbindelse med bosætning og turisme. I det følgende indkredser vi, igennem en undersøgelse af den hidtidige bevaringspraksis, hvad vi skal bevare i velfærdssamfundets forstæder, og hvordan vi skal bevare det. Følgen- de spørgsmål er centrale for gennemgangen: • Hvad er grundlaget for bevaring i forstadsområder? • Hvilke bevaringsværdier er udpeget i forstadsområder? • Hvad er tendenserne i forvaltningen af forstadsområdernes bevaringsværdier, ikke mindst set i lyset af kommunernes nye ansvar for kulturarven i kommuneplanerne?3.1 LOVGRUNDLAG OG REGISTRERINGSMETODER Siden midten af 1990erne har den officielt formulerede bevaringsindsats i Danmark været opdelt i to, en smal statslig bygningsfredning af arkitekturværker af national betydning og en bred kommunal sikring af bevaringsværdige bymiljøer og bygninger (Lægring Nielsen 2007: 156).9 Grundlæggende omfatter bevaringsværdier i velfærdssamfundets forstæder således fredede bygninger, bevaringsværdige bygninger og bymiljøer, dvs. bebyggede strukturer og helheder. Sidstnævnte kan defineres som et afgrænset område inden for hvilket et antal bygninger eller andre byggede strukturer, eventuelt i dialog med beplant- ning, konstituerer en unik æstetisk helhed, der kan repræsentere en enkelt epokes præsta- tion eller produktet af et antal overlejrende epokers bidrag (ibid: 158). Bygningsfredning Bygningsfredning sker i henhold til bygningsfredningsloven og foretages af Det Særlige Bygningssyn under Kulturministeriet, som regel på baggrund af indstilling fra Kulturarvs- styrelsen. Fredede bygninger er sikret med retsvirkning igennem selve fredningen, og overholdelse af fredningsbestemmelserne varetages af Kulturarvsstyrelsen. I sin nuværende form har bygningsfredningsloven været gældende siden 1997. Indsatsen har til formål at værne om landets ældre bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen 2009: 3). Der opereres i dag efter en aldersgrænse på 50 år. Loven er dermed som udgangspunkt kun relevant for en lille del af forstædernes bygninger, selv om det siden 1997 har været muligt at frede en bygning uanset alder, når det begrundes i bygningens fremragende vær- di eller andre særlige omstændigheder. Hertil kommer, at forstædernes forandringspræ- gede bygningsmasse dårligt svarer til det klassiske værkbegreb som ligger bygningsfred- ning til grunde: 9 Hertil kommer den omfattende registrering og udpegning af kulturmiljøer i det åbne land som amterne har gennemført i anden halvdel af 1990erne, som imidlertid ikke er relevant for de forstadsområder som belyses her. 53
  • 53. "I den klassiske forståelse af et værk er fredningens genstand et statisk, klart afgrænset værk. Det klassiske værks kvaliteter og autoritet beror på, at intet herefter kan føjes til el- ler trækkes fra. … I den klassiske forståelse af et værk er det således ikke tanken, at værket skal undergå forandringer" (ibid: 13). I forbindelse med Kulturministeriets udredning om bygningsbevaring (2007-2009) blev lovens arkitektoniske værdibegreb imidlertid sat til debat af det hertil nedsatte udvalg. Pointen var, at bygningsfredningsloven fremover også må afspejle en nyere dynamisk værkforståelse, så man kan frede bygninger der er konciperet med fleksibilitet for øje.10 Mange bygninger i forstadsområder er netop tænkt som fleksible arkitekturværker, og en anerkendelse af et dynamisk værkbegreb er derfor en forudsætning for at kunne rumme dem i bygningsfredningsloven. Udvalget anbefalede endvidere, at der i højere grad gennemføres temagennemgange, som kan omfatte bygninger der er opført inden for de seneste 50 år, herunder af velfærdssam- fundets kulturarv. Såfremt denne anbefaling følges, vil der fremover være større fokus på fredning af velfærdsforstadens bygningsarv. Sikring af bevaringsværdige bygninger og bymiljøer En bevaringsværdig bygning, struktur eller helhed er først med retsvirkning bevarings- værdig, når den er optaget i en kommuneplan eller en lokalplan. Hvor kommuneplanen fastlægger overordnede retningslinjer, fastsætter lokalplaner bindende bestemmelser for bygningernes ydre og sammenhæng med omgivelserne. Det fremgår af planloven, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen op. cit: 24). Med kommunalreformen i 2007 blev kommunerne ikke kun større, de fik også overdraget ansvaret for kulturmiljøerne i det åbne land. Samtidig blev kulturarvens betydning i kommuneplanlægningen styrket, idet loven nu stiller krav om, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer og en redegørelse, der sikrer de kulturhistoriske bevaringsværdier (www.kulturarv.dk/kommune-plan [27-04-2010]). Planstrategi-instrumentet giver desu- den mulighed for at indarbejde kulturarven i en overordnet politisk udviklingsvision for hele kommunen.3.1.1 Registrerings- og kortlægningsmetoderne Der er udviklet to forskellige tilgange til kortlægning, vurdering og udpegning af de arki- tektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier i både det åbne land og i byerne, KIP og SAVE (www.kulturarv.dk/kommune-plan/planlaegning/redskaber [27-04-2010]). 10 "Som illustration af den dynamiske værkforståelse kan peges på, at der især I de seneste årtier er arbejdet med arkitektonisk fleksible huse, hvor eksempelvis ruminddelingen er tænkt at kunne ændres i takt med ændrede behov i f.eks. en familie eller en virksomheds orga- nisation" (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen 2009: 13). 54
  • 54. KIP og SAVE-registreringer kan supplere hinanden, men de kan ikke erstatte hinanden.Valget afhænger af det konkrete formål med planlægningen. KIP fokuserer på de kulturhi-storiske værdier og kræver en geografisk afgrænsning. SAVE fokuserer på de arkitektoni-ske værdier og behøver ikke at have en geografisk afgrænsning.KIPKulturhistorien i planlægningen (KIP) er ikke tænkt som en håndfast metode, men snarereen kulturhistorisk systematik for afgrænsning og udpegning af kulturmiljøer i det åbneland. En kortlægning af de kulturhistoriske interesser er en forudsætning for at kunne ud-pege de værdifulde kulturmiljøer i byerne og i det åbne land.Et kulturmiljø er defineret som et geografisk afgrænset område, som ved sin fremtrædenafspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. KIP er udviklet, mens am-terne havde ansvaret for kulturmiljøerne i det åbne land i forbindelse med regionplanlæg-ningen, men metoden kan også anvendes i byområder (ibid).Forstadskommunen Rudersdal har f.eks. foretaget en kulturmiljøregistrering med tema-tisk fokus blandt andet på forstaden (Rudersdal Kommune 2009). Med udgangspunkt iforstadstemaet er der kortlagt typiske områder, der beskriver udviklingen af bosætningen iforstaden.11 Blandt de i alt 13 udpegede områder er en række parcelhuskvarterer, eksem-pelvis Lindevangskvarteret og kunstnerbyen Solbjerg i Birkerød, samt karakteristiske eta-gehusbebyggelser fra forskellige perioder som Nærumvænge, Søllerød park og tæt-lav be-byggelsen Troelslund, fra 1980.SAVESAVE står for Survey of Architectural Values in the Environment, på dansk registrering afarkitektoniske værdier i miljøet. Metoden er udviklet i slutningen af 1980erne og anven-des især af kommunerne til at vurdere bevaringsværdierne i de enkelte bygninger og til atvurdere og kortlægge større bystrukturers dominerende træk, eventuelt som optakt til enlokalplan.Med konsekvenserne af de voldsomme saneringer af især købstædernes ældre bygnings-masse i 1960ernes og 1970erne for øje, ønskede man med SAVE at skabe et helhedsorien-teret bevaringssystem: "I modsætning til den mere elitære fredning af enkeltbygningerskulle SAVE omfatte de by- og gadebilleder, som indgik i borgerens hverdagslige æstetiskeerfaring" (Lægring Nielsen op. cit: 157).SAVE kan siges at stå på tre ben. Arkitektoniske værdier i miljøet beskrives og vurderes isamspil mellem topografi, historie og arkitektur (Bech Nielsen 1997: 27).12 Med andre ordantages det, at en bebygget struktur er særlig værdifuld, når den indgår i et vellykket sam-spil med landskabet og på samme tid afspejler byens historie. Samtidig åbner SAVE-11 Jf. interview med planleder Morten Sieversen, Rudersdal Kommune, d. 22. juni 2010.12 Topografi er således terrænforhold og geologiske forhold som har været afgørende for bebyggelsens historie og arkitektoniske udform-ning (Bech Nielsen 1997: 27). Omvendt er historiske forhold ifølge SAVE systemet de forhold som kan relateres til topografien og denbymæssige bebyggelses arkitektoniske udformning. Og endelig betragtes den bymæssige bebyggelses arkitektoniske udformning relaterettil de topografiske forhold og byens historie.55
  • 55. metoden for, at skiftende værdigrundlag fører til forskellige vurderinger af, hvad der erbevaringsværdig i vores bymæssige omgivelser (ibid: 35).13På baggrund af en forundersøgelse af topografiske, historiske og arkitektoniske forholdgennemføres to forskellige registreringer på stedet (Skov- og Naturstyrelsen 1997). For detførste en registrering af bevaringsværdige sammenhænge (bymiljøer) delt op i underkate-gorierne dominerende træk, bebyggelsesmønstre og byarkitektoniske elementer (se ogsåfaktaboks). Her medtages samtlige bebyggede strukturer på tidspunktet for registrerin-gen, dvs. at der ikke findes nogen aldersgrænse for bygninger, der kan indgå i bevarings-værdige sammenhænge. For det andet en registrering af bevaringsværdier i enkeltbygnin-ger på basis af fem forhold: Den arkitektoniske værdi, den kulturhistoriske værdi, den mil-jømæssige værdi samt originalitet og vedligeholdelsesmæssig tilstand. Vejledningen anbe-faler at registrere bygninger opført før 1940, men fritstiller at registrere yngre bygningersåfremt kommunen er villig til at afholde de hermed forbundne meromkostninger (ibid:48).14 Bygningens samlede bevaringsværdi bedømmes ud fra en samlet, faglig vurdering påen skala fra 1-9.Det er op til kommunerne at bestemme, hvor mange bygninger de vil tage med i en kom-muneplan eller lokalplan og dermed sikre retslig status som bevaringsværdige bygninger.Det almindelige er bygninger i kategori 1-4, hvad der svarer til byfornyelseslovens støtte-muligheder (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen op. cit: 26). De bebyggede strukturers tre kategorier 1. Dominerende træk er byarkitektonisk fremtrædende og strukturerende rumlige sammenhænge i byen eller mellem byen og dens omgivelser. Niveauet er således, at man kan opleve væsentlige dele af hele den bymæssige bebyggelse. 2. Bebyggelsesmønstre er byarkitektonisk karakteristiske bydele, kvarterer eller karréer med deres gadenet, eksisterende ejendomsskel bebyggelsestyper og principper. Niveauet er således, at man i et bebyggelsesmønster kan opleve flere af byens elementer. 3. Elementer i bebyggelsen er byarkitektonisk særligt interes- sante detaljer, eksempelvis markante snit i byen, gaderum, enkelte husrækker, torve, parker, alléer, bestemte bygningsty- per etc. Niveauet er således, at man principielt kun kan opleve et af byens elementer.13 En arkitektonisk værdi kan ikke kun være en indeholdt egenskab, som f.eks. en geometrisk orden i en struktur, den kan også være entillagt værdi, dvs. en værdi mennesker tillægger en struktur på et subjektivt grundlag. De to typer værdier er lige værdifulde.14 Denne formulering skal ses i lyset af, at vejledningen blev udarbejdet med henblik på udarbejdelse af kommuneatlas, som i sin tid varfinansieret af Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.56
