Roskilde musik.mag. 2009
Upcoming SlideShare
Loading in...5
×
 

Roskilde musik.mag. 2009

on

  • 1,323 views

 

Statistics

Views

Total Views
1,323
Views on SlideShare
1,320
Embed Views
3

Actions

Likes
0
Downloads
0
Comments
0

2 Embeds 3

http://bibzoomdk.wordpress.com 2
http://www.bibzoom.dk 1

Accessibility

Upload Details

Uploaded via as Adobe PDF

Usage Rights

© All Rights Reserved

Report content

Flagged as inappropriate Flag as inappropriate
Flag as inappropriate

Select your reason for flagging this presentation as inappropriate.

Cancel
  • Full Name Full Name Comment goes here.
    Are you sure you want to
    Your message goes here
    Processing…
Post Comment
Edit your comment

Roskilde musik.mag. 2009 Roskilde musik.mag. 2009 Document Transcript

  • ROSKILDE Foran Orange Scene, foto: Jens Dige / Rockphoto, Roskilde Festival Musik.mag med fokus på Roskilde’09 Juni-august 2009
  • Musik.mag med fokus på Roskilde Vi krydser fingre for festivalgængerne og sommervejret. Hvis I nu skulle have brug for en stille stund eller inspiration til mere musik, så har musik.mag i denne omgang både anbefalinger og artikler til festivalinspiration – God fornøjelse … Indhold Side 1 – Gallagher fortsat leveringsdygtige Side 12 – 1:3 Grib chancen Oasis er dårligere end deres egen selvforståelse Teknisk virtuose, knogleknusende tunge og med og bedre end deres rygte … begavede tekster, der kredser om økologi og overlevelse - Gojira Side 5 - Fleet Foxes Side 13 - Roskilde – flere anbefalinger En kombination af et lyrisk gennemført udtryk Fra Oh No Ono til Lucinda William. Fra M. Ward og en sikker musisk identitet … til Faith No More og Skambankt Side 9 – 1:3 Anbefaling Side 19 – Melankoliens store aristokrat Man kan ikke sige, man ikke kan lide det, hvis Til jer der skal høre noget! Selvom I ikke skal til ikke man har prøvet det! Roskilde. Musik.mag. special om Morissey Side 24 – Den melankolske rock Et kort rids af den melankolske rock og inspiration til videre lytning Redaktion: Thomas Damholt Jensen, Jens Laigaard, Gitte Lose, Jens Bang Petersen, Camilla Thomsen, Henrik Tuxen, Amalie Ørum Hansen (ansvh.red) Juni-august 2009
  • Oasis - Brødrene Gallagher er fortsat leveringsdygtige Oasis er dårligere end deres egen selvforståelse og bedre end deres rygte. Når Liam Gallagher som i Gaffa (okt 08) proklamerer, at bandet er i samme klasse som The Beatles og Pink Floyd er det lige så højt over overliggeren som Elkjær i EM 1984, men når visse kritikere rubricerer Oasis efter 1996 som værdiløst genbrug, er der til gengæld tale om en overdreven degradering, der langt fra yder musikken den respekt den fortjener. Af Henrik Tuxen, bragt på musikbibliotek.dk 2008 Fra venstre, sangskriver og storebror Noel og sanger og lillebror Liam Gallagher Ingen tvivl om at Oasis storhedstid var midt-90erne hvor de stormede ind på al verdens radiostationer og hitlister og pludselig rettede det globale rockfolks fokus mod Manchester, England, frem for Seattle, USA, hvor kikkertsigtet nærmest havde låst sig fast i en årrække. Britpop, med Oasis og rivalerne fra Blur i front, var et tiltrængt musikalsk pusterum, der bragte melodi og klassiske britiske musikalske dyder på banen igen. Ingen så larmende og brovtende som brødrene Liam og Noel Gallagher fra Oasis, der turede frem med uforfalsket kærlighed til The Beatles og gav lige så rendyrket finger til snart sagt alle på samtidens musikscene. De forstod om nogen arrogancens og selviscenesættelsens kunst, og bidrog med dagligt gossip til rock- og andet Juni-august 2009 1
  • tabloidpresse, enten om harske udfald mod konkurrenter på scenen, eller om interne stridigheder - og gerne regulære slagsmål - ofte mellem brødrene selv. De var den jævne mand og fodboldfans band, der var til at forstå og synge med på, helt i tråd med brødrenes arbejderklassebaggrund og Manchester City tilbedelse. Debutsensationen Definitely Maybe fra 1994. På nye gode flasker Men der havde ikke været basis for den mediestorm som tilfældet var, hvis ikke musikken havde noget at byde på - og det havde den. Arven fra The Beatles har fra dag 1 været uløseligt klæbet til Oasis, men sjældent var gammel vin leveret på så nye og gode flasker som på debutalbummet "Definitely Maybe" fra 1994. Liam brøler fra første nummer, 'Tonight, I'm a Rock'n'Roll star! , og det var netop hvad han var - en vaskeægte rockstjerne. Albummet var spækket med perler som Live Forever og Up in the Sky og på opfølgeren året efter (What's the Story)Morning Glory cementerede bandet sin stjerneposition med klassikere som Some might say, Wonderwall og Don't look back in Anger. Der var fart, fremdrift, kaos og kvalitet omkring gruppen, der brændte sit lys i begge ender for fuld skrue. Her var tale om ægte fanhysteri som ikke kunne siddes overhørigt, Juni-august 2009 2
  • hvilket blandt andet kunne opleves i K.B. hallen 1995, det tætteste undertegnede nogensinde har været - og sikkert kommer - på en Beatles koncert. Oasis var på alles læber, øjne og øregange. Skuffelsen Så alle sejl var sat til da Oasis i 1997 landede sit tredje album Be Here Now, der igen var et mediecirkus uden sidestykke. Indholdet levede dog langt fra op til indpakningen og var lidt af en musikalsk maveplasker. Der var ganske enkelt gået for meget kokain, almen partytime og musikalsk arrogance i foretagende. Friskheden og de fangende hooks var væk, i stedet kom et bedaget album fra en gruppe der syntes fanget ind af deres eget selviscenesatte medievirak. Kritikken var nådeløs, også internt, sangskriver Noel Gallagher betegnede for et par år siden Be Here Now som bandets dårligste til undertegnede. Det var vand på mange kritikeres mølle, der udelukkende så Oasis som et korttidsholdbart Beatles 'rip of' uden originalitet og kvalitet. Originaliteten har heller aldrig været Oasis' stærkeste side, men Noel Gallagher - og med tiden også broder Liam og andre bandmedlemmer - har evnet at skrive melodiøse og rockende tunes, der holder. Udlandet på retur Efter Be Here Now fulgte den psykedeliske og til tider noget slappe Standing on the shoulder of Giants. Oasis havde tidligere hittet globalt, også i det for engelske rockbands så sjældent erobrede territorium, USA, men på dette tidspunkt var amerikanernes - og store dele af resten af rockverdenens - begejstring for de gavflabede brødre Gallaghers musikalske meritter til at overse. Hjemme i England var - og er - de fortsatte urørlige superstjerner. Men i det brede udland var Oasis kommet som den frelsende sensation som alle elskede for at blive skudt ned som faldende stjerne få år senere. Men Oasis er bedre end sit med årene blakkede rygte. Vel er der langt op til såvel 60ernes største giganter som gruppens to første udspil, men senere plader viser mange oplivende momenter. Efter Standing on the Shoulder ... fulgte Heathen Chemistry som undertegnede ikke har lagt nævneværdigt ører til, og derfor skal fraholde sig fra konkludere på, men det var ikke et album der bragte Oasis tilbage til fordums popularitiet. Noel og Liam mistede noget af biddet efter den sensationelle start Juni-august 2009 3
