1. GENTÆNK
KOMMUNIKATION
-‐
Strategisk
kommunikation
i
Fonden
Aarhus
2017
Af
Ricco
Andie
Jensen
Vejleder:
Winni
Johansen
Antal
tegn
uden
mellemrum:
(Ekskl.
Litteraturliste/bilag):
145.533
Aarhus
Universitet
*
Buisness
and
Social
Science
Department
of
Buisness
Communication
Executive
Master
of
Corporate
Communication
4.
Semester,
2014.
Aflevering
d.
16.
Dec.
2014
2. 2
Abstract:
Title:
Rethink
Communication!
–
strategic
communication
in
Fonden
Aarhus
2017.
This
thesis
is
about
returning
to
communication
in
its
basic
form.
A
basic
form
we
seem
to
have
lost,
during
the
span
of
120
years
of
an
evolving
institutionalized
communication
practice
in
the
modern
industrialized
era.
A
communication
practice
verified
by
positivist
scientific
research.
My
point
of
departure
and
the
main
venture
of
this
thesis,
is
a
casestudy
of
Fonden
Aarhus
2017,
the
organization
leading
the
proces
towards
the
citys
year
as
the
European
Capital
of
Culture.
A
title
won
in
august
2012.
During
the
two
years
since
its
establishment,
we
have
seen
an
organization
increasingly
isolated
from
its
local
cultural
invironment.
A
conflict
have
evolved
which
several
in
the
organizations
surroundings
blame
on
’a
lack
of
communication’
on
the
part
of
the
organization.
The
theme
of
the
Capital
of
culture-‐project
in
Aarhus
is
’Rethink’,
and
my
aim
is
-‐
in
line
with
this
-‐
to
offer
a
rethinking
of
the
strategic
communication
proces
in
organizing
the
Capital
of
Culture-‐project.
A
rethinking
aimed
at
revitalizing
how
communication
organizes
rather
than
the
organization
of
communication.
In
doing
this,
I
confront
the
modern
practices
of
rational
strategic
choice
and
effective
messaging
with
the
postmodern
expectations
of
authenticity
and
participation.
In
using
Holtzhausen
(2002;
2009)
the
public
relations-‐practitioner
evolves
into
an
organizational-‐activist,
activating
the
organizational
conversation
towards
its
common
goal.
The
organization
is
in
itself
revealed
as
the
microrelations
and
sensemaking
processes
of
its
participants,
making
them
a
valuable
ressources
in
a
narrative
proces
towards
the
common
goal.
This
informes
a
proactive
and
purposeful
use
of
communication,
on
the
part
of
the
communication-‐practitioner,
which
enables
participation
as
the
main
ressource
to
form
effective
strategic
communication.
This
rethinking
will
question
the
institutionalization
of
communication
-‐
at
least
in
the
experimental
environment
of
the
European
Capital
of
Culture-‐project
in
Aarhus.
In
the
words
of
the
website
www.aarhus2017.dk:
”Aarhus
2017
will
set
in
motion
a
cultural
laboratory
(…)
in
which
alternative
solutions
can
evolve
and
settle”.
3. 3
INDHOLDSFORTEGNELSE:
KAPITEL 1: INDLEDNING .....................................................................................................4
1.1 PROBLEMFORMULERING OG INTERESSEFELTET ................................................................6
1.2. METODISKE OVERVEJELSER ...........................................................................................8
1.2.1. Casestudiet som videnskabelig metode. ..............................................................9
1.3. AFHANDLINGENS STRUKTUR .........................................................................................11
KAPITEL 2: VIDENSKABSTEORI OG FAGTEORETISKE OVERVEJELSER...................13
2.1. POSTMODERNISME SOM BAGTÆPPE..............................................................................15
2.2. TEORETISKE INDVIRKNINGER PÅ KOMMUNIKATION, ORGANISATION OG STRATEGI ............16
2.3. DET KOMMUNIKATIVE UDSYN ........................................................................................18
DEL 1: KONTEKSTEN OG DEN KONKRETE SITUATION I AARHUS 2017.....................20
Intro:..............................................................................................................................20
KAPITEL 3: KOMMUNIKATION I DET (DIGITALE) NETVÆRKSSAMFUND....................20
KAPITEL 4: CASE: EUROPÆISK KULTURKAOS 2017....................................................24
4.1 CASE-ANALYSE: EUROPÆISK KULTURKAOS 2017 ...........................................................25
4.1.1. Fra begejstring til bekymring...............................................................................26
4.1.2. Ledelsen..............................................................................................................27
4.1.3. Kommunikation og relation..................................................................................29
4.1.4. Deltagelse ...........................................................................................................30
DEL 2: GENTÆNK KOMMUNIKATIONEN I AARHUS 2017 ..............................................31
Intro:..............................................................................................................................31
KAPITEL 5: STRATEGISK KOMMUNIKATION I EN POSTMODERNE KONTEKST........32
5.1. EFFEKTIVITET OG DELTAGELSE I KONKRET OG TEORETISK FORSTAND.............................33
5.2. HVAD ER STRATEGISK KOMMUNIKATION? ......................................................................34
5.3. PUBLIC RELATIONS OG DE POSTMODERNE FORVENTNINGER ..........................................36
5.4. FONDEN AARHUS 2017 I ORKANENS ØJE!......................................................................37
5.6. KOMMUNIKATØREN SOM NETVÆRKSAKTIVIST ................................................................39
KAPITEL 6: DEN ÅBNE ORGANISATION KOMMUNIKERER...........................................43
6.1. KOMMUNIKATIONEN KONSTITUERER ORGANISATIONEN ..................................................45
6.2. ORGANISATIONEN SOM NETVÆRK OG SAMTALE .............................................................48
6.3. ORGANISATORISK KOMPLEKSITET OG DE MANGE FORTÆLLINGER...................................51
KAPITEL 7: PROAKTIV KOMMUNIKATION I ARENAEN..................................................54
7.1. STRATEGIEN SOM PRAKSIS OG FORTÆLLING..................................................................55
7.2. DELTAGELSE SOM UDGANGSPUNKT FOR DEN RETORISKE FORSTÅELSE...........................57
7.3. PROAKTIV KOMMUNIKATION I ARENAEN .........................................................................60
KAPITEL 8: AARHUS 2017 SOM KOMMUNIKATIVT LABORATORIUM..........................63
8.1. INSTITUTION VS. KOLLABORATIV....................................................................................64
KAPITEL 9: KONKLUSION .................................................................................................65
LITTERATURLISTE .............................................................................................................69
MATERIALE FRA DATAINDSAMLING...............................................................................74
HJEMMESIDER ....................................................................................................................74
BILAGSLISTE.......................................................................................................................74
4. 4
Kapitel
1:
Indledning
”Ring”,
opfordrer
Rebecca
Matthews.