  • 56. Med udgangspunkt i vejledningen kan det således forventes, at der i velfærdssamfundetsforstadsområder er registreret og udpeget bevaringsværdige sammenhænge, dvs. bebyg-gede strukturer og helheder, fordi der her ikke findes nogen aldersbegrænsning. Samtidigmå det forventes, at velfærdsforstadens bygninger typisk falder for den anbefalede alders-grænse ved 1940.Udvalgte bevaringsværdige sammenhænge beskrives i forhold til topografi, historie og ar-kitektur. I registreringen indgår desuden en vurdering af markant rumskabende bebyggel-se, dominerende bygningsværker og sigtelinjer. Igennem disse tre aspekter belyses, hvor-dan en bebyggelse eller et bygningsværk bidrager til oplevelsen og organiseringen af byensrum. Disse egenskaber anskues som "byarkitektonisk værdifulde karakter- og identitets-skabende faktorer" (Bech Nielsen op. cit: 61). Her bliver det tydeligt, at det er den histori-ske by med sine gader, pladser og torve, som er udgangspunkt og omdrejningspunkt forværdisætningen.Fra kommuneatlas til FBB-registeretFra 1987 og frem iværksatte Skov- og Naturstyrelsen (under det daværende Miljø- ogEnergiministerium) i samarbejde med kommunerne kommuneatlasarbejdet baseret påSAVE-metoden. Formålet var at skabe et overblik over bestanden af bevaringsværdigebygninger og bymiljøer for dermed at skabe et bedre grundlag for kommunernes beva-ringsindsats (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen op. cit: 26).I 2002 overtog den nyetablerede Kulturarvsstyrelse (under Kulturministeriet) atlasarbej-det. Der er udarbejdet i alt 90 atlas. De 75 er kommuneatlas (herunder også adskillige at-las i forstadskommuner (se figur III-1). Med kommunalreformen i 2007 er kommunerneblevet større, og i de sammenlagte kommuner er kortlægningsgrundlaget ofte ujævnt, for-di kun dele af kommunen har udarbejdet et atlas.I de senere år er kommuneatlas afløst af kulturmiljøatlas hhv. kulturarvsatlas, hvor derfokuseres på helheder og bevaringsværdige kulturmiljøer i byer og det åbne land (ibid).Enkeltbygningsregistrering indgår således ikke i kulturmiljøatlas. Registreringsredskabeter imidlertid velafprøvet, og kommunerne foretager nu selvstændigt arbejdet med at regi-strere og udpege bevaringsværdige bygninger.De bygninger, som tidligere er registreret i kommuneatlas, er blevet indberettet i en elek-tronisk database, registeret over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB), som ad-ministreres af Kulturarvsstyrelsen. 15 Nye registreringer indberettes ligeledes i FBB-registeret, som således indeholder data over samtlige fredede og bevaringsværdige byg-ninger i Danmark. Fra efteråret 2010 bliver det også muligt at inddatere bebyggede struk-turer hhv. bymiljøer i FBB-registeret. FBB-registeret er offentligt tilgængeligt via Kultu-rarvsstyrelsens hjemmeside.15 Data fra Hvidovre Kommuneatlas mangler i FBB-registeret.57
  • 57. III-1. Atlasarbejdet i Danmark. Områder med kommuneatlas hhv. kulturarvsatlas i forhold til de aktuelle kommunegrænser. På grund af kommunesammenlægninger står en række kommuner i dag med et ujævnt bevaringsgrundlag, da dele af kommunen er beskrevet, mens andre ikke er. Undersøgte kommu- neatlas er fremhævet.3.2 ANERKENDTE BEVARINGSVÆRDIER I VELFÆRDSFORSTADEN For at indkredse de anerkendte bevaringsværdier i velfærdsforstaden er en række kom- muneatlas udgivet i perioden 1991 til 2004 analyseret, ligesom der er foretaget en analyse på baggrund af data fra FBB-registeret. Udvælgelsen af kommuneatlas er foretaget ud fra et kriterium om kommuner med en stor andel forstadsbebyggelse opført mellem 1945 og 1989. På den baggrund inddrager analy- sen kommuneatlas for de to storbyer Århus og Odense samt kommuneatlas for en række forstadskommuner i Hovedstadsområdet. Blandt forstadskommunerne er der valgt atlas fra kommuner beliggende hhv. i de ældre forstæder nord for København og i de yngre for- stæder på den københavnske vestegn. Endelig er der med udvælgelsen tilsigtet en spred- ning på forskellige fingre, Køge Bugt-fingeren, Roskilde-fingeren og Hillerød- fingeren. 58
  • 58. Der er således blevet gennemført analyser af kommuneatlas fra Rødovre (1991), Odense (1996), Århus (1997), Gladsaxe (1998), Hvidovre (2000), Lyngby-Taarbæk (2000) og Gen- tofte (2004). Med undtagelse af Gentofte Atlas er alle atlas udarbejdet af Skov- og Natur- styrelsen, Miljø- og Energiministeriet, i samarbejde med kommunen. Gentofte Atlas er udarbejdet af Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet, i samarbejde med kommunen.16 Den efterfølgende analyse følger kommuneatlas overordnede disponering. Først belyses velfærdsforstadens vægtning i den overordnede fremstilling af topografiske og historiske forhold i kommunerne, som danner grundlag for kortlægningen og udpegningen af beva- ringsværdier. Dernæst ses der på, hvordan forstadsområderne er repræsenteret blandt de bevaringsværdige bebyggede strukturer. På baggrund af både kommuneatlas og data fra FBB-registeret undersøges herefter, hvilke forstadsbygninger der er vurderet bevarings- værdige hhv. er fredede. Afslutningsvis tegnes nogle overordnede udviklingslinjer for ud- pegningen af bevaringsværdier i velfærdsforstaden.3.2.1 Velfærdsforstaden i fremstillingen af topografiske og historiske forhold I de analyserede kommuneatlas er der stor forskel på, hvordan velfærdsforstaden vægtes i den overordnede fremstilling af kommunernes topografiske forhold. På trods af forstads- områders store udbredelse i de to storbykommuner Odense og Århus belyses forstadens bebyggede strukturer enten slet ikke eller i ringe grad i gennemgangen af de overordnede topografiske forhold. I Århus kommuneatlas fremhæves de store veje og motorvejene, dog primært som et æstetisk og miljømæssigt set problematisk indgreb i landskabet.17 I Hovedstadsområdets forstadskommuner er billedet derimod et andet. Især i de tre yngre forstadskommuner på Vestegnen Hvidovre, Rødovre og Gladsaxe er der sat fokus på byudvidelsen efter Anden Verdenskrig og på de store planlagte indgreb i landskabet som f.eks. anlæg af Køge Bugt Strandpark. I gennemgangen af kommunernes byhistoriske hovedtræk er forstædernes historie gene- relt belyst, men den spiller en forskellig rolle i storbykommunerne, hvor fortællingen om efterkrigstidens byudvidelse er én blandt mange, og i forstadskommunerne, hvor den er en bærende fortælling. Det gælder især for de yngre forstadskommuner på Vestegnen. Århus Kommune lægger stor vægt på en gennemgang af efterkrigsårene, herunder et sær- skilt afsnit om forstædernes planlægning frem til 1970. Odense kommune beskriver for- stædernes udvikling både før og efter Anden Verdenskrig, og fremhæver i den forbindelse Odenses udprægede villaby-karakter. 16 Herudover er kommuneatlas fra Herning, Esbjerg og Middelfart blevet screenet, men ikke medtaget i den dybdegående analyse, idet kommunerne hverken havde rettet opmærksomhed mod bevaringsmæssige sammenhænge i forstadsområder eller registreret bygninger opført efter 1940. 17 "Motorvejene dominerer landskabet … Nogle steder følger de terrænet, men mange steder er de skåret igennem eller hævet op over det naturlige terræn. Herved overskæres naturlige dalstrøg, og bakkedrag bliver spaltet. Motorvejene bryder de ældgamle og topografisk be- stemte strukturer." (Skov- og Naturstyrelsen 1997: 11) Et billede viser en "ind- og udfaldsvej med skæmmende bebyggelse." 59