  • Sandheden er løgn Med et kraftigt neddroslet internationalt forventningspres er Oasis til gengæld kommet stærkt tilbage på det seneste. Don't believe the truth fra 2005 er spækket med fede numre - og et album hvor humoren også skinner igennem, ikke mindst på den atypiske og Kinks-agtige single The importance of being idle - altså vigtigheden af at være luddoven og ligge på sofaen. I øvrigt en parafrase over den klassiske digter Oscar Wildes “The importance of being Earnest". Der er dømt såvel Beatles, fri kærlighed til alle som psykedelia på albummet, der er i besiddelse af en friskhed, umiddelbarhed og lyttevenlighed, der altid får sangen og smilet frem hos undertegnede. Dig out your soul Helt så vellykket er den aktuelle Dig out your soul ikke, men dog en udmærket skive med mange gode elementer, og på mange måder et band der har fundet sig selv. Det hårde, let mørke psykedeliske univers dominerer albummet, der stadig har mange Beatles referencer, men som først og fremmest er en gruppe der lyder som sig selv. Der er ikke dømt Fab Four eller Pink Floyd status, men brødrene Gallagher kan og har noget over sig, og når Liam på den aktuelle single Shock of the lightning synger 'come in come out tonight' tilsutter jeg mig første frase, 'I'm on the mothafucker' som Jules i Samuel L. Jacksons skikkelse udtrykker det i Pulp Fiction. 'Wonderful, fucking Oasis', brugte engelske Q magasine en gang som overskrift, og der er noget over sætningen. De er sindssyge, gale og ubehøvlede., men der banker et musikalsk hjerte og en tæft for fængende harmonier, der bare vil synges med på, i Noel Gallaghers sange som lillebror Liam formår at udtrykke så det siver ind i knold og krop. Oasis 2008 Lån Oasis cd'er på biblioteket her Hør Oasis på netmusik her Tjek Oasis’ officielle hjemmside her Juni-august 2009 4
  • http://991.com/newGallery/Fleet-Foxes-Fleet-Foxes-433077.jpg ”You run with the devil...” Af Jannie Lund, musikbibliotek.dk-skribent og studerende ved Danmarks Biblioteksskole I en kombination af et lyrisk gennemført udtryk og en sikker musisk identitet udfører amerikanske Fleet Foxes musik, som få gør det i dag, og uden hensyn til musiske trends eller tendenser. De er at finde på årets Roskilde Festival og er et band, man ikke må gå glip af, hvis man kan lide Juni-august 2009 5
  • kunstnere som Crosby, Stills & Nash eller endda The Beach Boys. Netop disse to referencer henfører til Fleet Foxes, for på samme måde som CSN og Beach Boys lægger bandet vægt på korarrangementer og en lyd som er tidløs. Bandet består af: Robin Pecknold, Josh Tillman, Casey Wescott, Christian Wargo og Skyler Skjelset. Household-Names Fleet Foxes kommer fra Seattle, USA, og ikke overraskende er bandets medlemmer vokset op med en kerneamerikansk musiktradition, nemlig country og folk, som udøvet af Hank Williams og senere kunstnere som Neil Young og Bob Dylan, og dette fornægter sig heller ikke i deres egen musik. Bandets mange lydmæssige referencer spænder fra genresammensætninger som rock/pop/indie/alternative/folk, og bandet bruger også elementer fra alle disse genrer, men hvis man overordnet skulle sætte genre på ville jeg sige, de befandt sig under genren indiefolk. Det er vigtigt at understrege netop folk-genren i bandets identitet, og den musikalske indflydelse fra barndommen, deriblandt Hank Williams og Bob Dylan, har sat sine tydelige spor, hvad angår den musiske identitet, jeg taler om i denne artikel. For i folk-genren gemmer der sig oceaner af udtryk, holdninger og følelser, og det er gennem disse man skal forstå Fleet Foxes. En kunstner som Bob Dylan gjorde, hvad mange andre som ham også gjorde, nemlig at fortolke. Han fortolkede en genre, der i mange år havde vundet stor indflydelse på visse mennesker i USA. Det der skete i 60’erne var at folk fik en revival, en revival som skyldtes nye upcoming kunstnere, der elskede genren og de ældre musikere, der udøvede den. De nye kunstnere tog genren folk og nyfortolkede den. Som eksempelvis Bob Dylan, der startede sin karriere med at spille gamle folk-klassikere som ”A Man of Constant Sorrow” for derefter at udbygge sit repertoire med egne kompositioner. Så stod de der, på coffeeshops i Greenwich Village, og derfra spredte genren folk sig som en steppebrand og kunstnere som Dylan og Joan Baez blev hurtigt ”household names”. På mange måder kan vi drage paralleller fra datidens musiske udvikling til den der foregår i dag. Der er nemlig sket det inden for de sidste 3 år, at selvom folk indadtil havde en prominent plads på musikscenen efter den succes datidens folk-stjerner havde, så gik genren mere eller mindre i stå. Dog udgav og udgiver de etablerede folk-navne stadig plader, men det er først inden for de sidste 3 år, der for alvor er sket et skift i musikken. Dette skift skyldes de selv samme faktorer, der fremskyndede folk-musikken i 60’erne, nemlig fremkomsten af nye kunstnere der udbygger genren. Det vigtigste element i denne nye folk-succes skal findes i nyfortolkningen, og her er Fleet Foxes blandt de førende inden for nyskabningen af en ny folk-bølge, der ikke kun er forbeholdt de små undergrundssegmenter, men også er bredt ud til den generelle befolkning. Juni-august 2009 6