”Vores
numre
står
på
hjemmesiden.
Det
er
meget
enkelt.
Men
hvis
man
ikke
kan
finde
ud
af
at
taste
et
nummer
ind
på
mobiltelefonen,
kan
jeg
desværre
ikke
hjælpe.”
Sådan
lød
det
umiddelbare
svar
fra
direktøren
for
Fonden
Aarhus
2017
i
en
artikel
i
Jyllands-‐Posten
d.
4.
oktober
2014.1
I
artiklen
tager
direktøren
til
genmæle
på
en
kritik
omkring
den
manglende
kommunikation,
som
har
hæftet
sig
på
ledelsen
bag
kulturhovedstadsprojektet
siden
den
tidligere
kommunikationsdirektør,
Benedikte
Strøm,
højlydt
forlod
sin
stilling
tilbage
i
2013.
Ved
sin
fratrædelse
lod
kommunikationsdirektøren
et
par
kommentarer
falde
i
pressen
om
at
‘alting
sejler’,
og
gav
dermed
vind
i
sejlene
til
kritikkere,
der
efterlyser
mere
indsigt
om
ledelsens
planer
med
det
prestigefyldte
kulturprojekt.2
Historien
om
en
organisation
på
gyngende
grund,
underbygges
endvidere
af
en
tæt
pressedækning
på
temaet
‘manglende
medfinansiering’
fra
statens
side
(stærkt
understøtte
af
organisationen
selv,
jf.
Case-‐analysen,
kap.
4).
Dertil
kom
endnu
en
direktørafgang,
i
form
af
programdirektør,
Gitte
Just’s,
fratrædelse
i
september
måned
i
år.
Fra
flere
sider
lyder
endvidere
en
kritik,
der
handler
om
manglende
opmærksomhed
på
de
lokale
kulturaktører
(Jyllands-‐Posten
og
Stiften
d.
27.09.14),
på
vækstlaget
og
græsrødderne
(Jyllands-‐Posten
d.
18.09.14),
der
lyder
kritik
om
at
Aarhus
2017
er
i
fare
for
udelukkende
at
blive
et
østjysk
projekt
(Jyllands-‐Posten
d.
18.06.14),
at
kulturbyen
er
et
pseudo
kulturprojekt,
hvor
kulturen
udelukkende
er
den
fernis,
som
dækker
over
ønsket
om
egnsudvikling,
vækst
og
arbejdspladser
(Politiken
d.
27.02.14)
og
ikke
mindst
omkring
prisen,
på
et
kulturprojekt
med
manglende
dokumentation
for
international
opmærksomhed
og
effekt.
At
Aarhus
2017
er
et
kulturprojekt
i
et
kontrastfuldt
farevand,
understreges
af
den
mange-‐facetterede
kritik,
som
strømmer
ledelsen
i
møde
fra
alle
kanter.
I
denne
malstrøm
af
følelser,
interesser
og
forventninger
skal
organisationsledelsen
agere,
give
mening
og
skabe
retning
overfor
eller
-‐
som
denne
afhandling
skal
pege
i
retning
mod
-‐
med
en
lang
række
aktører.
Det
synes
at
stå
klart,
at
Fonden
Aarhus
2017
fra
første
fløjt
er
trådt
ind
i
en
kompleks
og
kontrastfyldt
arena
(Johansen
&
Frandsen,
2010),
hvor
fortolkningen
af
1
Alle
artiklerne
findes
under
bilag
bagerst
i
afhandlingen.
Artiklerne
er
sorteret
efter
dato.
2
Se
bl.a.
Jyllands-‐Posten
d.
26.02.14:
“Stærk
kritik
af
ledelsen
bag
2017-‐Fonden”,
eller
stiften
samme
dag.
2
Se
bl.a.
Jyllands-‐Posten
d.
26.02.14:
“Stærk
kritik
af
ledelsen
bag
2017-‐Fonden”,
eller
stiften
samme
dag.
5. 5
organisationens
mål
og
midler
allerede
er
i
gang.
Muligvis
endda
en
arena
som
ledelsen
endnu
ikke
er
klar
over,
at
de
er
hovedaktøren
i.
I
artiklen
citeret
ovenfor,
fortsætter
Rebecca
Matthews
sit
svar
på
kritikken
om
den
manglende
kommunikation
således:
“Vi
vil
naturligvis
gerne
have,
at
folk
kender
til
projektet,
men
det
skal
ske,
når
der
er
noget
konkret
at
kommunikere,
og
det
er
der
meget
snart.”
I
en
undersøgelse
af
12
tidligere
europæiske
kulturhovedstæder,
foretaget
af
kulturchefen
i
Stavanger, 3
Rolf
Norås,
var
der
sammenstemmende
enighed
om
at
deltagelsesaspektet
-‐
det
at
involvere
og
bygge
på
byens
engagement
-‐
var
af
afgørende
vigtighed
for
et
vellykket
kulturhovedstadsprojekt.