  • 59. Gladsaxe, Rødovre og Hvidovre Kommune identificerer sig selv som forstadskommuner til København og lægger hovedvægten på at fortælle om udviklingen fra landsby til forstad. Forstædernes udviklingshistorie bliver her knyttet stærkt sammen med velfærdssamfun- dets historie. I de ældre forstadskommuner Gentofte og Lyngby-Taarbæk Kommune spiller historien efter Anden Verdenskrig en noget mindre rolle. Lyngby-Taarbæk Kommune lægger vægt på, at byudviklingen efter Anden Verdenskrig er sket i samarbejde med Københavns Kommune, som var blevet den største grundejer i kommunen i 1930erne. Gentofte Kom- mune fremhæver statslånsboligbyggeriet i perioden 1940-1960. Endvidere påpeges den betydning, som enkelte arkitekter, f.eks. Arne Jacobsen, har haft for efterkrigstidens byg- geri i Gentofte.3.2.2 Bevaringsværdige bebyggede strukturer i velfærdsforstaden Overordnet viser analysen af de undersøgte kommuneatlas, at kortlægningen og udpeg- ningen af velfærdsforstadens bebyggede strukturer er påvirket af kommunens overordne- de bebyggelsesstruktur. De to storbykommuner sætter således fokus på bebyggede struk- turer inden for den sammenhængende bymæssige bebyggelse, mens forstadskommunerne medtager alle bebyggede strukturer inden for kommunens grænser. Desuden tegner der sig et billede af, at forstadens bygningsarv bedst kan favnes som bebyggelsesmønstre, dvs. som en helhed på kvarterniveau. Til gengæld viser SAVE-kategorien byarkitektoniske ele- menter sig at være vanskelig at operationalisere i forhold til velfærdsforstadens bebyggede strukturer. I de to storbykommuner Århus og Odense er vurderingen af bevaringsværdige bebyggede strukturer opdelt i to afsnit, der omhandler hhv. arkitektoniske kvaliteter i byen og på lan- det. I begge kommuneatlas er byen ifølge de viste oversigtskort defineret som hhv. Århus og Odense bys sammenhængende bymæssige bebyggelse. I Århus Kommune er der i alt udpeget 49 bevaringsværdige sammenhænge i byen. Be- mærkelsesværdigt er det, at de udpegninger, der kan betragtes som velfærdsforstadsbe- byggelser, udelukkende er repræsenteret blandt de 30 udpegede bebyggelsesmønstre og altså ikke figurerer i kategorierne dominerende træk og byarkitek- toniske elementer (i nogle tilfælde benævnt udsnit og dele).18 Hovedparten, i alt 10, er hel- hedsplanlagte boligbebyggelser. Blandt disse er der to parkbebyggelser, tre rækkehus- og et parcelhuskvarter fra perioden 1945-59, en parkbebyggelse og to parcelhuskvarterer fra 1960erne samt et tæt-lavt boligkvarter fra 1980erne.19 Inden for alle boligbebyggelsesty- per er der lagt vægt på et samlet arkitektonisk udtryk og et bearbejdet forhold til landska- 18 Vi har medtaget bebyggelsesmønstre, som er opført mellem 1945 og 1989 og beliggende udenfor Ringgade, dvs. i de byområder som er udviklet fra 1930erne. 19 Vilhelm Bergsøes Vej, parkbebyggelse (etagehuse i den funktionelle tradition), 1940erne; Uffesvej, parkbebyggelse (etagehuse i den funktionelle tradition), 1950erne; Finnebyen, nødhjælpsboligkvarter (parcelhuse i træ), opført umiddelbart efter Anden Verdenskrig; Præ- stehaven, funkis-rækkehusbebyggelse, 1940erne; Kresten Kolds Vej, klyngehusbebyggelse, 1950erne; Rundhøjparken, parkbebyggelse (etagehuse arrangeret til storform), 1960erne; Klokkerbakken, parcelhuskvarter, 1960erne; Permelillevej, homogen parcelhusbebyggelse indenfor stort parcelhusområde, 1960erne; Håndværkerparken, tæt-lav boligbebyggelse, 1980erne. 60
  • 60. bet. Med Danmarks Radio og Journalisthøjskolen fra 1970erne er der herudover udpegeten institutionsbebyggelse.I Odense Kommune afspejler de udpegede bevaringsværdige sammenhænge i byen isærbyens udviklingshistorie før Anden Verdenskrig. Herefter er der kun udpeget en enkel al-men boligbebyggelse, etagehuskvarteret mellem Rismarksvej og Møllemarksvej. Denneparkbebyggelse med boliger (randbebyggelse og blokke i 3 ½ etager) og butikscentrum eropført i 1948 af arkitekterne A. og E. Eriksen i samarbejde med landskabsarkitekt C. Th.Sørensen.Det forekommer bemærkelsesværdigt, at det ældre villakvarter Hunderup er medtagetbåde i vurderingen af arkitektoniske kvaliteter i byen og på landet. I bymæssig sammen-hæng kortlægges villakvarteret Hunderup som "repræsenterer villaen som bebyggelses-form … gennem næsten et helt århundrede" (Skov- og Naturstyrelsen 1996: 41). I vurde-ringen af arkitektoniske kvaliteter på landet er der imidlertid udelukkende fokus på denhistoriske landsbybebyggelse.Praksis fra Odense er generel for begge storbykommuner. Dvs. at en stor del af den nyereforstadsbebyggelse enten ikke er medtaget i vurderingen eller ikke er vurderet bevarings-værdig. Eksemplet Tilst i Århus Kommune understreger den sidste fortolkning. Her er destore boligblokke og parcelhusene fremstillet som bebyggelsesformer der generelt manglerkvalitet i modsætning til den historiske landsbybebyggelse.20 Dette kunne tyde på, at typi-ske forstadsbebyggelser er vurderet forskelligt, alt efter om de er beliggende i en bymæssigsammenhæng eller i tilknytning til en landsby.I forstadskommunerne i Hovedstadsområdet er billedet et andet. Rødovre, Hvidovre ogGladsaxe Kommune repræsenterer tilsvarende situationer som Tilst udenfor Århus. Ogsåher er historiske landsbyer blevet overformet af byudvidelsens nyere bebyggelse og der-igennem omdannet til forstæder. Men til forskel fra storbykommunen Århus udgør dissefragmenterede bylandskaber her hele kommunen. For alle undersøgte atlas fra Hoved-stadsområdets forstadskommuner gælder, at de ikke skelner mellem arkitektoniske kvali-teter i byen og på landet.I kortlægningen af dominerende træk spiller strukturerende landskabselementer såvelsom den overordnede vejstruktur gennemgående en fremtrædende rolle. Herudover frem-hæves højhusbebyggelserne som f.eks. Milestedet i Rødovre og Høje Gladsaxe i Gladsaxesom bebyggelser, der bidrager til oplevelsen og organiseringen af byens rum.De yngre forstadskommuner på Vestegnen knytter byens historie stærkt til velfærdssam-fundets opbygning og sætter således særlig fokus på forskellige typer boligområder fra pe-rioden. Blandt de seks udpegede bebyggelsesmønstre i Rødovre Kommune er i alt fire så-ledes opført efter 1945. Heraf er hovedparten helhedsplanlagte boligbebyggelser fra1950erne, herunder kollektivbebyggelsen Carlsro, park- og højhusbebyggelsen Milestedet,20 "Historisk, strukturelt og rumligt er der således nogle store kvaliteter i Tilst, selvom byen umiddelbart forbindes med de store boligblokkeog parcelhuse, der er opført inden for de sidste årtier" (Skov- og Naturstyrelsen 1997: 71).61
  • 61. samt Tinderhøj-kvarteret, med rækkehusbebyggelsen Islev Vænge, tegnet af Arne Jacob-sen. Derudover udpeges med Islevdalvej et ældre industrikvarter, som er udviklet fra slut-ningen af 1940erne. Også i Gladsaxe og Hvidovre Kommune er der hovedsageligt udpegethelhedsplanlagte boligbebyggelser, primært parkbebyggelser fra 1950erne. I Hvidovrepeges der særligt på to af Danmarks første montagebyggerier, Engstrand Allé og Strand-havevej. Herudover fremhæves to storskala montagebebyggelser, Høje Gladsaxe fra1960erne i Gladsaxe, og Avedøre Stationsby, opført fra 1972-1984 i Hvidovre. Ud overboligbebyggelserne er der udpeget to skelsættende planlagte industriområder fra1960erne, Mørkhøj Erhvervskvarter i Gladsaxe og Danmarks største industrikvarter,Avedøre Holme i Hvidovre.Udgangspunktet i Lyngby-Taarbæk og Gentofte Kommune er noget anderledes end for detre vestegnskommuner. Dels kan de se tilbage på en længere bymæssig udviklingshistorie,dels har de en anderledes beboersammensætning. Også i Lyngby-Taarbæk og GentofteKommune peges der primært på boligbebyggelser fra perioden 1945 til 1989, men det er ihøjere grad tæt-lave rækkehusbebyggelser, der præger billedet. I Lyngby-Taarbæk Kom-mune er der således udpeget tre rækkehusbebyggelser, herunder et af Danmarks førsteeksempler på præfabrikeret elementbyggeri, Elementbyen, opført i 1947-1948.21 Herudoverpeges med Danmarks Tekniske Universitet på et stort institutionsområde planlagt i1960erne og bygget frem til 1976. Gentofte Atlas lægger desuden vægt på, at en rækkekendte arkitekter har virket i kommunen efter Anden Verdenskrig. Her peges der på torækkehusbebyggelser fra hhv. 1940erne og 1950erne samt på en gruppe parkbebyggelserfra 1940erne, tegnet af Arne Jacobsen.22Hvad angår kategorien byarkitektoniske elementer, tegner der sig et billede af, at dennekategori er svær at operere med i forhold til velfærdsforstadens bebyggede strukturer. IHvidovre Kommuneatlas påpeges det, at kommunen ikke rummer mange eksempler på"pladser, vejkryds, gadestrækninger og markante bygninger (som) danner sammenhængeog steder, der fremstår som knudepunkter i kommunen" (Skov- og Naturstyrelsen 2000:13).Byarkitektoniske elementer forstås tydeligvis som en kategori, der tilhører den historiskeby, og det er således generelt især ældre bebyggede strukturer fra de historiske landsbyersom regnes for markante og arkitektonisk fremtrædende byelementer. I Rødovre pegesimidlertid også på Rødovre Midt med rådhuset og biblioteket, begge tegnet af Arne Jacob-sen i 1950erne, og Danmarks første overdækkede butikscenter Rødovre Centrum fra1966.23 I Gladsaxe fremhæves Høje Gladsaxe som et bevaringsværdigt byarkitektoniskelement – samtidig med at højhusbebyggelsen er kortlagt som dominerende træk. Desu-21 Egeparken, rækkehusbebyggelse, 1949 og 1956, arkitekt Kay Fisker; Rækkehuse ved Kornagervej, parkbebyggelse, 1949-54, arkitekt A/SDominia, 1955-57, arkitekt H. Ortmann m.fl.; Fortunbyen, parkbebyggelse (etagehuse i den funktionelle tradition), 1947-49, arkitekt Dan Finkm.fl.; Elementbyen (rækkehuse i træbeton-elementer), 1947-48, arkitekter Jørgen Bo og Knud Hallberg med C. Th. Sørensen22 Ermelundshusene, tæt-lav rækkehusbebyggelse, 1949, arkitekter Viggo Møller-Jensen og Mogens Black-Petersen; Søholm I, II, II, række-husbebyggelse, 1946-54, arkitekt Arne Jacobsen; Alléhusene, parkbebyggelse (etagehuse i den funktionelle tradition), 1949, arkitekt ArneJacobsen.23 I Rødovre Kommuneatlas differentieres mellem dominerende træk, bebyggelsesmønstre og udvalgte sammenhænge, "som kan huskes"(Planstyrelsen1990: 9). De udvalgte sammenhænge falder jf. SAVE-systemet dels i kategorien bebyggelsesmønstre og dels i kategorienudsnit og dele. I vores analyse har vi holdt os til den opdeling der er foretaget i Kommuneatlas.62