  • Som tidligere nævnt anvender Fleet Foxes mange elementer fra det store folk-arsenal, der er blevet overleveret gennem tiderne, men det smukke og unikke skal ses i deres fortolkning af genren. De anvendte elementer i deres musik inkluderer bl.a. korarrangementer, der vækker minder om naturreligiøse hymner fra før vor tid, og dette kombineret med et tekstunivers, der også trækker veksler på et lyrisk univers, som kredser om folk-genren ved anvendelse af tekster om ”The Blue Ridge Mountains” og ”White Winter Hymnal” (hvilket i øvrigt også er to af de førende tracks på pladen). Det kan forventes af bandet på årets Roskilde Festival, at de optræder med et gennemtænkt, velspillet og meget organisk udtryk, der tager dig væk til en tid, hvor problematikkerne var anderledes og en tid, hvor moderniteten endnu ikke har gjort sit indtog i verden. Jeg kan kun anbefale, at man tager til denne koncert, for der er garanteret kuldegysninger og musik i høj kvalitet. Juni-august 2009 7
  • 1:3 den ekstremt energiske DJ-duo 2MANYDJS. Og det er – med rette – også under dette navn, den efterhånden legendariske mashup- Basta! compilation As Heard On Radio Soulwax Pt. 2 (2002) blev udgivet. Man kan ikke sige, man ikke kan li' det, hvis man ikke har prøvet det 1 Af Camilla Thomsen Soulwax – Most Of The Remixes (2007) Kald det en opsamling om du vil. Dette dobbelt-album samler, som titlen hentyder til, de fleste af de remixes Dewaele-brødrene har produceret gennem årene. Den fulde titel er dog ikke helt så nem at gå til, men siger ligesom det hele: Most of the remixes we've made for other people over the years except for the one for Einstürzende Neubauten because we lost it and a few we didn't think sounded good enough or just didn't fit in length-wise, but including some that are hard to find because either people forgot about them or simply because they haven't been released yet, a few we really love, one we think is just ok, some we did for free, some we did for money, some for ourselves without Jeg hedder Camilla Thomsen og arbejder på permission and some for friends as swaps but Odense Musikbibliotek. Her arrangerer jeg never on time and always at our studio in koncerter og holder liv i den elektroniske del Ghent. Punktum. af musiksamlingen. Det er svært at sige, hvad CD 1 indeholder de enkelte remixes, mens CD der lige præcis fanger mig musikalsk – men 2 er mixet sammen, DJ style. Albummet giver generelt er det skæve, smukke vokaler, et godt indtryk af måden de to brødre funkede rytmer, minimalistiske lydsammen- arbejder sammen på, og altid efter samme sætninger og bas så tung og mørk som opskrift: mere kul på! Personligt har jeg altid muligt. Jeg er altid på jagt efter nye, været fuldstændig grebet af deres remix af spændende lyde. Så ligesom med mad LCD Soundsystems ”Daft Punk Is Playing At forholder det sig sådan, at "man kan ikke My House”, som bare bygger op og op og op, sige, man ikke kan li' det, hvis man ikke har indtil den eksploderer i en musisk prøvet det". Basta! kraftpræstation af dimensioner. Dans, for satan, dans! Netmusik.dk 2MANYDJS http://netmusik.shop2download.com/cgi- bin/WebObjects/TShop.woa/wa/PSShop/Music Først lidt historie i korte træk: bandet Collection?id=1778689974 Soulwax består af brødrene David og Stephen Dewaele samt Stefaan van Leuven og Steve Slingeneyer. De har siden 1996 udgivet fem album under Soulwax-banneret. Når natten falder på, og klubfolket bevæger sig ud i mørket, skifter de to brødre ham og bliver til Juni-august 2009 8
  • 2 over feltet – og som de selv pointerer: Part of Hornby, Nick: 31 sange (2003) the weekend never dies. Det Soulwax’ke indsalg i denne, ja, ”essay- Bonus samling” er vel det nærmeste konkrete http://bibliotek.dk/linkme.php?ccl=lid%3D27 begreb, der umiddelbart falder én ind, 458904 stammer fra førnævnte As Heard On Radio Soulwax Pt. 2. Det er et mashup mellem Salt- n-Pepas ”Push It!” og The Stooges’ ”No Fun”. Selvom nummeret nok ikke er den mest funklende stjerne på himlen, giver jeg Nick Hornby ret, når han skriver: ”At mase hiphop og garage sammen på det samme nummer er lidt i stil med de skænderier, små drenge har om, hvad der ville ske, hvis Spiderman og Superman slog sig sammen” (s. 190). Det er en tekstlig udredning af et fænomen, der absolut skal opleves live. Bibliotek.dk http://bibliotek.dk/linkme.php?ccl=lid%3D24 788881 3 Soulwax – Part of the weekend never dies DVD (2008) Soulwax udgav sidste år DVD’en Part of the weekend never dies – en dokumentar, der skildrer livet på scenen og på landevejen imellem de mange, mange scener. Hvor Beastie Boys filmede én koncert med 50 kameraer, filmede Soulwax 120 koncerter verden rundt med ét kamera. DVD’en indeholder både turnédokumentar, interviews med kolleger og en Nite Versions-koncert fra den berømte London-klub Fabric (og 120 andre steder…). Man kommer ind under huden på de energiske belgiere, og den fragmenterede klipning står perfekt til musikken, turnélivet og Soulwax- sindstilstanden i det hele taget. Tænk bare tilbage til februar, hvor brødrene overtog Rob Da Banks show på Radio One, og begik ”Introversy”, hvor de spillede 420 introer på 60 minutter (!!!). Soulwax/2MANYDJS er ikke for folk med svage nerver. Der skal simpelthen være fart Juni-august 2009 9
  • 1:3 historierne trykt i bladet Metal Hurlant / Heavy Metal, kunne det passe bedre? Grib chancen 3. http://www.myspace.com/gojira Musikbibliotek.dk vil i dette musik.mag. anbefale 1:3. Det betyder, at du i denne Netmusik.dk må virkelig til at oppe sig lidt, da omgang anbefalinger får noget til både sitet i øjeblikket kun tilbyder et enligt track øre og øje … Prøv det! med Gojira fra deres album nummer to. Heldigvis kan man få meget mere Gojira på YouTube og deres officielle hjemmeside på Af Jens Laigaard MySpace. Og så kan man bestille deres cd'er på det nærmeste bibliotek. 1. http://netmusik.shop2download.com/cgi- bin/WebObjects/TShop.woa/wa/PSSearch/sim Om Jens Laigaard ple?q=gojira&filter=all&WOURLEncoding=UTF -8 Grib chancen for at opleve franske Gojira, som lige nu er et af de hotteste navne på metalscenen. De fire unge herrer ser anonyme ud og er ikke godt stof for sladderpressen. De er kommet frem alene ved at kunne spille. Teknisk virtuose, knogleknusende tunge og med begavede tekster, der kredser om økologi og overlevelse. Blandt deres mest hengivne fans er Max Cavalera og Lamb Of God - og efter deres sæt på Roskilde kan man tilføje en del tusind skandinaver, vær sikker på det. "Easily one of the most cutting-edge bands on the planet," skriver Metal Hammer. Hør selv den 3. juli, vær på plads! 2. http://bibliotek.dk/vis.php?origin=kommando &term1=po%3Ddruillet&target%5B%5D=dfa _folk Mens man varmer op derhjemme og Gojira tordner i ørerne, vil det være fint at fodre Er forhenværende forfatter og arbejder som øjnene med en vild fransk tegneserie. I musikbibliotekar i det vilde vesten (Herning 1970’erne var Philippe Druillet også cutting- Bibliotekerne). Holder af old school metal, edge med sine science fiction-historier, der hard rock, blues, pop, folk, klassisk og det var brutale, psykedeliske og lagde sig tæt op meste andet musik. Tåler dog ikke jazz og ad plakatkunst. Visuelt festfyrværkeri. De kan opera. Bor sammen med tre mennesker og to stadig lånes på biblioteket. Oprindelig blev katte - min familie. Juni-august 2009 10