Undersøgelsen
titel:
‘What
would
you
do
differently
if
you
knew
what
you
know
now’
(Norås,
2014) 4
,
understreger
undersøgelsens
erfaringsbaserede
konklusioner,
og
dens
hovedpointer
peger
i
retning
af,
at
problemer
med
at
udfolde
åbenhed
og
inddragelse
i
projektets
opbyggende
faser,
skabte
problemer
og
kritik
hos
flere
af
de
afviklede
kulturhovedstadsprojekter.
Åbenhed
og
inddragelse
figurerede
højt
på
prioriteringslisten
hos
hovedparten
af
byerne,5
ligesom
det
gør
pt.
hos
Aarhus
2017.6
Den
reelle
praksis
omkring
dette,
blev
dog
flere
steder
udfordret
af
det
ledelsesmæssige
ønske
om
at
levere
et
fantastisk
projekt.7
Trods
erkendelsen
om
vigtigheden
af
inddragelse,
synes
der
i
undersøgelsen
at
være
meget
lidt
fokus
på
det
kommunikative
aspect
af
dette
i
processen.8
Hos
de
fleste
af
de
12
kulturhovedstæder
var
åbenhed
og
deltagelse
afgørende,
men
det
synes
ikke
at
være
knyttet
til
eksplicitte
overvejelser
i
forhold
til
kommunikation.
Spørgsmålet
er,
om
åbenhed
og
deltagelse
reelt
er
reflekteret
i
de
kommunikative
og
organisatoriske
processer
hos
ledelsen,
eller
om
de
nærmere
tilføjes,
som
elementer
blandt
andre
i
den
kommunikative
planlægning?
Tesen
er
således,
at
uden
en
teoretisk
refleksion
over
kommunikationens
rolle
i
organiseringen,
“our
natural
tendency
is
to
fall
back
to
a
conventional
view”
(Koschmann,
2012),9
hvor
kommunikation
først
er
noget
vi
tager
i
brug,
når
budskaber
skal
flyttes
mellem
en
afsender
og
en
modtager.
3
Stavanger
var
Europæisk
kulturhovedstad
i
2008
sammen
med
Liverpool.
4
Rolf
Norås’
undersøgelse
er
vedlagt
som
bilag
1.
5
Se
bilag
1,
side
45.
6
Se
bl.a.
www.aarhus2017.dk/
7
Dette
vil
blive
nærmere
beskrevet
i
case-‐analysen,
kapitel
4.
8
Her
står
specielt
Tallinn
2011
som
en
undtagelse,
med
et
program
bygget
ud
af
deltagende
processer
i
byen
(Norås,
2014:
24)
og
en
stærk
kommunikativ
proces
(Ibid:
43)
9
https://www.youtube.com/watch?v=e5oXygLGMuY
6. 6
Temaet
for
det
aarhusianske
kulturhovedstadsprojekt
er
det
opfordrende
‘Rethink’.
Temaet
opstod
i
forberedelsesfasen,
frem
mod
ansøgningsprocessen
om
at
få
tilkendt
titlen,
på
baggrund
af
input
fra
mere
end
8.000
indbyggere.
Temaet
skal,
ifølge
hjemmesiden
www.aarhus2017.dk,
“afspejle
den
særlige
styrke,
som
Aarhus
og
Region
Midtjylland
besidder.
RETHINK
signalerer,
at
Aarhus
2017
vil
iværksætte
et
kulturelt
laboratorium
i
hele
regionen,
hvor
alternative
løsninger
kan
udvikle
sig
og
rodfæste.
Kulturhovedstaden
skal
være
et
frirum
til
at
eksperimentere
og
gentænke
måden,
vi
lever
på.
RETHINK
betyder,
at
vi
bygger
videre
på
det
eksisterende,
men
er
opmærksomme
på
om
tingene
kan
gøres
anderledes.”10
Det
er
netop
i
den
eksperimentelle
opfordring,
at
denne
afhandling
finder
sin
plads.
“Gentænk
kommunikationen!”
lyder
opfordringen
fra
kommunikationsforsker,
Finn
Frandsen,
i
Jyllands-‐Posten
d.
1.
Oktober
2014,
til
ledelsen
bag
Aarhus
2017,
hvilket
denne
afhandling
søger
at
bidrage
til,
med
en
refleksion
over
kommunikationsforståelsen
i
et
teoretisk
såvel
som
praktisk
perspektiv.
Hvilken
rolle
tillægger
vi
kommunikation
og
dens
betydning
for
organiseringen?
Kan
vi
med
strategisk
kommunikation
genfinde
den
indlevelse
i
projektet,
som
netop
var
med
til
at
skabe
hovedtemaet
‘Rethink’?
Kan
vi
åbne
de
vandtætte
skodder,
som
synes
at
være
lukket
mellem
ledelsen
(Fonden
Aarhus
2017)
og
omverdenen?
Og
kan
vi
med
kommunikation
styrke
strategien
frem
mod
et
kulturhovedstadsår,
der
tilgodeser
en
mangfoldighed
af
interesser
og
fortolkninger?
Ved
tilrettelæggelsen
af
denne
afhandling,
står
kulturbyledelsen
overfor
at
skulle
ansætte
en
ny
kommunikationsdirektør.
En
af
den
nye
direktørs
væsentligste
opgaver
bliver
at
tilrettelægge
kommunikationsstrategien.
Det
er
hensigten
med
denne
afhandling,
at
bidrage
med
en
teoretisk-‐praktisk
refleksion
over
kommunikationens
muligheder,
til
støtte
for
arbejdet
med
denne
strategi.
Spørgsmålet
er:
kan
forventningen
om
deltagelse
balanceres
med
et
effektivt
kommunikeret
projekt?