  • 62. den peges der på to mindre institutionsbebyggelser, Blaagaard Statsseminarium og pleje- hjemmet Ringbo.243.2.3 Fredede og bevaringsværdige bygninger i velfærdsforstaden Forstadens bygningskultur er generelt dårligt repræsenteret blandt de bevaringsværdige bygninger i de undersøgte kommuner. I de analyserede kommuneatlas er der som ventet registreret få bevaringsværdige bygninger, som er beliggende i forstadsområder og opført mellem 1945 og 1989. Der viser sig imidlertid en tendens til at registrere nyere bygninger i de nyere atlas og især i forstadskommuner. De to storbykommuner Århus og Odense Kommune har kun registreret bygninger opført før 1940. Det samme gælder for Lyngby-Taarbæk Kommune. Nogle af forstadskommu- nerne har imidlertid valgt at medtage nyere bygninger. I Rødovre Kommuneatlas fra 1991 udpeges nogle få bevaringsværdige bygninger opført efter 1940. Til Gladsaxe Kommuneat- las fra 1998 er alle bygninger opført før 1945 blevet registreret. Derudover er ca. 1.600 bygninger opført mellem 1945 og 1965 blevet registreret og vurderet. I Hvidovre Kommu- ne omfattede bygningsregistreringen 2.300 bygninger opført før 1940 og 700 efter 1940. Poul Sverrild, lederen af Forstadsmuseet for Brøndby og Hvidovre Kommuner, oplyser, at det primært var de almene boligbebyggelser som blev medtaget i registreringen af nyere bygninger. Gentofte Atlas, som også er det nyeste atlas fra 2004, adskiller sig ved at have registreret alle bygninger opført før 1970. Blandt de registrerede bygninger i forstadskommunerne tegner sig et tilsvarende billede som for de bebyggede strukturer. Det er således primært boligbygninger fra 1940erne og 1950erne, herunder mest håndværksmæssigt opførte rækkehuse og etagehuse i den funk- tionelle tradition, men også enkelte montagebyggerier, som er vurderet bevaringsværdige. I adskillige af de boligbebyggelser, som er udpeget bevaringsværdige bebyggede struktu- rer, er samtlige bygninger kategoriseret bevaringsværdige, typisk i SAVE-kategorien 3 eller 4. Herudover er der udpeget et mindre antal institutionsbygninger og industribygninger. Også her kan der peges på en sammenhæng mellem de udvalgte helheder og udpegede bygninger. Der fremhæves især arkitekttegnede bygninger inden for disse to funktionelle kategorier. De overordnede tendenser, som tegner sig i analysen af udvalgte kommuneatlas, bekræftes af dataudtræk fra Kulturarvsstyrelsens FBB register. Blandt de i alt cirka 116.000 registre- rede fredede og bevaringsværdige bygninger, dvs. bygninger i SAVE kategori 1-4, udgør bygninger opført mellem 1945 og 1989 kun en meget lille del, i alt knap 6 %. Endnu mere markant er det lave antal fredede bygninger. Blandt de i alt knap 7.000 fredede bygninger i FBB-registeret udgør bygningerne fra perioden under 1 % (cirka 60 bygninger). Det dre- jer sig primært om værker af kendte arkitekter, som falder inden for bygningsfredningslo- vens 50-årsgrænse, eksempelvis Bellevue Strandbad fra 1948 og Munkegårdskolen fra 1953, begge tegnet af Arne Jacobsen til Gentofte Kommune. 24 Blaagaard Statsseminarium, 1962-66, arkitekter Jørgen Bo og Karen & Ebbe Clemmensen; Bocentret Ringbo, 1961-63, arkitekt F.C. Lund. 63
  • 63. Det overvældende fokus på den ældre bygningsmasse understreges af, at langt den størstedel af den danske bygningsmasse er opført efter Anden Verdenskrig, og mere end 60 %efter 1950 (Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen op. cit: 3). Interessen for at registrerenyere bygninger ser imidlertid ud til at være stigende. Fra 2006 til 2010 er antallet af regi-strerede fredede og bevaringsværdige bygninger opført mellem 1950 og 1999 således ste-get fra 438 til 5769 (64 fredede og 5705 bevaringsværdige bygninger).25Geografisk set er de fleste nyere bygninger registreret i København samt i en række for-stadskommuner i hovedstadsområdet (5.992 bygninger ud af 7.786, eller knap 77 %). IsærRudersdal og Lyngby-Taarbæk Kommune har systematisk registreret og indberettet nyerebygninger i FBB-registeret.26 Lyngby-Taarbæk kommune har gennemført en særskilt ræk-kehusundersøgelse, hvor samtlige rækkehusbebyggelser er blevet gennemgået og har fåettildelt én værdi for hele bebyggelsen. Der er således ikke gennemført en egentlig enkelt-bygningsregistrering, men snarere en registrering af helheder med et fokus på bygninger-nes bevaringsværdi. På denne måde har det samtidig været muligt at gennemgå over3.000 bygninger på relativt kort tid.Bevaringsværdi Antal %Fredet 63 0,81Save 1 38 0,49Save 2 589 7,56Save 3 2.522 32,39Save 4 3.749 48,15Bevaringsværdig (uden angivelse) 823 10,57Anden angivelse 2 0,03I alt 7.786 100,00Tabel III-1: Fredningsforhold blandt bygninger opført 1945-198927Ovenstående tabel III-1 viser fordelingen mellem fredede og bevaringsværdige bygningeropført i perioden 1945-1989. Langt de fleste bevaringsværdige bygninger falder i SAVE-kategorien 4, dvs. de er tildelt høj middel bevaringsværdi.En nærmere analyse af de registrerede fredede og bevaringsværdige bygningers alder viseret klart fokus på de ældste bygninger fra den umiddelbare efterkrigstid (se tabel III-1).Men også interessen for bygningerne fra velfærdsforstadens hovedrealiseringsperiodemellem 1960 og 1974 er stigende. Bygninger fra velfærdsforstadens seneste udbygningspe-riode mellem 1975 og 1989 fylder mindst i det samlede billede.25 Tal fra 2006 stammer fra en undersøgelse gennemført af Bygningskulturelt Råd, Peter Tom-Petersen. I denne undersøgelse arbejdedeman med en periodisering fra 1950-1999. Tal fra 2010 er baseret på egen statistik over FBB-registeret. Bevaringsværdige bygninger er ibegge undersøgelser defineret som bygninger med en SAVE-værdi på 1-4.26 Jf. oplysninger fra Vibe Ødegaard, Kulturarvsstyrelsen.27 Bygninger uden angivelse stammer hovedsageligt fra Lyngby-Taarbæk Kommune. En kontrolundersøgelse med stikprøver i denne ræk-kehusundersøgelse viser, at de bevaringsværdige bygninger uden angivelse i vores dataudtræk alle har mindst en SAVE-værdi på 4, defleste har en på 3.64
  • 64. Opførelsesår Antal % 1945-1959 5.980 76,80 1960-1974 1.376 17,67 1975-1989 430 5,52 Uden angivelse 0 0,00 I alt 7.786 100,00 Tabel III-2: Fredningsforhold i forhold til opførelsesår Endvidere understøtter trækningen fra FBB-registeret det billede, som atlasanalysen teg- ner over de udpegede bygningers funktion. Det skal medgives, at der for mere end en tred- jedel af bygningerne ikke er registreret en oprindelig funktion. Informationsværdien af denne del af analysen er således begrænset. Alligevel kan vi pege på en række tendenser. Hovedparten af de fredede og bevaringsværdige bygninger fra perioden er boliger (4.174 bygninger eller 53,61 %). Blandt de bevaringsværdige bygninger til beboelse er de fleste fritliggende enfamiliehuse (1.427 eller 18,33 %) hhv. række-, kæde-, eller dobbelthuse (2.341 eller 30,07 %). Etageboligbebyggelse er overraskende lavt repræsenteret (332 eller 4,26 %). En delvis forklaring kan være at nyere registreringer har sat fokus på netop enfa- miliehusene, f.eks. den førnævnte rækkehusundersøgelse i Lyngby-Taarbæk Kommune. Blandt de øvrige funktioner er der kun fire der tegner sig for mere en 1 % af de registrerede bygninger og som muligvis ligger i forstadsområder. Det drejer sig om El-/gas-/vand- /varmeværk mv. (92 eller 1, 18 %); bygninger til kontor, handel, lager, herunder offentlig administration (79 eller 1,01 %); bygninger til undervisning og forskning (80 eller 1,03 %); samt bygninger til anden institution, herunder kaserne, fængsel mv. (90 eller 1,16 %).28 Endelig viser data fra FBB-registeret en klar tendens til udpegning af håndværksmæssigt udførte bygninger med en traditionel tagform. Hovedparten af de fredede (40) og beva- ringsværdige bygninger (5.980) fra perioden er opført håndværksmæssigt i mursten (tegl, kalksandsten, cementsten). Til sammenligning er en fredet bygning og 102 bevaringsvær- dige bygninger udført med en ydervæg i betonelementer.29 Hertil kommer at langt de fleste bevaringsværdige bygninger har saddel- eller heltag (2.866 eller 36,81 %). Til sammenlig- ning har kun 468 bygninger (6,01 %) fladt tag.303.2.4 På vej mod en anerkendt bevaringsværdi Vores analyse tegner billedet af en udvikling, hvor velfærdsforstadens historie og arkitek- tur får mere og mere opmærksomhed. Det er stadig de ældste bygninger, der udpeges først, og metodernes indbyggede værdisæt sætter deres klare præg på, hvad der ender med at fremstå værdifuldt, men fra Rødovre Kommuneatlas i 1991 til Gentofte Atlas i 2004 tegner der sig en markant udvikling. 28 Herudover kan vi frasortere en række bygninger, der entydig ikke ligger i forstadsområder. Det drejer sig om i alt 185 bygninger inden for kategorierne stuehus til landbrugsejendom; bygning til produktion indenfor landbrug, skovbrug, gartneri, råstofudvinding mv.; sommerhus. 29 Analysen af ydervægsmateriale på baggrund af SAVE-undersøgelsen viste sig desværre ikke at give relevante informationer. Alternativt er der blevet gennemført stikprøver med udgangspunkt i BBR-registeret. 30 Bemærk, at der for næsten halvdelen af bygningerne ikke er registreret tagkonstruktion. 65
  • 65. I løbet af lidt mere end et tiår vinder forstadsområdernes moderne urbanitet og arkitekturgradvis anerkendelse. Rødovre Kommuneatlas knytter forstædernes bygningskultur tilvelfærdssamfundets opbygning og tillægger den derved en kulturhistorisk betydning.Samtidig udpeges en række bebyggelser fra 1950erne og 1960erne som bevaringsværdigesammenhænge. I Gladsaxe og Hvidovre Kommuneatlas bliver der derudover registreret ogudpeget et større antal bygninger opført efter 1940. Og til Gentofte Atlas blev der gennem-ført en systematisk registrering af alle bygninger opført før 1970.Som analysen af kommuneatlas viser, er udpegningspraksis i landets kommuner kende-tegnet ved stor forskellighed. Det er især hovedstadsområdets forstadskommuner, somhar udøvet pionerarbejde i forhold til anerkendelse af forstadens bygningsarv. Ikke over-raskende er forstadens bygningsarv langt stærkere repræsenteret her end i storbykommu-nerne, hvor bygningsmassen afspejler en længere og mere mangfoldig historie. Imidlertidsynes opdelingen af kortlægningen i en vurdering af arkitektoniske kvaliteter i byen og pålandet at skabe blinde pletter i forhold til registrering af bebyggelser uden for hovedbyenssammenhængende bymæssige bebyggelse. Med forbehold for det spinkle analysegrundlagkan det også undre, at typiske forstadsbebyggelser vurderes så afgørende forskellig i enlignende fysisk kontekst i Århus Kommune og i forstadskommunerne.På tværs af de undersøgte kommuneatlas er der hovedsageligt udpeget bebyggede struktu-rer i kvarterskala. Et fælles træk ved de udpegede bebyggelsesmønstre er, at der er lagtsærlig vægt på et samlet arkitektonisk udtryk og/eller et bearbejdet forhold mellem bebyg-gelse og landskabet. Med andre ord er der fokus på æstetiske og historiske helheder. Dettefalder fint i tråd med SAVE-systemets overordnede kriterier for arkitektonisk kvalitet.Men det passer også godt til forstadsområdernes generelle bebyggelsesstruktur, som netoper sammensat af helhedsplanlagte, klart afgrænsede enheder. Med forbehold for, at derindtil videre er udpeget relativt få bygninger i forstadsområder, ses der derudover ensammenhæng mellem udpegede helheder og enkeltbygninger. En tendens, som yderligereunderbygges af Lyngby-Taarbæks nyere helhedsbaserede registrering af rækkehuse i FBB-registeret.Vi kan således konkludere, at det er meningsfuldt at forstæderne også fremover især regi-streres og udpeges som helheder, og at bygningsregistrering – som klart har været under-belyst hidtil – gennemføres i forbindelse med det. Kombinationen af et tematisk fokus påhelheder og på bygningernes arkitektur som i Lyngby-Taarbæks rækkehusundersøgelsekunne være en mulig vej frem for at registrere bevaringsværdier i den umådelig store byg-ningsmasse i forstæderne.I forhold til at kortlægning og udpegning af bebyggede strukturer principielt er uafhængigaf deres alder, er der udpeget bemærkelsesværdig få bebyggelser fra velfærdsforstadensmest intensive realiseringsperiode 1960-1974, og generelt flest fra perioden før 1960. Enmulig forklaring kunne være, at storskala bebyggelserne fra 1960erne og 1970erne dårligtmatcher fordringen om et bearbejdet forhold til landskabet: De anses netop som bebyggel-ser uden miljøindlevelse.66