  • 1:5 Yeah Yeah Yeahs. Dengang kendte jeg ikke The Pains of Being Pure at Heart, men jeg blev til gengæld ellevild over nyheden om Yeah Yeah Yeahs’ kommende optræden. I 5 klassiske anbefalinger til din foråret stødte jeg imidlertid på det lange navn Roskildefestival igen, da jeg i London havde glæden af at høre dem optræde på spillestedet The Lexington. Af Rasmus Elmelund Her leverede de et brag af en rockkoncert, som gør, at jeg på det allerkraftigste anbefaler dem til årets Roskilde. Musikken beskrives bedst som en vellykket cocktail af mørk, indadvendt 80’er-indie a la Joy Division, The Cure og My Bloody Valentine samt det mere ekstroverte og tyggegummiagtige pop som Alphabeat eller måske MGMT. Frontfiguren Kip Berman og hans bandkammerater supplerer denne fine – og i øvrigt yderst dansable – sound med tekster, der faktisk både rummer dybde og poesi. Dette gør sig især gældende for nummeret ”Young Adult Friction”, som fortjener skyhøj anerkendelse. Fleet Foxes Fleet Foxes er et hypet femmandsorkester fra Seattle, der spiller uforligneligt velklingende indie pop, som, ifølge dem selv, er inspireret af barokken og den amerikanske folkmusik. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2008 indeholder ikke nogen oplagte radiohits, men fungerer derimod som en organisk helhed, der emmer af forår, harmoni og skønhed. Det samme gør sig efter sigende gældende for deres liveoptrædener, så jeg skruer mine Rasmus Elmelund blev student sidste sommer forventninger til Fleet Foxes helt i top. og har siden da brugt det meste af sin tid på at nyde musikken og kunsten i hele verden; primært i Nordeuropa, i Østasien og på Oh No Ono Australiens østkyst. For tiden arbejder han På en solskinseftermiddag i 2007 overværede som pædagogmedhjælper i Randers, men jeg det dengang purunge popband Oh No Ono engang efter Roskilde 09 er hans plan at spiller deres til dato største koncert på uddanne sig som journalist... Roskildes Odeon-scene. Dengang præsterede de en ganske gedigen koncert og udstrålede under hele akten rigeligt sympati og The Pains of Being Pure at Heart taknemmelighed. Nogen særlig kunstoplevel- New Yorker-gruppen med det besværligt se blev det dog aldrig. Knap to år senere lange navn blev præsenteret på Roskildes oplevede jeg samme ensemble (dog med ny spilleliste på samme tid som blandt andre pianist) i Musikhusets store sal til SPOT- Juni-august 2009 11
  • festivalen i Århus. Her fremførte gruppen scoop, og der er i sandhed dømt folkefest på samtlige numre fra deres nye – og til dato Dyrskuepladsen! mest ambitiøse og vellykkede – album ’Eggs’. En koncert, der ganske vist delte vandene, men som for mig var SPOTs højdepunkt. Bandets udvikling og modning er helt exceptionel, og jeg ser virkelig frem til at se, om de mon skulle have udviklet sig yderligere, når tiden kommer til, at de atter indtager Roskilde. St. Vincent For de fleste vil St. Vincent formentlig blive et nyt bekendtskab på Roskilde, men sangerinden Annie Clark, som gemmer sig bag kunstnernavnet St. Vincent, er hverken særlig ny eller ueffen i branchen. Hun har to albums på bagen, hun har optrådt med etablerede kunstnere som Death Cab for Cutie, Television og Arcade Fire, og så er hun for nylig blevet rost til skyerne af det toneangivende musikmagasin Pitchfork – blandt andet med det ærefulde prædikat ”best new music”. Og roserne er aldeles berettigede; St. Vincent er en kunstner af sin helt egen kaliber. Enhver med forkærlighed for englesmukke og fløjlsbløde vokalarran- gementer samt underfundige musikalske detaljer vil ikke gå forgæves! Malk De Koijn Sidst, men alt andet end mindst, bør man ikke misse den legendariske raptrio Malk de Koijn. Sommerens koncert bliver Blæs Bukki, Geolo G. og Tue Tracks første liveoptræden sammen i mere end fem år, da de siden 2004 har holdt en slags kunstpause. Endnu er det uvist, om gadedrengene har nye rim og rytmer i ærmet. Selvom det ikke skulle være tilfældet, vil de utvivlsomt kunne tilfredsstille det brede publikum med de mange udødelige klassikere fra deres to studiealbums. Hvem husker ikke ”Ørkenstorm”, ”Musclebundt”, ”Kosmisk Kaos” – for da slet ikke at nævne ”Vi tager fuglen på dig”? Roskilde Festival har med bookingen af Malk de Koijn begået årets Juni-august 2009 12
  • Guitar, dobro Lucinda Williams – fordi hun er en kæmpe indenfor den moderne og vokal country/folk, og hendes stemme formidler et budskab der i samspil med musikken tager genren til nye dimensioner. Af Jannie Lund, Danmarks Biblioteksskole M. Ward – fordi han formår at holde enkeltheden i skak. Hans minimalistiske indspilninger understreger hans troværdighed, og han er et godt eksempel på singer/songwriter genren på sit højeste. Mit navn er Jannie Lund, jeg er 24 år gammel og er forsanger i bandet Priscilla White. Jeg læser på Danmarks Biblioteksskole og er ved at uddanne mig til musikbibliotekar. Al min fritid går med musik, især pga. mit band Priscilla White, som spiller country/folk. Fordi jeg spiller den genre hører jeg rigtig meget musik der ligger derunder, bl.a. Ryan Adams, Fleet Foxes og Emmylou Harris. Jeg spiller den slags musik, fordi jeg elsker den måde musikken bliver så organisk på, og anvendelsen af guitar, dobro og vokal. Hvis du kan lide den samme musik som mig, kan jeg anbefale dig følgende 4 koncerter på årets Roskilde Festival: Fleet Foxes- fordi hele deres udtryk tager dig på en tidsrejse tilbage til datidens USA. Cody – fordi Kasper Kaae’s musiske udtryk er helt unik for den danske musikscene, og bandet spiller country med et moderne twist. Juni-august 2009 13