1.1
Problemformulering
og
interessefeltet
Problemformuleringen
for
denne
afhandling
lyder
således:
Denne
afhandling
tager
udgangspunkt
i
et
casestudie
af
Fonden
Aarhus
2017
-‐
med
speciel
fokus
på
strategisk
kommunikation
i
den
to-‐årige
periode
organisationen
har
10
http://www.aarhus2017.dk/om-‐aarhus-‐2017
7. 7
eksisteret.
Forløbet
analyseres
med
afsæt
i
en
teoretisk
refleksion
over
temaet
‘effektivitet
og
deltagelse’
i
kommunikationsteoretisk
og
praktisk
forstand,
med
det
formål
at
kvalificere
arbejdet
med
den
forestående
kommunikationsstrategi.
Med
henvisning
til
temaet
‘gentænk’,
er
refleksionens
mål
at
genoverveje
vante
måder
og
blive
“opmærksomme
på
om
tingene
kan
gøres
anderledes”.11
Der
forfølges
således
både
et
teoretisk
og
et
praktisk
mål
med
denne
afhandling,
dvs.
jeg
søger
den
teoretiske
refleksion
for
at
opkvalificere
den
anvendte
praksis.
Som
Kurt
Levin
skrev
i
1951,
“There
is
nothing
so
practical
as
good
theory”.12
Med
dette
mente
han
bl.a.,
at
teoretikere
bør
forsøge
at
levere
nye
ideer
til
forståelsen
eller
begrebsliggørelsen
af
en
problematisk
situation.
Ideer
som
foreslår
potentielt
frugtbare
nye
måder
at
håndtere
situationen
på.
Og
dette
er
netop
hensigten
med
denne
afhandling:
En
konkret
problematisk
situation
belyst
via
en
teoretisk
udforskning,
med
det
formål
at
bidrage
til
at
kvalificere
den
fremadrettede
proces.
En
vekselvirkning
mellem
den
konkrete
kommunikative
situation
i
og
omkring
Fonden
Aarhus
2017,
præsenteret
i
indledningen
og
i
caseanalysen
(Del
1),
og
en
teoretisk
refleksion
over
kommunikation,
organisation,
strategi
og
retorik
(Del
2),
skal
i
denne
afhandling
lede
os
på
vej
mod
en
gentænkning
af
kommunikationsforståelsen
og
ikke
mindst
kommunikationsindsatsen
i
Aarhus
2017
fremover.
Afhandlingen
retter
specifik
fokus
omkring
dét
kommunikationsforskeren,
Stanley
A.
Deetz,
kalder
det
dobbelte
formål
med
kommunikation,
nemlig
‘effectiveness
and
participation’.13
En
dobbelthed,
der
skal
guide
den
teoretisk-‐analytiske
gennemgang
i
Del
2.
Når
dette
er
interessant
for
denne
afhandling,
er
det
fordi
‘den
moderne’
forståelseshorisont
stadig
synes
at
øve
en
kraftig
indflydelse
på
vores
praktiske
tilgang
til
kommunikation.
Dette
kan
skyldes
at
bl.a.
Public
Relations
har
haft
en
meget
praksisnær
udviklingshistorie
(Cheney
&
Christensen,
2001;
Merkelsen,
2010),
og
at
egentlig
teoriudvikling
på
området
er
forholdsvis
ny
(Ihlen
&
van
Ruler,
2007),
hvorfor
den
instrumentelt-‐funktionelle
kommunikationsforståelse
i
stor
udstrækning
er
herskende.
En
opfattelse,
der
synes
at
være
sivet
ned
i
en
‘common-‐sense’
forståelse,
hvor
kommunikation
først
er
noget
vi
praktiserer,
når
vi
aktivt
beslutter
os
for
det.
11
Citat
fra
www.aarhus2017.dk
12
Lewin,
K.
(1951).
Field
theory
in
social
science:
Selected
theoretical
papers
(D.
Cartwright,
Ed.).
New
York,
NY:
Harper
&
Row.
13
Jf.
Deetz
(1992).
8. 8
Det
postmoderne
indtræder
her
som
brud,
som
dekonstruktion
og
refleksion
over
den
‘moderne’
opfattelse,
“because
a
postmodern
approach
demands
self-‐reflexivity”
(Tyler,
2005:
570).
Med
det
postmoderne
som
ståsted
og
kontekst,
tvinges
vi
til
en
refleksion
over
den
rolle
den
strategiske
kommunikation
spiller
for
organisationen.
Stående
overfor
en
situation
med
øget
kritisk
aktivitet
rettet
mod
Fonden
Aarhus
2017’s
kommunikation,
tilbyder
denne
afhandling
således
at
bidrage
til
at
gentænke
kommunikationen,
med
det
formål
forhåbentligt
at
kunne
tilvejebringe
potentielt
frugtbare
nye
måder
at
håndtere
situationen
på.
Det
skal
her
allerede
afsløres,
at
denne
afhandling
peger
i
retning
mod
en
deltagende
tilgang.
Det
interessante
er
dog
ikke
at
råbe
hurra
for
deltagelse,
men
at
tilvejebringe
en
teoretisk
refleksion
over
‘hvorfor’
det
deltagende
aspekt
er
afgørende
for
kommunikationen,
hvilket
kan
pege
retning
mod
et
praksisorienteret
‘hvordan’
gør
vi
så?
1.2.
Metodiske
overvejelser
Denne
afhandling
er
et
casestudie
af
Fonden
Aarhus
2017,
med
specielt
fokus
på
den
kommunikative
situation
i
og
omkring
fonden
i
den
to-‐årige
periode
den
har
eksisteret.
Ud
fra
dokumentationsmaterialet
vil
jeg
analysere
den
nuværende
situation,
for
at
kunne
pege
retning
mod
en
mulig
gentænkning
af
kommunikationen.