  • 66. Funktionelt set er det især rene boligbebyggelser hhv. bebyggelser domineret af boliger,der bliver fremhævet som bevaringsværdige bebyggede strukturer og i mindre grad sombevaringsværdige bygninger i velfærdsforstaden. Der peges således især på parkbebyggel-ser fra 1950erne. Blandt disse er repræsenteret både tæt-lave rækkehusbebyggelser somSøndergård Park i Bagsværd og etagehusbebyggelser som Bredalsparken i Hvidovre. Stil-mæssigt dominerer håndværksmæssigt opførte bygninger i den funktionelle tradition i deudpegede bebyggelser, men også enkelte tidlige element- og montagebyggerier er medta-get. Storskala montagebebyggelser fra 1960erne og 1970erne spiller en væsentlig mindrerolle. I storbyerne omtales de slet ikke. Kun Gladsaxe og Hvidovre Kommune peger påhhv. Høje Gladsaxe og Avedøre Stationsby. Den nyeste udpegede bebyggelse er Håndvær-kerparken i Århus Kommune, som kun var ti år gammel, da registreringen blev gennem-ført. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at denne tæt-lave bebyggelse på ny sætter fo-kus på forholdet mellem bebyggelse og landskab og dermed svarer til SAVE-kriterierne forarkitektonisk kvalitet.Det gennemgående store fokus på boligbebyggelser betoner boligbyggeriets fremtrædenderolle i byudviklingen efter Anden Verdenskrig. Især i forstadskommunerne på Vestegnenknyttes denne fortælling sammen med velfærdssamfundets udvikling. Fortællingen omindustrialiseringen af byggeriet afspejles i en række udvalgte element- og montagebyggeri-er, men spiller generelt en underordnet rolle blandt de udpegede bebyggede strukturer.En række af de udpegede boligbebyggelser omfatter også butikstorve, og/eller institutio-ner, især børnehaver og i nogle tilfælde skoler, der omtales som en del af det samlede be-byggelsesmønster. Herudover peges der på en række større institutionsområder, især tiluddannelse. I Rødovre Kommune fremhæves også det centrale byområde med rådhus,bibliotek og Danmarks første overdækkede butikscenter.Industriens bebyggede strukturer og bygninger fylder forbavsende lidt i det samlede bille-de set i lyset af, at planlægning af industriområder og udformning af industribebyggelserspillede en så væsentlig rolle efter Anden Verdenskrig. Kun i forstadskommunerne påVestegnen er der udpeget nogle få betydelige eksempler. Igen kunne en mulig forklaringvære, at industriens bebyggelser i ringe grad opfylder SAVE- systemets fordring efter etbearbejdet forhold mellem landskab og bebyggelse. Ligeledes fremstår de sjældent somklart opfattelige rumlige strukturer. I dag er industrikulturen i højere grad kommet pådagsordenen. Det kan således forventes, at industriområder fremover vil få mere opmærk-somhed.31Fredede bygninger i velfærdsforstaden er hidtil en stor undtagelse. Generelt er der foreta-get ganske få bygningsfredninger på bygningsmassen efter 1945 og endnu færre i forstads-områder. Direktøren for Forstadsmuseet Historiens Huse, Poul Sverrild, pointerer, atfredninger lidt forenklet sagt sigter mod at bevare fortidens smukke, elitære, eneståendeog romantiske kulturspor (Sverrild 2005: 10). Pointen illustreres med afsæt i Hvidovre,31 Illustrativt er projektet ”Industriarv – kortlægning, typologisering, genanvendelse”, der pt. udarbejdes af Bygningsarv for Realdania.Projektet skaber et overblik over danske industriområder, opført mellem ca. 1840 og 1970erne, og identificerer og beskriver de eksisteren-de typer industriområder og -bygninger, med særligt fokus på bevaringsværdier og genanvendelsesstrategier.67
  • 67. som er en kommune med 50.000 indbyggere, der kun besidder to bygningsfredninger: Rytterskolen fra 1722 og bygningerne på Avedøre Flyveplads fra 1917. I takt med at flere og flere bygninger i forstæderne falder inden for 50-årsgrænsen, og at interessen for velfærdssamfundets kulturarv er stigende, vil der fremover sandsynligvis også ske en række fredninger af de mest betydningsfulde og oprindelige arkitekturværker i velfærdsforstaden. Set i lyset af forstædernes omfattende og forandringsprægede bygningsmasse bliver den forskellige rolle og rækkevidde af frednings- og bevaringsinstrumentet særlig tydeligt. Det smalle bevaringsinstrument fredning kan sikre bevaringen af værker af national værdi og derigennem også bidrage til at skabe fokus på velfærdsforstadens bygningsarv. Men det er især den brede kommunale bevaringsindsats, som må løfte bevaringen og udviklingen af forstadens bygningskultur.3.3 FORVALTNINGEN AF VELFÆRDSFORSTADENS BEVARINGSVÆRDIER Analysen af anerkendte bevaringsværdier i velfærdsforstaden viser, at det især drejer sig om bevaringsværdige bebyggede strukturer og i mindre omfang bevaringsværdige bygnin- ger, mens bygningsfredning spiller en meget underordnet rolle. Det betyder, at forvalt- ningen af forstadens bevaringsværdige bygningskultur først og fremmest er en kommunal opgave. I det følgende ser vi derfor nærmere på den rolle som velfærdsforstadens beva- ringsværdier spiller i den kommunale planlægning. Som udgangspunkt er udpegning af bevaringsværdige bebyggede strukturer og bygninger vejledende og indebærer derfor ikke nødvendigvis, at de registrerede bevaringsværdige bymiljøer og bygninger skal bevares. I de analyserede kommuneatlas skitseres forskellige modeller for, hvordan kortlægningens resultater bør indgå i kommuneplan, lokalplanlæg- ning og byggesagsbehandling. Disse modeller er interessante, fordi de peger på to forskel- lige grundholdninger i den kommunale forvaltningspraksis, på den ene side en forståelse af bygningsarv som en sårbar genstand, der kræver beskyttelse, og på den anden side en forståelse af bygningsarv som et aktiv i den kommunale planlægning. I Århus kommuneatlas fremstilles kortlægningens resultater primært som et grundlag for at afveje bevarings- og udviklingsinteresser i lokalplanlægningen og byggesagsbehandlin- gen. I flere kommuneatlas opfordres der generelt til, at de registrerede bevaringsværdier i kommuneatlasset sikres både bevaring og fornyelse i den fremtidige kommune- og lokal- planlægning (Gladsaxe, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk). I to af de nyere atlas fremsættes der- udover konkrete strategiske anbefalinger (Gladsaxe, Gentofte). På et strategisk plan frem- hæves kommuneatlas som et godt udgangspunkt for identitetsudvikling (Odense, Hvidov- re, Gladsaxe) og udvikling af arkitektonisk kvalitet (Rødovre, Gladsaxe, Gentofte). 68
  • 68. Med forbehold for det begrænsede analysegrundlag tegner sig en tendens fra en forståelse af bevaring og udvikling som modsætningsforhold til en forståelse af bevaringsværdierne som en ressource for den fremtidige udvikling. I Gentofte Atlas fra 2004 er afsnittet om bevaringsplanlægning således erstattet af et afsnit om bevaring og udvikling. Her under- streges det, at bevaring og udvikling ikke opfattes som modsætninger, men snarere som hinandens forudsætninger. Endvidere anføres, at "det er i sig selv en kvalitet, hvis vi i vore omgivelser er i stand til at efterspore tidligere tiders dispositioner" (Kulturarvsstyrelsen 2004: 78). Argumentet er, at det "giver mening og forståelse for omgivelsernes indretning" når man bliver opmærksom på hvordan aktuelle tilstande bygger videre på historiske for- udsætninger. Kortlægningens resultater betragtes altså her primært som et grundlag for udviklingen af arkitektonisk kvalitet. Følgegruppen fremsætter endda en række konkrete anbefalinger til den kommunale arkitekturpolitik – fra etableringen af "et fast sæt byin- ventar" over en "arkitektonisk bearbejdning af kommunens væsentligste byrum" til etable- ring og pleje af træer og beplantninger ud fra "arkitektoniske principper" (ibid).3.3.1 Velfærdsforstadens bevaringsværdier i den kommunale planlægning Som nævnt før er bevaringsværdige bebyggede strukturer og bygninger først med rets- virkning bevaringsværdige når de er optaget i en lokalplan eller kommuneplan. Hidtil har SAVE-registreringer primært været brugt i forbindelse med lokalplanarbejdet og bygge- sagsbehandling. Kommuneatlas har i en årrække været grundlag for bevaringsarbejdet i mange kommuner. Efter kommunalreformen står en række kommuner pga. kommune- sammenlægninger imidlertid med et ujævnt kortlægningsgrundlag, da dele af kommunen er beskrevet mens andre ikke er (se figur III-1). Med ændringerne i Planloven er kommunerne i dag forpligtet på at sikre de kulturhistori- ske bevaringsværdier i kommuneplan. Dvs. at kommuneplanen fremover vil få en større betydning i forvaltningen af bevaringsværdier. Samtidig kan det forventes, at det strategi- ske aspekt i arbejdet med kulturarv vil styrkes. I forhold til at inddrage kulturarv som et aktiv i planlægningen tilbyder planstrategiredskabet nye muligheder, som fire kommuner – herunder forstadskommunen Hvidovre – har undersøgt i et kulturarvskommuneprojekt initieret af Kulturarvsstyrelsen og Realdania i 2006 (Kulturarvsstyrelsen og Realdania 2007). Lokalplanarbejdet og byggesagsbehandling Som det fremgår af FBB-registeret figurerer de bevaringsværdige bygninger fra perioden efter Anden Verdenskrig ofte med en høj middelværdi i SAVE-kategori 4. For at undgå situationer hvor kommunale medarbejdere underdrejes af voldsomme mængder af ansøg- ninger om dispensation og for i øvrigt at undgå at genere borgerne unødigt, påtænker nog- le kommuner at revurdere særligt kategori 4 bygningerne, mens andre kun medtager kate- gori 1-3 i lokalplanerne.32 32 Jf. interview med Camilla Frelsen. Kroppedal Museum d. 26. maj 2010. 69