  • Fem anbefalinger Af Henrik Tuxen Oasis Brødrene Gallagher er både værre og bedre end deres rygte. Efter eget udsagn er de guds gave til musikindustrien, på højde med koryfæer som The Beatles og Rolling Stones. Det er ikke tilfældet. Til gengæld er de langt bedre end rygtet som det nye Status Quo – altså bandet med to korte skud i bøssen og senere uendelige baner løst krudt. OK, debutten Defenitely Maybe og opfølgeren What’s the Story Morning Glory, fra midt 90erne, udgør fortsat kronjuvelerne i kataloget men efter et par slappere år, er gavehovederne fra Manchester kommet godt efter det igen. Den psykedeliske Dig out your soul fra 08 bød på mange fine og nye toner fra kvartetten, og forløberen, Don’t beleive the thruth, viste sig som lidt af en nyklassiker, der da også blev en massiv succes i hjemlandet. Lillebror Liam kan fortsat vrænge fornærmet i front og storebror Noel kan stadig skrive fodbold ’sing-a-longs’, der kan – og skal – skråles med på af fuld hals. To elementer der nok skal sikre fest, for fuld udblæsning, foran Canopy Scenen fredag aften. Skambankt Norges svar på Motörhead er en sikker festivalsoptur. De garvede nordmænd høvler tappert derudaf som var såvel myseost som langrendsski ved at blive taget fra dem. Skambankt, med Juni-august 2009 14
  • Kaizers Orchestra guitarist Terje Vintersø i front, buldrer af sted med punkmetal ad libitum, samfundskritiske paroler og generel galgenhumor – og det på den fede måde. Skambankt har gjort det før – altså sejret på danske festival arenaer, det være sig på Spot som Roskilde. I år gør Ted Winters, Tom Skalle, Don Fist og Hanz Panzer det givet igen, når kvartetten gør klar til kamp på Odeon, fredag aften. Mars Volta Nutidens svar på Frank Zappa & The Mothers. Totalt vanvittig og uforudsigeligt sammensat rockmusik, der hiver selv den mest garvede lytter ud af takt. En turbine af lyde, indtryk, taktarter, breaks og instrumenteringer. Musik der, som en anden rodeotyr, forsøger at kaste lytteren af sig, og i vid udstrækning lykkes med ævred. Uforudsigelige, ekvilibristiske, voldsomme - og ikke mindst humoristiske – improvisationer, der nok skal få drejet hoved og ører på en og anden festivalgænger. Bandet vandt i 2009 en Grammy i kategorien ’Best Hard Rock Performance’ for sangen Wax Simulacra og blev i 2008 kåret som bedste ’Prog Rock Band’ af Rolling Stone. Mars Volta Faith no more Mike Patton er en garvet Roskilde-veteran og i år er multimusikeren så tilbage i front foran sit, nu gendannede, kongeskib, Faith No More. Et hårdtslående og eksperimenterende orkester, i grænselandet mellem metal, jazz, hip hop og punk, der satte sit massive præg på rockscenen, specielt, i start 90erne, og som, paradoksalt, fik et kæmpehit med en coverversion af Lionel Richie’s ultra bløde Easy. Sidst undertegnede så Faith no More var i hjembyen San Fransisco i 1997, forrygende! 2009 på Roskilde bliver givet et energisk og bevæget gensyn. Tim Christensen Ok, ham kan vi jo altid se, vil du nok mene. Og, ja det er da lidt mere eksotisk at se Mars Volta, Fleet Foxes eller Eagles of Death Metal, når nu lejligheden byder sig, end vores egen Tim C., der oven i købet er midt i en større dansk sommerturné. Men der er to vægtige grunde til at lægge vejen forbi Arena når Tim & Co. giver los lørdag eftermiddag. Dels har (danske) artister det med at yde deres bedste på netop Roskilde Festival og dels da bandet er i ganske forrygende form i Juni-august 2009 15
  • øjeblikket. Orkestret har lidt af bagkatalog i ryggen, nu da Tim også har åbnet op for godterne i Dizzy-posen, som ellers lå hengemt de første mange år af solokarrieren. Bandet er der, lyden er der, overskuddet er der, energien er der, sangene er der og - ikke mindst – publikum er der. Vær parat til velkendte toner og en oplevelse ud i det sublime, når fællessangene bølger ud fra Arenas legendariske telt, lørdag kl. 14. Juni-august 2009 16
  • Morrissey – melankoliens store aristokrat Anglofilernes helt store ikon var i byen med en koncert i Store Vega den 23. oktober 2003 - lad lejligheden være et alibi for et par ord om at vokse ud af 80erne med den kunstneriske værdighed i fuld behold. Og en kort introduktion til The Smiths og Morrissey med en samlet vurdering af alle deres udgivelser Af Karsten Olesen, bragt i musikbibliotek.dk 2003 80erne? Ja, hvad skal vi med dem i dag? for siger puddelhundehår, hyttesko og en et-sikkert- dansehit-formular sat på simple synth-toner os overhovedet noget mere? Er den tid for os nu overhovedet andet og mere end effekter på loppemarkeder og kitsch? Hvad angår musikken er det i den forbindelse yderst tankevækkende så ofte at det netop er din "Greatest Hits Of The 80’s" der bliver sat på til fester, men det viser jo netop at man skal have noget under vesten for at komme i øjenhøjde med den tids musik? Men der er jo altid bud efter lyd til fester, så utallige er de grupper der fra dengang er blevet gendannet igen i dag - for de fleste vender de tilbage som en godt betalt og komplet og pinlig parodi (ingen nævnt, ingen glemt!), men andre har faktisk fået sig en troværdig og opdateret revival - Kylie Minogue f.eks. Og så er der andre der hele tiden har været der, i det små og uden de store armbevægelser i frustration over at tiden er en anden, de er bare til, fordi deres kunstneriske udtryk simpelthen er ægte. Af (de få) eksempler er The Cure, Pet Shop Boys og en Hr. Steven Patrick Morrissey fra kulbyen Manchester, England. The Smiths I midt 80erne fandt Morrissey sammen med den gudsbenådede guitarist Johnny Marr og de dannede med bassisten Andy Rourke og trommeslageren Mike Joyce (tilsammen er de to sidste i øvrigt mere end ofte blevet kaldt for den bedste rytmesektion nogen sinde inden for rocken - man har lyst til give dem ret) kollektiv omkring bandet The Smiths til et projekt der til al evighed har forandret opfattelsen af intelligent pop. En nylig undersøgelse i NME f.eks. satte deres indflydelse- og inspirationsgrad højere end The Beatles! Sammen stod Morrissey og Marr nemlig for et bagkatalog af frygtindgydende gode sange med altid fremragende melodier fra Marrs side og påsat højest pirrende ordmønstre i et sært ironisk, sarkastisk, poetisk og aristokratisk engelsk - alt sammen inspireret af Oscar Wilde og som hos ham oftest omhandlende sortsind (som sagt er Manchester en sort kulmineby!) hos den af kærlighed kæntrede eller om den envejsforelskedes kluntede lige-ved-og-næsten oplevelser, men også med skarpe politiske udfald mod f.eks. det engelske borgerskab og, især, det engelske kongehus samt ikke mindst en stærk, ja nærmest fundamentalistisk, holdning til det at være vegetar. De lange titler alene er legendariske for deres store vid og dybe bid og her skal der da kun lige nævnes et par eksempler: "Heaven Knows I’m Miserable Now", "Some Girls Are Bigger Than Others", "Barbarism Begins At Home", "Shoplifters Of Juni-august 2009 17