Når
jeg
i
Kapitel
4
fremstiller
case-‐
analysen
over
den
nuværende
situation,
bliver
det
med
udgangspunkt
i
dokumentationsmateriale
hentet
fra
medierne,
trykte
såvel
som
online,
hovedsagligt
i
perioden
fra
d.
24.
August
2012
til
d.
1.
November
2014.14
Dog
vil
der
være
enkelte
udpluk
fra
tidligere,
bl.a.
for
at
understrege
forhold,
der
spiller
ind
i
forståelsen
af
den
konkrete
kontekst.15
Artiklerne
er
alle
hentet
fra
infomedia.16
Derudover
vil
der
blive
anvendt
materiale
fra
hjemmesiden
www.aarhus2017.dk
og
ikke
mindst,
undersøgelsen
“What
would
you
do
differently
if
you
knew
what
you
know
now?”
En
undersøgelse
foretaget
14
Hovedvægten
ligger
på
lokale
aviser
som
Stiften
og
Jyllands-‐Posten,
dog
har
artiklernes
relevans
været
førsteprioritet.
Relevansafgrænsningen
er
foretaget
ud
fra
en
overvejelse
om
artiklen
kan
ses
som
et
indlæg
i
debatten
om
kulturhovedstadsprojektet
og
dermed
et
indlæg
i
arenaen.
Alle
artikler
findes
efter
dato
under
bilag
3.
15
F.eks.
kan
artiklen
’Vild
debat
om
Aarhus-‐slogan’
i
Jyllands-‐Posten
d.
25.
November
2011,
både
give
indblik
i
de
følelser,
der
er
på
spil
i
omtalen
af
Aarhus,
men
også
det
digitale
netværkssamfunds
betydning
for
kommunikationen
af
budskaber.
Se
kap.
3
og
4.
16
Der
henvises
dog
også
til
et
tv-‐indslag
fra
Tv2Øst
9. 9
blandt
12
tidligere
europæiske
kulturhovedstæder,
af
kulturchef
i
Stavanger
kommune,
Rolf
Norås.17
Som
beskrevet
i
problemformuleringen
er
det
hensigten
at
belyse
casen
med
en
teoretisk
refleksion.
Dette
gør
jeg
ved
at
analysere
elementer
af
casen
ud
fra
tre
teoretiske
niveauer:
Et
kommunikationssociologisk
niveau
hvor
public
relations
sættes
i
scene
i
en
postmoderne
kontekst.
Et
organisations-‐
og
kommunikationsteoretisk
niveau,
hvor
organisationen
belyses
ud
fra
et
CCO-‐perspektiv
(Communication
is
Constitutive
of
Organizations),
samt
et
strategisk
og
et
retorisk
niveau,
med
det
tilfælde
at
organisationens
mål
skal
opnås
via
kommunikative
mikroprocesser.
Refleksionen
over
den
konkrete
situation
og
en
udforskning
af
teorierne
-‐
i
et
moderne
og
postmoderne
perspektiv
-‐
skal
pege
mod
en
gentænkning,
hvor
det
dobbelte
formål
med
den
strategiske
kommunikation:
‘effectiveness
and
participation’
får
ny
betydning.
En
gentænkning,
der
skal
pege
mod
at
vende
forståelsen
fra
hvordan
vi
organiserer
kommunikationen,
til
at
se
hvordan
kommunikationen
organiserer
(Christensen
&
Cornelissen,
2011).
1.2.1.
Casestudiet
som
videnskabelig
metode.
En
vigtig
note
i
denne
sammenhæng
er,
at
casestudiet
som
videnskabelig
metode
er
et
omdiskuteret
fænomen,
en
diskussion
der
især
foregår
på
tværs
af
skellet
mellem
det
positivistiske
og
konstruktivistiske
videnskabssyn.18
Ikke
desto
mindre
er
det
en
hyppigt
anvendt
metode
i
socialvidenskaberne,
til
at
få
dybere
viden
om
specifikke
situationer
og
deres
komplekse
natur.
Robert
Yin
(2009)
beskriver
et
casestudie,
som
en
empirisk
undersøgelse,
“that
investigates
a
contemporary
phenomenon
in
depth
and
within
its
real-‐
life
context,
especially
when
the
boundaries
between
phenomenon
and
context
are
not
clearly
evident”
(s.
18).
Casestudiet
er
ifølge
Yin
specielt
velegnet
til
at
forstå
et
‘real-‐life’
fænomen,
hvor
konteksten
spiller
afgørende
ind
på
forståelsen.
Kritikken
mod
casestudiet
går
især
på
forskerens
rolle
og
studiets
manglende
evidensbaserede
resultater,
en
kritik
som
den
Oxford-‐baserede
danske
samfundsforsker,
Bent
Flyvbjerg,
har
opponeret
imod.
I
hans
Fem
misforståelser
om
casestudiet,19
gør
han
op
med
casestudiets
blakkede
ry
som
videnskabelig
metode.
Det
vil
være
for
omfattende
her
17
Rolf
Norås
var
selv
direktør
for
Stavanger
2008
18
Dette
skal
jeg
komme
nærmere
ind
på
i
kapitel
2.
19
https://www.academia.edu/3426290/Fem_misforståelser_om_casestudiet
10. 10
at
gennemgå
argumenterne,
men
et
par
pointer
skal
dog
fastslås.
Væsentligst
synes
det
at
fremgå
af
artiklen,
at
netop
studiet
af
sociale
sammenhænge
og
menneskelige
relationer,
rummer
en
kompleksitet,
som
ikke
kan
sættes
på
formel.
De
kvantificerbare
data
kan
ikke
give
os
den
dybdeforståelse
vi
ønsker
i
disse
sammenhænge
og
man
må
derfor
stille
spørgsmål
ved,
om
opsummering
og
generalisering,
som
kritikerne
betragter
som
idealet,
altid
er
ønskeligt
(Flyvbjerg,
2010:
482).