  • 69. Når sådanne overvejelser bliver relevante for en kommune, skal det ses i lyset af, at når enbygning indgår i lokalplanen skal der søges om dispensation til at foretage ændringer ibygningsmassen og disse ansøgninger skal behandles politisk. For den bygningsmasse derer opført mellem 1945 og 1989, er der tilmed tradition for relativt store ombygnings- ogtilpasningsarbejder, især af enfamiliehuse, hvilket stiller store krav til forvaltningerne, derskal afsætte store kapaciteter til at behandle byggesagerne.Set i lyset af at de hidtil udpegede bevaringsværdige bebyggede strukturer og bygningerkun repræsenterer toppen af isbjerget i forhold til de mange områder, som slet ikke er ble-vet registreret endnu, er den klassiske bevarende lokalplan måske slet ikke det optimaleredskab til sikringen af velfærdsforstadens bygningsarv.Med det prisbelønnede lokalplanarbejde for Hasseris villakvarteret går Aalborg kommunenye veje (Aalborg kommune 2004, læs mere på side 72-73). Her er der udarbejdet stilbla-de for de 12 mest væsentlige stilarter for enfamiliehuse i kvarteret. Med stilbladene satsesder på at formidle kulturarvsværdien af deres eget hus til borgeren og yde konkret vejled-ning for, hvordan renovering og ombygning kan ske i tråd med husets arkitektoniskeegenart. Med andre ord overdrages ejerskabet til og ansvaret for kulturarven i højere gradtil den enkelte borger. Ideelt set bliver borgeren og kommunen dermed til samarbejds-partnere om bevaringen og udviklingen af kvarterets bygningskultur.Flere kommuner, som ligeledes ønsker at sætte positivt fokus på villa- og parcelhuskvarte-rernes bevaringsværdier, har sidenhen taget metoden med stilbladene til sig, heriblandtGlostrup Kommune.33 I forbindelse med udviklingen af nye redskaber i bevaringsarbejdetsom i højere grad retter sig mod ejerne skal også publikationen Kend dit etagehus nævnes(Dansk Bygningsarv 2009b). Publikationen præsenterer stilblade for de mest typiske eta-gehuse i Danmark. Også her er oplysninger om væsentlige arkitektoniske karakteristikakombineret med anbefalinger i forhold til renovering og ombygning af de enkelte husty-per.Generelt vedtages der færre lokalplaner i kommunerne. By- og landskabsstyrelsen vurde-rede i 2009, at antallet af vedtagne lokalplaner var reduceret til ca. 2/3 del af gennemsnit-tet for årene 2001-2006. I 2007 og 2008 vedtog kommunerne ca. 800 lokalplaner mod ca.1.300 per år inden kommunalreformen (www/kort.plansystem.dk/searchlist.html [11-06-2010]). Såfremt denne udvikling fortsætter, vil lokalplanarbejdet fremover spille en min-dre rolle i den kommunale bevaringspraksis.KommuneplanarbejdetEn desto større rolle kan kommuneplanen forventes at spille i fremtiden. For at få et ind-blik i, hvordan danske kommuner fremover kan forventes at arbejde med bevaringsværdi-er generelt og mere specifikt med forstadens bevaringsværdier i planlægningen, er der fo-retaget en granskning af et antal aktuelle kommuneplaner. Planerne er udvalgt på bag-grund af en screening af Plan 09s registrering af temaer i kommuneplanerne i 2009(www.plan09.dk/Inspiration/kommuneplan2009/index.html [11.06.2010]). Dette udvalg33 Jf. interview med Susanne Nørgaard og Anja Kraag, planlæggere i Glostrup Kommune, d. 9. februar 2010.70
  • 70. er suppleret med eksperters anbefalinger. Der er således inddraget kommuneplan fra Ru-dersdal, Næstved, Middelfart, Aalborg, Glostrup, Brøndby, Gladsaxe, Gentofte, Hvidovre,Rødovre og Sorø Kommune.I de fleste af disse kommuneplaner er kulturarv ophøjet til et tværgående tema, somkommunerne vil forpligtige sig på at arbejde strategisk med i de kommende år. Der ersåledes fokus på en kobling af bevaringstiltag med planprocessen. Dette skal ses i lyset afden udviklingsretorik der præger arbejdet med kulturarv. Kulturarv opfattes som en res-source og et aktiv, der bidrager til stærk lokal identitet, øget bosætning og erhverv samt tilarbejdet for at skabe smukkere byer.Dette skift tegner et billede af, at kulturarv er blevet en del af det politiske niveau og skalses i lyset af, at de strukturelle udfordringer i samfundet som nævnt har direkte indflydel-se på en stor del af forstadens bygningskultur. Ikke overraskende er det primært funkti-onstømte industri- og erhvervsområder, som fremhæves i kommuneplanen. Disse nævnesenten som byomdannelsesområder og/eller som områder, der skal undersøges med hen-blik på kulturmiljø- og bygningsbevaring. Således er bygningsmassens udfordringer i højgrad med til at styre bevaringsindsatsen. Omvendt anses bygningsarv som et aktiv i fore-stående omdannelsesprocesser i forstadsområder. Et eksempel herpå er helhedsplanenfor erhvervsområderne Priorparken og Vibenholm i Brøndby (Brøndby Kommune 2009,læs mere på side 76-77).Ud over at industri og erhverv for mange kommuner er et fremtrædende tema i forhold tilkortlægning af bevaringsværdier, er det generelt for kommunerne, at der er fokus på kul-turarven op til 1945, mens få benævner bygningsarven op til 1970 (Glostrup, Gladsaxe ogHvidovre). Enkelte forstadskommuner i hovedstadsområdet benævner parcelhuskvarterersom områder med kulturhistoriske interesser(Rudersdal, Glostrup og Hvidovre). Gentoftekommuneplan fremhæver en række bevaringsværdige institutioner og beboelsesejen-domme. I Glostrup nævnes også koloniområdet Sommerbyerne. Sidst, men ikke mindst,skal Trekantsområdets tværkommunale kulturarvssamarbejde nævnes (Middelfart, Frede-ricia, Vejle og Kolding). De fire trekantskommuner sætter fokus på de kulturhistoriskespor, der går på tværs af kommunegrænser, herunder forsynings- og infrastrukturårer.For flere af de kommuner, der har udarbejdet kommuneatlasser, forventes arbejdet meddette at fortsætte. Gladsaxe Kommune påtænker at digitalisere atlasset, mens flere be-nævner en opdatering og udvidelse til de typer og/eller dele af kommunen, som ikke harværet omfattet før (Haderslev, Rudersdal, Skanderborg og Gladsaxe). De bygninger, der iSAVE-registreringen er udpeget med en høj bevaringsværdi (1-3), pålægges typisk en be-varingsbestemmelse, men flere kommuner nævner også en kritisk gennemgang af de ud-pegede bevaringsværdier. Blandt disse er Rudersdal, Skanderborg og Lyngby-TaarbækKommune, hvoraf sidstnævnte i forbindelse med udarbejdelsen af en fokus-strategi forkulturarv, forventer at drøfte hvorvidt kategori 4 skal udgå af bevaringsbestemmelserne(http://ltk.odeum.com/dk/bygningskultur/udpegede_bevaringsvaerdige_bygninger [10-06-2010]).71
  • 71. Flere kommuner arbejder kvarterorienteret/bydelsorienteret, med en overordnet beskri- velse af de enkelte bydele. Aalborg og Hvidovre ønsker at vise historien som en proces hvor nyt møder gammel, og har således ikke fokus på den bærende fortælling, men snare- re på de forskellige historiske lag i kommunen. Begge kommuner har udviklet nye velbe- skrevne metoder til kortlægning og udpegning af bevaringsværdier, som de henviser til i kommuneplanen. Særligt interessant er Hvidovre Kommunes brede tilgang til bevarings- arbejdet, som bygger videre på kulturarvskommuneprojektet På sporet af forstadens vel- færdsdrømme (læs mere på side 70-71). Frem for at pege på enkelte særligt bevaringsvær- dige kvarterer, fremsættes der en bevarings- og udviklingsstrategi for hvert enkelt kvarter i hele kommunen. Omdrejningspunkt for denne tilgang er kvarterets fortælling. Dermed favnes også en række hidtil atypiske områder som bevaringsværdige bebyggede strukturer, eksempelvis storskala montagebebyggelsen Avedøre Stationsby og Danmarks største plan- lagte industrikvarter, Avedøre Holme. Kulturarv som aktiv i byfornyelse I de seneste år har mange boligkvarterer gennemgået omfattende byfornyelse, andre står foran en sådan fornyelse. Uden at der nødvendigvis bliver kortlagt og udpeget bevarings- værdier ved hjælp af de etablerede registreringsmetoder, SAVE og KIP, spiller bevarings- aspekter en væsentlig rolle i mange byfornyelsesprocesser. Med Indenrigs- og Socialministeriets publikation Kulturarv som et aktiv i byfornyelse fra 2009 stilles der skarpt på relationen mellem borger og kulturarv i områdefornyelsen både i Danmark og internationalt. På baggrund af en række udvalgte cases beskrives her, hvor- dan et kulturarvsperspektiv kan bidrage til både øget vækst og folkelig legitimitet og for- ankring, og til de mere sociale aspekter af byfornyelsen. Flere af case studierne beskriver hvordan kulturarv, særligt i en forstadskontekst, kan bidrage positivt til fornyelsesinitiati- vers effekt på sociale aspekter som fællesskab, lokal identitet, tryghed og empowerment af svage grupper. Samtidig påpeges der nye områder som genstand for bevaring. Eksempelvis har Albertslund Kommune og Kroppedal Museum i forbindelse med den fo- restående fornyelse af storskala montagebebyggelsen Albertslund Syd indledt et tæt sam- arbejde om kortlægningen, udpegningen og formidlingen af bevaringsværdierne i områ- det. I en erkendelse af, at storskala montageplanernes udbredt dårlige image som æstetisk set oplevelsesfattige og socialt belastede områder kræver en særlig indsats for at skabe an- erkendelse som kulturarv, valgte Kroppedal Museum en utraditionel tilgang. I registrerin- gen og formidlingen af bevaringsværdier satte man særlig fokus på områdets udviklingshi- storie over tid og ikke mindst på de lokale fortællinger som beboerne selv knytter til områ- det (læs mere på side 74-75).3.3.2 Hvordan bevarer vi velfærdsforstaden? I Danmark har der længe været en stor interesse og velvilje for at bevare historiske byg- ninger og bymiljøer. Skræmt af erfaringerne fra 1970ernes omfattende bysaneringer ser vi 72