  • The World Unite" og "Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before"! Fem albums blev det til, hvoraf The Queen Is Dead (86) går som det generelt accepterede hovedværk, og med svanesangen Strangeways, Here We Come (87) som tronarving til titlen hos de fleste dedikerede fans, som f.eks. undertegnede. Vi ved det ikke men bruddet i The Smiths har sikkert været bittert (bruddet var i hvert fald bittert for os fans!) for titlen til Morrisseys debut, Viva Hate (89) skulle angivelig netop henvise til Marr og til det forliste projekt for hvilket de dødeliges himmel tydeligvis var så lavt som projektets gulv mulighederne syntes ganske enkelt uendelige. Morrissey har siden lavet seks ordinære albums og et hav af opsamlinger af a- og b-sider. Hans teknik er at samarbejde med skiftende musikere der sender ham demoer som han så vælger fra og sætter tekster på. Sparringspartnerne bliver skiftet ud og sat ind så de altid danser helt og aldeles efter mandens pibe, og således arbejder han lige p.t. sammen med Boz Boorer og Alain Whyte, som også er med ham på tour. Den enevældige selektion sikrer naturligvis ikke noget frodigt forum for den mere kritisk funderede musik, så derfor går formen, ikke overraskende, fra det overvejende ordinære med plader som Kill Uncle (91) og Southpaw Grammar (95) og indimellem (94) kommer så det absolutte mesterværk i solo-regi i form af Vauxhall And I, der er en sand tour de force i sjælden inspiration og stor tekstlig overskud. De musikalske udtryk er dog samlet udviddet betragteligt siden The Smiths tiden med den rene, og i øvrigt fremragende, rockabilly plade Your Arsenal (92) og med Soutpaw Grammar fik vi en næsten ren rockplade. Fordi han så åbenlyst dikterer alle, også sine pladeselskaber, har han siden 97?s hæderlige Maladjusted stået uden kontrakt med et modigt pladeselskab, men det var en fyldt Store Vega så pivende ligeglad med her den 23. oktober. Koncerten Vi startede med den klassiske entre fra Smiths tiden, hvor Morrissey straks bliver overdænget med blomster fra de første rækker, primært nelliker. De næste knap halvanden time bliver vi så gudsbenådet med en yderst velvalgt sætliste af bagkataloget, af enkelte Smiths numre og af overraskende mange nye numre, som angivelig bare lige mangler en underskrevet kontrakt for at ende som andet end spor på de utallige bootlegs der cirkulerer fra hans koncerter. Morrisseys tilgang til numrene var overraskende aggressiv og afslører en ægte drift efter at komme ud med et budskab, med at synge sangene hjem. Entreen foregik da også til en særegen gang, der angivelig skal ligne en pastiche på en af mandens andre helte i form af den unge døde James Dean, men nu mest minder om Elefantmandens i David Lynchs udgave (!), hvor fødderne skraber efter sig, og hvor armene holdes krumme ind til brystet! Og alligevel bliver han så regnet effektivt til med blomster! For foruden faktisk at være meget forfængelig har Morrissey alligevel aldrig været bleg for at vise at han, bag forgudningen fra de dedikerede fans, faktisk også er et ganske almindelig menneske der midt i 80ernes nærmest sygelige imagepleje kunne forarge ved at bruge briller på promo-billeder eller for senere igen at bære plaster ved en anden promo-session. Det er denne lige blanding af sikker tiltro til eget værd og en let ironisk distance til det hele der, mener jeg, gjorde at publikum denne aften ikke bare var gamle fans alene, men derimod også et stort og sundt kontingent af nye fans der på den ene side er så uendelig trætte af maskinproducerede "stjerner", men alligevel er åbne for idoldyrkelse af et så beundringsværdigt menneske som f.eks. Morrissey. Og sandt at sige er Morrissey da også den eneste kunstner, jeg nogensinde selv har dyrket, som var jeg en uhæmmet lille teenager, og jeg er sgu stolt af det! Og det var publikum tydeligvis også. Juni-august 2009 18
  • Fans'ne Og Morrissey har så sandelig et massivt kultfølge hvoraf nogle er så dedikerede som handlede det om livet selv: Efter fjerde nummer, "Hairdresser On Fire", skyggede Morrissey med hånden og ledte tydeligvis efter en eller anden på forreste række, og hurtigt fik vi et lille og beskedent udbrud ved navnet "Julia". Et optrin som der næppe var mange der lagde mærke til. Og i sidste vers af "Late Night, Maudlin Street" rakte han så hånden ud til en pige allerforrest og ændrede slutteksten fra den originale "Oh truly I do love you" til "- and Julia I do love you"! Julia Riley er en legendarisk fan, der i samme stil som Grateful Deads såkaldte "deadheads", simpelthen rejser verden rundt til samtlige Morrisseys koncerter! Desværre fik jeg ikke set hende ordentligt ud, men fascinerende er det i hvert fald at Morrissey i den grad bekymrer sig om et enkelt menneske i flokken. Og det er jo præcis det en perfekt koncert gør ved dig - den rammer dig indvendig som var hver strofe sunget til dig, og kun dig. Og Morrisseys kommunikation med publikum er da også et underholdende kapitel for sig, f.eks. kan han finde på takke for begejstrede klapsalver med et højt og affekteret "Thank YOU - for Elvis"! (efter "The World Is Full Of Crashing Bores") eller et "Thank you everybody except YOU at the back"! (efter "Everyday Is Like Sunday"). Han kan også være lynende selvironisk med det overstadige kor af kernefans og deres uendeligt repetitive "Morrissey! Morrissey!" ved med et strengt rævesmil at svare "I know my name"! (efter "November Spawned a Monster") eller "You don’t know who I am, I could be The Sugarbabes, I am a sugarbabe"! (efter "Alsatian Cousin"). Han kan også henvende sig direkte og impulsivt til en tilfældig forrest og sige "I’ve been waiting for you to call me”, ”where’ve you been"! (efter "Sister I’m a Poet"). Hvis en enkelt fan skriger et enkelt skingert "Morrissey!" kan han svare med overbærende "No happiness?"