Han
henviser
her
til
Nietzsche,
der
om
den
videnskabelige
praksis
bemærker,
“frem
for
alt
(…)
bør
man
ikke
ønske
at
berøve
tilværelsen
dens
rige
tvetydighed”
(Ibid:
482).
Det
handler
i
stedet
for
Flyvbjerg
om,
at
fremhæve
forskningen
generelt
og
casestudiet
specifikt,
som
læringsredskab,
der
kan
hjælpe
os
til
at
blive,
med
den
franske
sociolog,
Pierre
Bourdieus’
ord,
‘virtuose
sociale
aktører’.
Vi
skal
kunne
forstå
problematikken
i
dybden
og
kunne
handle
på
den.
Det
er
derfor:
“..ud
fra
både
et
forståelsesorienteret
og
handlingsorienteret
perspektiv
ofte
vigtigere
at
tydeliggøre
de
dybere
årsager
bag
et
givent
problem
og
dets
konsekvenser
end
at
beskrive
problemets
symptomer
og
den
hyppighed,
hvormed
de
forekommer”
(Ibid:
473)
Vi
må
ifølge
Flyvbjerg
tættere
på
problemet,
hvilket
også
betyder
at
forskeren
kommer
i
spil
på
en
anden
måde.
Han
forudsætter
i
denne
sammenhæng
at
forskning,
i
lighed
med
andre
læringsprocesser,
kan
beskrives
ved
hjælp
af
fænomenologien
for
læring,20
og
at
det
derfor
bliver
tydeligt,
at
den
mest
avancerede
form
for
forståelse
opnås,
når
forskeren
placerer
sig
selv
i
den
kontekst,
denne
studerer.
Kun
sådan
kan
forskeren
forstå
de
holdninger
og
adfærdsmønstre,
der
kendetegner
de
sociale
aktører
(Ibid:
481).
I
denne
afhandling
er
jeg
specielt
godt
hjulpet
af
Flyvbjergs
overvejelser,
idet
ønsket
er,
at
kunne
kvalificere
igangværende
processer
i
en
konkret
situation.
Desuden
synes
det
refleksive
beredskab
med
denne
case-‐forståelse
at
være
underbygget,
hvor
refleksionen,21
som
metode
ikke
alene
er
dét,
at
vi
gør
op
med
vanetænkning,
men
også
dét
at
vi
som
undersøgere
(og
kommunikationspraktikere)
bliver
bevidste
om
egen
rolle
i
disse
processer
(Burr,
2003:
156).
20
Fænomenologiske
studier
af
menneskelig
læring
viser,
at
der
hos
voksne
findes
et
kvalitativt
spring
i
læringsprocessen
fra
regelstyret
brug
af
analytisk
rationalitet
hos
begyndere
til
den
flydende
beherskelse
af
tavse
færdigheder
virtuoser
eller
sande
menneskelige
eksperter
(Flyvbjerg,
2010:
466).
21
Med
refleksion
menes
i
denne
afhandling
dét,
at
man
må
forholde
sig
eftertænksomt
overvejende
til
et
givent
fænomen.
Dette
ikke
mindst
som
individ
i
en
kompleks
og
dynamisk
verden.
11. 11
Sidst,
men
ikke
mindst,
tilgår
jeg
materialet
med
anvendelse
af
en
dialektisk
metode,
hvor
den
rationelt
orienterede
‘effektive’
tilgang
diskuteres
op
mod
den
fortolkende
‘deltagende’
tilgang.
Dette
sker
ikke
for
at
udelukke
det
ene
begreb
frem
for
det
andet,
men
for
at
vægte
forståelsen
af
begge
begrebers
betydning
for
‘den
meningsskabende
kommunikation’.
Med
dialektik
forstår
jeg
med
Aristoteles,
en
jordnær
opfattelse
af
dialektikkens
funktion.22
Dvs.
den
er
for
ham
primært
et
kritisk
redskab,
som
kan
bruges
til
at
løse
paradokser
og
afsløre
svage
punkter
i
et
argument,
f.eks.
ved
at
undersøge,
om
et
begreb
benyttes
i
forskellige
betydninger.
Desuden
angår
den
emner
og
synspunkter,
der
er
behæftet
med
en
vis
usikkerhed,
og
som
netop
derfor
kan
være
genstand
for
diskussion.23
1.3.
Afhandlingens
struktur
Afhandlingen
er
delt
op
i
2
hoveddele
og
8
kapitler.
Første
del
handler
om
at
sætte
scenen,
hvor
jeg
præsenterer
den
kommunikationssociologiske
kontekst,
som
denne
afhandling
tager
afsæt
i,
samt
en
analyse
af
den
konkrete
situation
i
Aarhus
2017
(kapilet
3
og
4).
I
anden
del
bringer
jeg
disse
forhold
ind
i
selve
gentænkningen
af
kommunikationen
i
Aarhus
2017
(kapitel
5
til
8).
For
at
give
en
kronologisk
oversigt,
vil
jeg
dog
her
kort
introducere
de
enkelte
kapitler.
Efter
det
indledende
kapitel,
hvor
problemforholdet
gerne
skulle
stå
klart,
gør
jeg
i
kapitel
2
rede
for
de
videnskabsteoretiske
betragtninger,
samt
de
fagteoretiske
positioner,
som
har
betydning
for
udfoldelsen
af
analysen.
Afhandlingens
teoretiske
udgangspunkt,
den
socialkonstruktivistiske
tilgang,
præsenteres
endvidere
i
forlængelse
af
sit
videnskabelige
modstykke,
positivismen,
for
at
rodfæste
den
dialektik,
der
skal
guide
gentænkningen
af
kommunikationen
i
del
2.