  • 72. hellere bygninger bevaret end fjernet (Braae og Fabricius Hansen 2007: 8). En landsdæk-kende undersøgelse af danskernes holdninger til kulturarv foretaget af Realdania og Kul-turarvsstyrelsen i 2005 viser, at borgerne ønsker kulturarven sat på dagsordenen (Kultu-rarvsstyrelsen og Realdania 2005). Ikke blot er interessen for kulturarven stor, historiskebygninger og bymiljøer fungerer i dag som trækplaster for turisme og bosætning og erdermed et aktiv i byudviklingen.Bevaring og udvikling synes i stigende grad at blive et dynamisk makkerpar i den kommu-nale planlægning. Dette skal også ses i lyset af, at hovedparten af byudviklingen i dag fore-går indenfor eksisterende byområder, ikke mindst i forstæderne. En række områder har ide seneste år undergået omfattende transformationer. Mulighederne for at inddrage byg-ningsarv og kulturhistoriske spor som et aktiv i udviklingen står særligt klart i de talrigeomdannelser af industrihavne, som snart alle kystnære byer har været berørt af i de sene-ste år, men også i genanvendelsesprojekter for funktionstømte ældre industriområder someksempelvis Carlsberg i København. Brøndby Kommunes helhedsplan for Priorparken &Vibeholm viser, at denne strategiske tilgang også anvendes i fornyelsen af nyere erhvervs-områder i velfærdsforstaden.I takt med at kulturarv skifter karakter fra primært at være en genstand for beskyttelse tilat fungere som et aktiv i byudviklingen, udvikles der også nye tilgange til registrering ogkortlægning af bevaringsværdier. Koblingen af bevarings- og udviklingsperspektivet bliversærlig tydelig i Hvidovre Kommunes tilgang med udgangspunkt i kvarterets fortælling.Her kombineres fortidsfortolkninger, nutidsforståelser og fremtidsforventninger medhenblik på at afdække et strategisk potentiale. Samtidig favner denne tilgang hele kom-munen frem for enkelte særligt udvalgte bevaringsværdige bymiljøer. Eksemplet fra Al-bertslund Syd peger på nye veje til at registrere og formidle bevaringsværdier i storskalamontagebebyggelser ved at inddrage lokale fortællinger. Sidst, men ikke mindst, udpegerAalborg Kommunes stilblade en ny tilgang til formidling af bevaringsværdier i enkeltbyg-ninger, som er egnet til at skabe individuelt ejerskab til kulturarven hos borgerne.Udviklingen af en forvaltningspraksis, som er egnet til bevaring og udvikling af forstadenssærlige bygningskultur, er under udvikling i disse år. For at give et nærmere indblik i detpionerarbejde, som foregår i kommunerne, præsenteres afslutningsvis fire eksempler:Hvidovre Kommunes kulturarvskommuneprojekt og videreudvikling af dette i kommune-plan, Aalborg Kommunes innovative lokalplanarbejde og stilblade for Hasseris-kvarteret,Albertslund Kommunes satsning på kulturarv i byfornyelsen af Albertslund Syd samtBrøndby Kommunes helhedsplan for Priorparken & Vibeholm.73
  • 73. PÅ SPORET AF FORSTADENS VELFÆRDSDRØMMEKulturarvskommunen Hvidovre har beskrevet bevaringsværdier i hele kommunen i51 kvartersbeskrivelser, som er inddraget i kommuneplanen 2009. Beskrivelsernehar fokus på det enkelte forstadskvarters bevarings- og udviklingspotentiale medudgangspunkt i kvarterets bærende fortælling og vil i fremtiden danne udgangs-punkt for den kommunale sagsbehandling. Hvidovre Kommunes brede kvartersba-serede tilgang er et indspark i debatten om, hvordan man kan sammentænke beva-ring og udvikling af forstadens bygningskultur.Hvidovre er en forstadskommune, der ligger placeret 10 minutter fra Københavns Råd-husplads, og kommunens udviklingshistorie knytter sig tæt til Hovedstadens udvikling.Med gartnerier i perioden fra 1880erne og herefter en voksende sommerhus-, villa- ogsenere parcelhusudvikling. I takt med at Hovedstaden for alvor sprængte sine grænser,blev Hvidovre byggeplads for forstadens velfærdsdrømme.På kulturarvskommuneprojektets hjemmeside hedder det: "Drømmen om et samfundmed lige muligheder for alle – rig som fattig - kommer til udtryk i kommunens bygningerfra mellemkrigstidens små familieorienterede lysthuse, selvbyggerhuse og bungalows tilefterkrigstidens store bolig- og erhvervsplaner som Avedøre Stationsby og Avedøre Hol-me."Erkendelsen i kommunen var dog forud for projektet, at der ikke var en stærk identitet ogbevidsthed om denne fortælling. Denne mangel blev således kimen til kommunens kultu-rarvskommuneprojekt, som handlede om at skabe grundlag og lydhørhed over for nyfor-tolkning af forstædernes bygningsmasse og kulturhistorie. Konkret blev jagten sat ind påvelfærdsstatens fortællinger, og på hvordan disse lader sig aflæse i byens rum i dag. Sidenhar Hvidovre Kommune set sig selv som laboratorium for udvikling og afprøvning af me-toder til analyse og forståelse af arven fra forstaden.I dag udgør kulturarv ét af fire temaer i Hvidovres Kommuneplan fra 2009. Bykultureltgenbrug vil således komme til at indgå som en værdifuld ressource i samspil med kommu-nens øvrige relevante politikområder for fremtidig udvikling.Som produkt af et tæt samarbejde mellem planlæggere og museumsfolk har HvidovreKommune altså fået et nyt plantema i planlægningen, et visionsværktøj, der sikrer, atkommunens kulturarv betragtes som en potentiel bæredygtig ressource, og som følge aflaboratoriearbejdet er en ny metodisk tilgang tilvejebragt i Hvidovre.74
  • 74. Behovet for nye metodikker blev synligt i Hvidovre, da arbejdet med SAVE-systemet i for-bindelse med udarbejdelsen af et kommuneatlas demonstrerede sin manglende evne til atopfange netop det demokratiske bylandskabs særlige kvaliteter.Formålet med udviklingen af en ny metodik var at udarbejde et vurderingsredskab, derkunne medvirke til at prioritere bevarings- og udviklingsindsatsen i kommunen på netopde områder, som er bærere af de væsentlige fortællinger. Ligeledes handlede det for pro-jektets parter om, at skabe et redskab, der var anvendelig for de enkelte byggesagsbehand-lere i kommunen. Af denne grund valgte man, at det nye plantema skulle indebære eninddeling af kommunens geografi i 51 kvarterer, som er afgrænset med udgangspunkt ideres tilblivelse, men også med udgangspunkt i, hvad der opleves som et sammenhæn-gende byområde i dag. Kvartererne integrerer kulturarvsmetoden i planarbejdet med trecentrale elementer: kvartersbeskrivelsen, de bærende fortællinger og bevarings- og udvik-lingsstrategi.Kvarterbeskrivelsen handler om, at enkelte kvarterers bærende fortællinger beskrives, li-gesom deres betydning vurderes i forhold til lokale, nationale og internationale standardermed henblik på en udpegning af de bevaringsværdier, som skal indgå i planlægningen. Debærende fortællinger handler om at gøre det muligt for den fysiske planlægning at tagehøjde for de kulturarvselementer, der står synligt tilbage – det være sig alt fra en enkeltbygning, et vejforløb til en større, oplevelsesmæssig enhed. Bevarings- og udviklingsstra-tegi handler om at beskrive kvarterets bevarings- og udviklingspotentialer.Samlet set illustrerer tilgangen fra Hvidovre Kommune en ny tilgang til arbejdet med atbeskrive og registrere helheder i forstaden i dag. På sporet af forstadens velfærdsdrømme Hvidovre Kommune, Historiens Hus (i dag Forstadsmuseet), Hausenberg, Kulturarvsstyrelsen 2006-2010 Kulturarvskommuneprojekt / planstrategi / kommuneplan Læs mere: www.kulturarv.hvidovre.dk Nye tilgange til kortlægning og for- www.hvidovre.dk valtning af bevaringsværdier. www.kulturarv.dk www.forstadsmuseet.dk75
  • 75. HASSERIS – BEVAR MIG VEL!Aalborg Kommune har i forbindelse med udarbejdelsen af en bevarende lokalplanfor villakvarteret Hasseris, udarbejdet stilblade for de 12 mest typiske stilarter forenfamiliehuse fra perioden omkring 1880erne og frem til år 2000. Kombinationen aflokalplan og stilblade i bevaringstilgangen har skabt interesse, accept og ejerskabtil kulturarven for den enkelte villaejer.Hasseris Villaby og Klostermarken rummer tilsammen ca. 1.300 ejendomme og er blandtAalborgs mest attraktive kvarterer med dets mange fine eksempler på god arkitektur, ge-digent bygningshåndværk og store haver med gamle, karakterdannende træer. Villabyensidentitet som forstad til Aalborg blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet, hvor Aalborgsvelhavende borgere byggede sommerboliger på afstand af den industrialiserede bys røg,støj og tætte befolkning. Villabyen blev løbende udbygget. Det store byggeboom kom i ef-terkrigstiden, og området fremstår i dag fuldt udbygget.På opfordring fra bl.a. Grundejerforeningen for Hasseris gennemgik Aalborg Kommune i2004 alle huse i Hasseris Villaby og Klostermarken med henblik på at få et samlet billedeaf bevaringsinteresserne i bydelen. Formålet var dels at forbedre administrationsgrundla-get for byggesagsbehandlingen, hvor man uddelte dispensationer, som ud fra en beva-ringshensyn var overflødige. Desuden var den eksisterende lokalplan ikke præcis nok iforhold til naturklagenævnets praksis, og kommunen tabte en del sager, der underminere-de planens troværdighed.Ligeledes havde indsatsen til formål, at hjælpe ejerne i området med at træffe arkitekto-nisk og kulturarvsmæssigt gode valg, når de ville bygge husene om eller til.For at sikre, at ejerne fik adgang til den viden om bebyggelsens og bygningernes stolte tra-ditioner og arkitektoniske værdier, valgte kommunen at udfærdige stilblade for de 12 mesttypiske stilarter. Arbejdet var omfattende, da kvarteret er en god blanding af, hvad danskbyggeskik har kunnet præstere i tiden fra 1880erne og frem til i dag. Således blev der ud-viklet stilblade til blandt andet den historicistiske villa, til typehuset og til den modernisti-ske villa.Stilbladene fortæller på en enkel og inspirerende måde om stilartens karakteristika, og dergives anvisninger på, hvilke materialer m.v. man bør anvende, når der foretages foran-dringer på en bygning inden for stilarten.Metoden med stilbladene blev et vigtigt redskab til at skabe en god relation til beboerne ikvarteret, der oplevede kommunen som en hjælp til både at sætte kvalificeret fokus på op-timering af de enkelte ejendommes værdi og samtidig på det samlede kvarters unikke sta-76