! Derfor elsker vi ham og derfor er en koncert med Morrissey altid uforudsigelig, speciel. Musikken Jeg har kun oplevet Morrissey en enkelt gang før, koncerten i Den Grå Hal 23. oktober 1999, og dengang var han helt og aldeles fokuseret på at bruge al energien på at kommunikere til publikum, ikke kun imellem numrene men også i sin sang og i sit show, og det var nok en bedre ide end at bruge så meget krudt på en aggressiv kropsholdning, der denne gang desværre gjorde at man havde indtryk af to tydelige niveauer og segmenter blandt publikum: Fansne og dem der kun var kommet for at se giraffen. I Den Grå Hal smeltede begge grupper sammen i festen, det gjorde de desværre ikke helt denne gang. Og faktisk var lyden heller ikke den bedste, så af enkeltnumre var det egentlig kun det sidste nummer i den ordinære sætliste, "Speedway", der kom helt ud over rampen med den samme suverænitet som hele 99 koncerten. Ærgerligt. (Næsten) alle sang med på The Smiths numrene, især det fantastiske ekstranummer "There Is A Light That Never Goes Out" ("and if a double-decker bus / crashes into us / to die by your side / such a heavenly way to die"!) og de fleste sang med på de store hits i solo-regi, her især "Everyday Is Like Sunday" og "Suedehead". Få sang med på koncertens fire sprit-nye numre ("The First Of The Gang To Die", "I Like You", "The World Is Full Of Crashing Bores" og "Irish Blood, English Heart") af gode grunde, eftersom de kun er spillet live, men hvilken stor energi ligger der ikke i dem! Og hvilken energi ligger der ikke i teksterne (fra kraftig politisk kost som f.eks. "I've been dreaming of a time / when to be English is not to be baneful / to be standing by the flag, not feeling shameful / racist or racial" i "Irish Blood?" og over stor poesi i de fantastiske linjer "You Juni-august 2009 19
  • have never been in love until you’ve seen the stars reflect in the reservoirs / And you have never been in love / Until you’ve seen the dawn rise behind the home for the blind" i "The First Of"). Det er som om manden står i et vadested på vej ud af skyggen fra sin eget mægtige bagkatalog og er på vej frem mod noget oprigtigt nyt med en energi og et kraftigt budskab som måske til koncerten gik lidt ud over showet, men som lover fantastiske ting. Når kontrakten er i hus. Og jo så: Der er så sandelig noget vi stadig kan bruge fra 80erne! Kort karakteristik af alle de ordinære The Smiths og Morrissey plader inklusive de vigtigste opsamlinger: The Smiths: The Smiths (84) Det er svært at overvurdere denne plade - måske især dens enorme betydning. Allerede åbninglinjerne på det første nummer, "Reel Around The Fountain", afslører os at vi med Morrisseys skriveri har med noget helt specielt både som skribent og som menneske, som skæbne at gøre: "It’s time the tale were told / of how you took a child / and made him old". Afslutningsnummeret "Suffer Little Children" handler i øvrigt om de brutale såkaldte "moors-killings" fra hånden af seriemorderne Ian Brady og Myra Hindley på børn begravet i moserne omkring Manchester ("Oh, Manchester so much to answer for"). Morrissey og The Smiths blev skarpt kritiseret for at drive profit på skæbner, men Morrissey fik dog lejlighed til at forklare sig til et af ofrenes, Leslie Ann- Downey, mor og blev venner med hende. Siden lærte han dog at stile sit spiddende skyts lidt mere indirekte. Vurdering: 4/5 The Smiths: Meat Is Murder (85) Den svære anden plade som måske som helhed er en oplevelse, men det er desværre ret umuligt at tale om nogen deciderede enkeltklassikere eller numre der på anden vis skiller sig ud. Måske lige med undtagelse af titelnummeret som Morrissey stadig spiller som gjaldt det hele verden for ham. Hvad det da også gør eftersom han er fundamentalistisk vegetar (bl.a. nævnte han til koncerten i Store Vega at han så mange med pels i København, og fortsatte med en uhyggelig katteaccent: "Fuuurs! Fuuurs! Fuuurs! Eeeevil! Eeeevil! Eeeevil!") byd nu endelig ikke den mand hjem på flæskesteg med brune kartofler og rødkål! Vurdering: 3/5 The Smiths: The Queen Is Dead (86) En så propfyldt samling af hits at man skulle tro det var en greatest - det er det ikke! Her er den mest følsomme ballade i bagkataloget, den uendeligt smukke "I Know It’s Over" ("if you’re so terrible good looking / then why do you sleep alone tonight?") over veritable pop-standarter som "Bigmouth Strikes Again", "The Boy With The Thorn In His Side" og det klassiske soundtrack for en romantisk liebestod i form af "There Is A Light That Never Goes Out" ("and if a double-decker bus / crashes into us / to die by your side / such a heavenly way to die"). Vurdering: 5/5 Juni-august 2009 20
  • The Smiths: The World Won’t Listen (86) Som for de gode gamle tresserbands var The Smiths i studiet hver gang de havde et nummer eller to klar, og derfor kom der et hav af singler ud mellem hver ordinær plade. Dem finder man f.eks. en del af på denne opsamling, der også har en del hits inkluderet. Blandt a- og b-siderne er der virkelig meget guld at grave i, f.eks. "Panic" ("Hang the blessed DJ / Because the music they constantly play / IT SAYS NOTHING TO ME ABOUT MY LIFE") over min absolutte yndling i Smiths regi, "Half A Person" med det fantastiske omkvæd "And if you have five seconds to spare / Then I’ll tell you the story of my life: / Sixteen, clumsy and shy / That’s the story of my life". Vurdering: 4/5 The Smiths: Strangeways, Here We Come (87) Udgivet "posthumt" og skulle i den form angivelig ikke engang være færdig. Man kan kun drømme om hvilke grænser dette mesterværk ville have brudt hvis bandet virkelig havde fået lejlighed til at omsætte hele talentet. Egentlig er der ikke nogle enkeltstående perler (måske med undtagelse af "Death Of A Disco Dancer" og "Girlfriend In A Coma"), men til gengæld lykkes det eneste Meat Is Murder havde at byde på: At få en plade til at hænge sammen som et helt mesterværk. Vurdering: 5/5 Morrissey: Viva Hate (88) Kom i en ny udgave som den nu mest almindelige fødselsdagsudgave fra 1997 for selskabet EMI med en del ekstranumre af primært b-sider og et par live-numre. Allerede det første nummer, "Alsatian Cousin" ("Were he and you lovers? / And would you say so if you were?"), er hele pladen værd, og så først senere kommer de store hits som "Everyday Is Like Sunday" og "Suedehead". Pladen indeholder også Morrisseys lidet flaterende "hyldest" til Margaret Thatcher ("The kind people / Have a wonderful dream / Margaret On The Guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired / When will you die?"!). Vurdering: 4/5 Morrissey: Bona Drag (90) En opsamling af a- og b- sider (!) som er helt fantastisk med sine klassikere på rad og række som f.eks. "November Spawned A Monster", "The Last Of The Famous International Playboys" (om East End-gangsteren Ronnie Kray), "Hairdresser On Fire" osv., osv., osv. Vurdering: 4/5 Morrissey: Kill Uncle (91) Et af Morrisseys sjældne vildskud, men indeholder dog alligevel enkeltstående mesterværker som "Our Frank" og, især, "Driving Your Girlfriend Home". Resten er glemt lige så hurtigt som det flyver gennem det mellem ørerne der nok normalt burde kunne holde et bare nogenlunde indtryk fast. Vurdering: 2/5 Juni-august 2009 21