De
to
positioner
placeres
ydermere
i
relation
til
den
postmoderne
forståelseshorisont,
idet
jeg
i
del
2
skal
anvende
den
postmoderne
kritik,
som
metode
til
at
udfordre
vante
kommunikationsopfattelser
inden
for
public
22
Dialektik
betyder
fra
græsk
‘kunsten
at
samtale’,
men
begrebet
bruges
forskelligt
alt
efter
historisk
periode
og
forfatterens
erkendelsestilgang.
F.eks.
kendetegnes
dialektikken
i
Platons
forståelse
som
vejen
mod
erkendelse
af
sandheden.
Langt
senere
tager
Hegel
dialektikken
op
og
ser
den,
ikke
blot
som
en
diskussionsform,
men
som
et
træk
ved
verdenshistorien,
der
udvikler
sig
dialektisk
i
tese,
antitese,
syntese.
23
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/diale
ktik.
Aristoteles’
dialektik
kan
endvidere
regnes
for
tilhørende
den
‘informelle
logik’
som
står
i
modsætning
til
den
positivistiske
‘formelle
logik’.
12. 12
relations,
organisationsforståelse
og
strategi.
Det
postmoderne,
i
relation
til
det
moderne,
danner
bagtæppet
for
gentænkningen
i
denne
afhandling.
I
kapitel
3
præsenterer
jeg
det
digitale
netværkssamfund,
som
den
kommunikations-‐
sociologiske
kontekst.
Det
afgørende
er
her
ikke
de
digitale
teknologiske
fortræffeligheder
i
sig
selv,
men
nærmere
at
anskue
disse
som
acceleratorer
for
den
kompleksitet,
som
den
kulturelle
og
samfundsmæssige
tilstand
omkring
det
postmoderne
har
medført.
Denne
kompleksitet
udfordrer
vore
vante
forestillinger
om
kommunikation.
I
kapitel
4
er
der
fokus
på
case-‐analysen,
hvor
jeg
stiller
skarpt
på
den
konkrete
kontekst.
Her
søger
jeg
at
skabe
indblik
i
den
konfliktarena,
som
har
åbnet
sig
omkring
Fonden
Aarhus
2017,
en
konflikt
der
synes
at
udspringe
omkring
organisationens
kommunikationsindsats.
Case-‐analysens
indsigter
danner
baggrund
for
den
teoretiske
refleksion,
som
tager
form
i
afhandlingens
del
2.
Kapitel
5
indleder
afhandlingens
del
2.
I
kapitlet
tager
jeg
fat
på
analysen
af
Fondens
kommunikationsindsats,
med
udgangspunkt
i
public
relations-‐feltets
praktiske
såvel
som
teoretiske
fundament,
for
derefter
at
sætte
den
ind
i
en
postmoderne
kontekst.
Den
postmoderne
kritik
giver
anledning
til
en
refleksion
over
kommunikationens
betydning
og
kommunikatørens
rolle
i
processer,
hvor
budskaber
tager
form
i
en
kompleks
arena.
Dette
peger
retning
mod
en
gentænkning,
hvor
kommunikatøren
træder
i
karakter
som
aktivist.
I
kapitel
6
udfordres
opfattelsen
af
organisationen
som
en
’black
box’,
hvis
mål
og
midler
alene
tegnes
af
ledelsen.
Den
postmoderne
kritik
peger
her
i
retning
af
en
refleksion,
hvor
vi
bliver
opmærksomme
på
organisationen
som
en
åben
størrelse,
og
hvor
aktørerne
på
organisationens
mikroniveau
træder
i
karakter
som
ressource
for
den
strategiske
proces.
Dette
leder
videre
til
kapitel
7
hvor
den
institutionaliserede
og
rationelt
tilpassede
strategitænkning
bliver
udfordret.
Gentænkning
skal
her
pege
mod
en
narrativt
funderet
strategiproces,
som
tilgodeser
en
mangfoldighed
af
stemmer.
I
kapitel
8
tager
jeg
skridtet
ud
af
den
teoretisk-‐analytiske
proces,
for
kort
at
anføre
et
par
inspirationskilder
til
en
praktisk
udfoldelse
af
gentænkningen
i
Fonden
Aarhus
2017.
Det
hele
rundes
af
med
en
konklusionen
og
opfordring
til
ledelsen
i
kapitel
9.
I
det
følgende
skal
jeg
præsentere
det
videnskabelige
fundament.
13. 13
Kapitel
2:
Videnskabsteori
og
fagteoretiske
overvejelser
Bag
ved
enhver
undersøgelse
af
videnskabelig
art,
står
en
undersøger
med
en
bestemt
måde
at
tilgå
verden
på.
Denne
måde
får
betydning
for
udfaldet
af
undersøgelsen,
og
det
skal
derfor
som
det
første
gøres
klart
hvad
præmisserne
for
denne
måde
er:
hvordan
forstås
verden,
dvs.
hvilket
sæt
af
ideer
eller
forståelsesramme
ser
undersøgeren
verden
igennem
(ontology)?
Hvilket
igen
medfører
spørgsmålet
om,
hvordan
vi
kan
skabe
viden
om
verden
(epistemology).
Ontologien
og
epistemologien,
dvs.
læren
om
det
værende
og
hvordan
det
værende
erkendes,
er
grundstenen
i
den
videnskabelige
undersøgelse.
Ser
undersøgeren
verden
som
en
objektiv
uafhængig
størrelse,
som
man
ved
observation
kan
uddrage
sikker
viden
af,
så
er
der
tale
om
en
positivistisk
tilgang
(Klausen,
2005).
Den
franske
filosof
Auguste
Comte
var
den
første
til
at
anvende
begrebet
positivisme.