  • 76. tus og fællesskab. I dag beretter grundejerforeningen, der er høringspart i dispensations-sager, at ansøgningerne om dispensationer er faldet godt til, og at beboerne hat taget dennye viden med sig i deres overvejelser om tilbygnings- og omdannelsesarbejder.I 2006 blev Aalborg Kommune tildelt Byplanprisen for deres indsats i Hasseris, og i udta-lelsen lød det: "Byplanprisen 2006 tildeles Aalborg Kommune for et stærkt formidlingsar-bejde, der sætter fokus på enfamiliehuset. Kommunen har brugt en bred vifte af redskaberfor at komme i kontakt med ejerne, herunder hjemmeside, kontakt til pressen, bydelsture,stilblade og lokalplaner." Hasseris – Bevar mig vel! Aalborg Kommune 2004 Lokalplan/ Stilblade Læs mere www.aalborgkommune.dk/hasseris www.kulturarv.dk Find stilblade for enfamiliehuse Interesse, accept og ejerskab til kul- www.bygningskultur.dk turarven for den enkelte ejer77
  • 77. ALBERTSLUND SYD ER KULTURARVAlbertslund Kommune har i forbindelse med byfornyelse i Albertslund Syd etableretet tæt samarbejde med det lokale museum om kortlægning af såvel materiel somimmateriel kulturarv i bydelen. Kortlægningen har bidraget til at give fornyelsesind-satsen retning og sikret opmærksomhed på bydelens kulturarv.Albertslund Syd er eksempel på det totalplanlagte boligområde fra dengang, velfærdssta-ten var i sin vorden med drømme om lige muligheder til alle. Mange danskere har i løbetaf livet haft deres daglige gang i et lignende område, men på trods af dette opfatter de fle-ste mennesker stadig ikke sådanne områder som en del af vores kulturarv.Dette ønskede aktørerne i byfornyelsesindsatsen "Syd 2020" at gøre op med. I forbindelsemed en gennemgribende byfornyelse af Albertslund Syd er blandt andet de såkaldte ka-nalhuse energioptimeret gennem udskiftning af de kendetegnende hvide eternitfacader.Ved at gøre brug af mere organiske materialer som skiffer samt forskellige farvegreb ogmoderne altanløsninger søgte man samtidig at nedbryde den store og ensartede skala, somkanalhusene og den resterende montageplan udgjorde.Indsatsen omkring de ændrede facadeløsninger blev kimen til øget lokal interesse for,hvilke særlige værdier og kulturhistoriske spor en montageplan som Albertslund Syd in-deholder, og hvordan de kan sikres for fremtiden. For at sikre en fælles forståelse formontageplanens kulturarv indledtes derfor meget tidligt i byfornyelsen et tæt samarbejdemellem Albertslund Kommune og det lokale museum Kroppedal.I en erkendelse af den massive skala, som den helhedsplanlagte montagebebyggelse udgør,samt de energimæssige udfordringer byggeriet stod overfor, var det ikke en rigid beva-ringspolitik, parterne havde fokus på, men snarere spørgsmålet om, hvordan man med enstørre viden om byens kulturarv kunne præge byen i en god retning. Fokus blev rettet på,hvordan fortællingen om de drømme og visioner, der lå bag bebyggelsen kunne bidrage tilet forbedret image omkring bydelen og en øget lokal stolthed.De elementer, som museet anbefalede kommunen og de øvrige aktører i byfornyelsen atsikre, var derfor heller ikke enkeltstående bygninger eller særlige materialeløsninger, mensnarere planens hovedstruktur med dens skarpe trafikdifferentiering og hierarki af udea-realer samt de atmosfæriske kvaliteter og kendetegn, hvor bl.a. beplantningspolitikkenspiller en stor rolle.Blandt de erfaringer, både kommune og museum gjorde sig, var, at der i montageplanenvar behov for at udvikle det greb, hvormed man kortlægger, udpeger og italesætter beva-ringsværdier. Metoden kan minde om en KIP-registrering, hvor der tages udgangspunkt i78
  • 78. eksisterende kortmateriale og eksisterende planer, men i Albertslund Syd var der behovfor også at få begreb om den bagvedliggende historie om, hvorfor kvarteret ser ud, som detgør i dag, og i hvilken retning henholdsvis politikere og beboere ønskede at kvarteret skul-le udvikle sig. Her blev det lokale museum Kroppedals samlinger samt interviews med delokale beboere vigtige kortlægningsgreb. I Albertslund Syd var der på forhånd stor viden om den materielle arv – om bygningernesog planens baggrund, mens det var netop viden om, hvad der havde skabt bydelen overtid, herunder beboernes fortællinger eller den immaterielle kulturarv, som aktørerne hav-de behov for at systematisere. Det var fortællingerne om hvorfor kvarteret ser ud som detgør i dag, hvordan planen var blevet tilegnet igennem tiden, hvordan beboermønstret hav-de udviklet sig, og hvordan områdets identitet var dannet.Gennem opsøgende arbejde blandt både beboere og embedsmænd blev historierne ind-samlet. Det var disse historier, der satte museet og kommunen på sporet af den genanven-delsespraksis, som byfornyelsen skulle imødekomme og som udpegningen af de bærendefortællinger måtte tage hensyn til. Albertslund Syd er kulturarv Albertslund Kommune, Syd 2020, Kroppedal Museum 2009 I forbindelse med Masterplanen for boligrenovering i Alberts- lund Syd Læs mere Kortlægning af materiel og immateri- www.masterplansyd.dk el kulturarv giver retning for byforny- Indenrigs- og Socialministeriet 2009. Kulturarv som et aktiv i elsen byfornyelse.79
  • 79. HELHEDSPLAN FOR PRIORPARKEN OG VIBEHOLMI tæt samarbejde med det lokale museum har Brøndby Kommune udarbejdet enhelhedsplan for to ældre erhvervsområder. Helhedsplanen er et eksempel på enhelhedsorienteret tilgang til bevaringsgenstanden. Planen viser, hvordan bevaringaf strukturer, proportioner, facadeforløb og funktionelle elementer som overløbs-bassiner og afskærmningsgrønt, kan indgå som strategiske pejlemærker i forholdtil fortællingen om stedets udviklingshistorie og kulturarv.Priorparken og Vibeholm er ældre erhvervsområder med en central placering i Hoved-stadsområdet ved Motorring 3. Særligt Priorparken fremstår stadig, den dag i dag, med dehomogene bygnings- og vejstrukturer, der kendetegner datidens fabrikskomplekser. Er-hvervsområdet er opført af Nordisk Kabel og Tråd som kabelværk i starten af 1950erne oger kendetegnet ved sit rationelle forløb af bygninger. Med modtagelsen af de uforarbejdederåvarer i den ene ende af området og med forarbejdningsanlæg op mod modsatte ende,hvorfra den færdige produktionslinje blev fragtet ud i verdenen.Fingerplanen fra 2007 åbnede mulighed for, at der kan ske en intensiveret udnyttelse afområderne omkring en eventuel, kommende ny station ved Priorparken & Vibeholm oglagde således op til en gentænkning af de to ældre erhvervsområder hvoraf Priorparken idag fremstår som en aflukket enklave. Der var lagt op til fortætning og en målrettet om-dannelse til kontorerhverv i forbindelse med etableringen af en ny S-togstation. Ønsket iBrøndby Kommune er at åbne industriområderne og omdanne dem til nye bydele, der skal"drage nytte af hinanden og samtidig bidrage til at fremme en sammenhængende og tætby, som er tilgængelig og bæredygtig." (Brøndby Kommune 2009: 10)I en fornyelse af ældre erhvervsområder er den nemme løsning ofte at rive de besværligebygninger ned og bygge nyt på de attraktive grunde. Brøndby Kommune har imidlertidvalgt at bygge med og ikke imod det eksisterende for at bevare og bygge videre på et væ-sentligt kapitel i kommunens historie. Industrihistorien har været afgørende for udbyg-ningen af kommunen og forstås derfor som en vigtig del af den kommunale identitet. Her-til kommer, at Priorparken kulturhistorisk set er et af Storkøbenhavns vigtigste industri-miljøer.Ved en indledende besigtigelse af områderne oplevede byplanlæggerne, at især Priorpar-ken havde særlige kvaliteter. "Områdets wow-effekt ramte os, og det stod klart, at der varnoget at bevare", forklarer projektleder Birgitta Hjort Hansen, der derfor inviterede med-arbejderen fra det lokalhistoriske arkiv med ud i området. Der var ikke stemning for atarbejde med enkeltbygninger, for det var helheden der var interessant, forklarer BirgittaHjort Hansen og peger på, at området havde været omfattet af den samme lokalplan imange år. Selvom der var bygget nyt, også inden for de senere år, havde bygningerne80
  • 80. samme højde og proportioner som de oprindelige, ligesom både gadeforløb og afskærm-ningsgrønt var bevaret.Ifølge helhedsplanen skal Priorparken, med udgangspunkt i den eksisterende bebyggelses-struktur, udbygges og omdannes til et unikt, moderne erhvervsområde, der gennem sinsynlige historie tillige med nye byggerier vil kunne bidrage til moderne virksomheders be-hov for identitetsskabende rammer og branding.Hovedgrebet for Priorparken er at medtage nogle af de karakteristiske principper fra deneksisterende bebyggelse i den nye plan, såsom produktionsbygningernes volumener, ind-byrdes placering, vejstrukturen samt områdets markante afgrænsning til den omkringlig-gende bebyggelse. Samtidigt medtænkes en fremtidig genanvendelse til nye formål. Såle-des påtænkes eksempelvis overløbsbassiner flere steder bevaret med henblik på i fremti-den at udnytte de funktionelle og rekreative kvaliteter. Også de grønne strukturer blevmedtaget i planen, idet de kan fungere som åndehuller for de virksomheder, som kom-munen håber på at tiltrække.Visionen er, at kontrasten mellem gammelt og nyt, mellem de eksisterende industribyg-ninger, vejstrukturer og landskabelige træk og det kommende byggeri, bliver et trækpla-ster for fremtidige lejere og borgere i Brøndby kommune. Helhedsplan for Priorparken og Vibeholm Brøndby Kommune 2009 Forslag Brøndby Kommune: Helhedsplan Priorparken og Vibe- holm Læs mere: Bygningsarv som aktiv i fornyelsen www.brondby.dk af to erhvervsområder81
  • 81. 82

×