  • Morrissey: Your Arsenal (92) Efter den forrige plades nedtur var der mange overraskelser i vente med dette udspil: For det første var musikken helt og aldeles rockabilly, og for det andet fungerer det! Her er det synd at trække numre frem for andre men titlerne har man da lov til at smage på, f.eks. "The National Front Disco", "We Hate It When Our Friend Become Succesful", "You’re The One For Me Fatty"! Vurdering: 5/5 Morrissey: Beethoven Was Deaf (93) En live plade sammensat af to koncerter (selvom omslaget kun omtaler den ene i Paris, 22. december 1992 er der også sange med fra sættet givet i London et par dage forinden). Her er der et generøst bud på hits og perler fra bagkataloget, blandt andet undertegnedes næststørste favorit i form af den sortsynede og klaustrofobiske kærlighedssang (!) "Jack the Ripper": " Crash into my arms / I WANT YOU / You don't agree - But you don't refuse / I know you". Et helt fantastisk live- nummer som vi også fik her i Store Vega. Vurdering: 3/5 Morrissey: Vauxhall And I (94) Morrissey mesterværk, så simpelt bør det siges. Starter med den foruroligende intro "There’s gonna be some trouble"!, og har foruden tekstligt overskud også fantastiske melodier og her iblandt undertegnedes absolutte favorit til at mindes gamle - og dumme! - kærester: "The more you ignore me / The closer I get / You're wasting your time" lyder det på "The More You Ignore Me, The Closer I Get". Drømmernes store mareridt om kærlighed. Vurdering: 5/5 Morrissey: Soutpaw Grammar (95) Sammen med Kill Uncle er denne plade den eneste man nok bør lade være med at lægge under juletræet - den har status som en blød pakke. Er denne nok den mest rockede plade fra hånden af mesteren (og lad for guds skyld være med det!) er der dog et par håb i mørket: "Reader Meets Author" og "The Boy Racer". Vurdering: 2/5 Morrissey: Maladjusted (97) Det foreløbigt sidste udspil fra mesteren, og af en sådan beskaffenhed at hvis man så den frigjort fra resten af produktionen ville den være rigtig, rigtig god. Men når den nu lægges oven på bunken af noget af det vigtigste arbejde inden for den intelligente pop er den simpelthen ikke god nok. "Ambitious Outsiders" er for det første en titel på pladen og for det andet et fint navn til gode sange som "Alma Matters", "Roy’s Keen" (der ikke omhandler Manchester United’s Roy Keen, men en småpervers vinduesvasker!), og ikke mindst den onde "Sorrow Will Come In The End", som omhandler den bitre retssag han i den periode var ude i med trommeslager Mike Joyce fra The Smiths om rettigheder. Sangens stærkt truende tekster ("A man who slits throats / Has time on his hands / And I'm gonna get you") gjorde denne titel ikke figurerer på engelske udgaver af pladen! Vurdering: 3/5 Juni-august 2009 22
  • Den Morrissey giver et glimrende overblik over Smiths´/Morrisseys betydning. Denne indiescene lever i bedste velgående den dag i melankolske dag. I USA kom der i 80´erne et udtryk af den rock melankolske rock, hvor der var mere gang i guitarerne. Her var det navne som Sonic Youth, Hüsker Dü og Replacements der satte Af Karten Flugt, musikbibliotek.dk 2003 dagsordenen. Denne genre samt blandingen af lyden fra Joy Division og Smiths endte med Artiklen om Morrissey (se dette musik.mag) det der blev kendt som grunge. gjorde mig interesseret i at give et kort oprids af den melankolske rocks historie, som jeg Her blev Kurt Cobain det store ikon ikke bare ser den. Historien om den melankolske rock for genren men for hele den såkaldte 'nå'- begynder efter min mening omkring 1960, generation. Han fik som alle sikkert ved en hvor navne som Roy Orbison, Del Shannon og voldsom død som 27-årig. Den smerte Cobain Perry Como, sang store dramaer om havde var den samme som Ian Curtis´. Op kærlighed og smerte, der var meget pompøse igennem 90´erne gik der boyband i den, indtil og det store særpræg lå i vokalen. Radiohead kom på scenen. På deres første plade lød de som et middelmådigt grunge Den moderne udgave af melankolien startede orkester, men efterhånden har de nærmet sig med Nick Drake, der skrev sange der en egen lyd, inspireret af Pink Floyd. omhandlede de store konflikter, som Drake havde med sin sjæl. Her var det teksterne der I 2002 er det Coldplay og danske Saybia der var det essentielle. Han døde som 26-årig i kører genren videre. Begge har lånt af 1974. Drake vil jeg kalde opfinderen af den Radiohead, men Coldplay rækker også tilbage melankolske rock, hvor teksterene ikke kun til 80´er indiescenen i England. beskæftiger sig med kærlighed, men meget ofte de dæmoner kunstnerne slæber rundt 1. Nick Drake - Way to blue: An introduction på. Efterfølgeren til Drake kom med Joy to Nick Drake (1994) Division og deres forsanger Ian Curtis, der 2. Joy Division - Unknown pleasures (1979) tog nogle store favntag med hans dæmoner i 3. Joy Division - Closer (1980) gruppens sange og deres livekoncerter. Han 4. Cure - Pornography (1982) døde også meget ung som 24-årig i 1980. Det 5. Smiths - Meat is murder (1985) kan anbefales at se filmen 24 Hour Party 6. Sonic Youth - Evol (1986) People - den giver et glimrende indtryk af 7. Replacements - Pleased to meet me (1987) både tiden og Joy Division. 8. Nirvana - Nevermind (1991) 9. Radiohead - The bends (1995) Den del af punken der fokuserede på det 10. Saybia - The second you sleep (2002) indadvendte, udviklede sig stille og roligt hen i retning mod den gotiske rock, hvor man som fan var klædt i sort fra top til tå. Her kom melankolien også til udtryk i ens påklædning, der tit var 100% holdt i sort. De mest kommercielle grupper i denne periode var Cure og Sisters of Mercy. En anden del af den melankolske rock i 80´erne var den engelske indie scene, hvor artiklen om Juni-august 2009 23