Comte
og
positivismens
idealer
kan
beskrives
som:
“…metodiske
retningslinjer
for
videnskabsprocessen
-‐
måling,
opnåelse
af
præcision,
eksakthed,
statistisk
bearbejdning
af
indvundne
data
-‐
forbundet
med
tro
på,
at
den
herved
opnåede
viden
er
sand
og
nyttig”
(Gregersen
&
Køppe,
1994:
101).
Målet
er,
at
formulere
sammenhængende
systemer
af
lovmæssigheder,
der
kan
danne
basis
for
forudsigelser
og
dermed
praktisk
handlen
(Helder
et
al.
2009).
Positivismen,
der
så
naturvidenskaben
som
eksemplarisk
for
hvordan
videnskab
skulle
bedrives,
blev
med
Wienerkredsen24
bredt
ud
til
også
at
være
metoden
til
at
forstå
sproget
og
samfundet
generelt.
Wienerkredsens
videnskabssyn
blev
dog
i
samtiden
udfordret
kraftigt
af
Karl
R.
Popper,
der
med
sin
falsifikationstese
gik
imod
påstanden
om,
at
det
er
muligt
at
verificere
eller
blot
bekræfte
en
universel
teori
med
nogen
grad
af
sandsynlighed
-‐
som
var
gældende
via
de
logiske
positivisters
induktionsprincip
(Lübcke,
1998).
For
Popper
er
det
i
stedet
den
hypotetisk-‐deduktive
metode,
der
er
gældende.
Her
er
omdrejningspunktet
om
mulige
testresultater
vil
kunne
bestride
(falsificere)
en
gældende
teori.
Popper
har
ligesom
Wienerkredsen
anvendt
sin
videnskabsforståelse25
indenfor
samfundsvidenskaberne, 26
hvor
den
sidenhen
også
er
anvendt
inden
for
kommunikations-‐forskningen.27
Trods
uenigheden
mellem
de
to
positioner
om
måden
at
24
Wienerkredsen
opstod
som
diskussionsfora
i
1920’ernes
Wien,
omkring
filosoffen
og
fysikeren,
Moritz
Schlick.
25
Den
såkaldte
Kritiske
Rationalisme.
26
Bl.a.
med
bogen
The
Open
Society
and
its
Enemies
(1945).
27
Jf.
eksempelvis
Cees
van
Riel
(1995)
14. 14
afdække
sand
viden
på
gælder
dog,
at
begge
videnskabsopfattelser
ser
omverdenen
som
et
uafhængigt
forsknings-‐objekt,
hvor
der
er
en
kerne
af
sand
viden
vi
kan
komme
tættere
på.
Ser
undersøgeren
derimod
ikke
omverdenen
som
en
genstand
for
objektiv
sand
viden,
men
som
en
social
konstruktion
vi
kun
har
adgang
til
gennem
fortolkning,
så
er
der
tale
om
en
socialkonstruktivistisk
tilgang
(Burr,
2003).
Denne
afhandling
finder
sit
ståsted
inden
for
den
socialkonstruktivistiske
tilgang.
Dette
kræver
dog
en
smule
mere
præcision.
Socialkonstruktivismen
rummer
nemlig
i
sig
selv
en
række
mere
specifikke
positioner
af
stigende
radikalitet,
forstået
i
epistemologisk
og
ontologisk
sammenhæng.
Wenneberg
(2010)
nævner
i
sin
bog
fire
positioner
der,
ud
fra
en
stigende
radikalitet,
kan
anskues
som
en
glidebane
mod
ontologisk
relativisme.
Der
er
tale
om
en
kritisk
position,
over
en
sociologisk,
en
erkendelsesteoretisk,
til
en
ontologisk
position,
hvor
sidstnævnte
helt
afviser
eksistensen
af
en
virkelighed
uden
menneskelig
interaktion.
Jeg
skal
nærmere
bestemt
tage
udgangspunkt
i
den
sociologiske
position
i
denne
afhandling,
som
duoen
Berger
og
Luckmann
(1966)
er
eksponenter
for:
“Berger
and
Luckmann’s
anti-‐essentialist
account
of
social
life
argues
that
human
beings
together
create
and
sustain
all
social
phenomena
through
social
practices
(…)
They
show
how
the
world
can
be
socially
constructed
by
the
social
practices
of
people
but
at
the
same
time
experienced
by
them
as
if
the
nature
of
their
world
is
pre-‐given
and
fixed”
(Burr,
2003:
13)
At
disse
sociale
processer
er
sprog,
gør
duoen
selv
rede
for
således:
“The
language
of
everyday
life
continuously
provides
me
with
the
necessary
objectifications
and
posits
the
order
within
which
these
makes
sense
and
within
which
everyday
life
has
meaning
for
me”
(Berger
&
Luckmann,
1966:
21:
Tsetsura,
2010:
155).
Gennem
sproget
bliver
den
samfundsmæssige
virkelighed
til
og
får
tvingende
karakter.
Produktet
handler
tilbage
på
producenten,
og
opleves
dermed
som
noget
andet
end
menneskeskabt
(Fairhurst
&
Putnam,
2004).
Den
sociologiske
position
holder
sig
således
til
den
samfundsmæssige
virkelighed
som
socialt
konstrueret,
og
gør
som
sådan
ikke
krav
på
den
naturvidenskabelige
genstand.28
Den
socialkonstruktivistiske
tilgang
åbner
således
for
at
analysere
de
strukturer
vi
er
en
del
af,
og
som
vi
er
tilbøjelige
til
at
opfatte
som
objektive
forhold.
Hvilken
rolle
tillægger
28
som den ontologiske position vil gøre.
15. 15
vi
kommunikationen?
Hvad
med
organisationen?
Og
ikke
mindst,
strategien?
Er
disse
givne
konstanter,
som
vi
anvender
i
forskellige
doser
i
relation
til
hinanden
eller
skal
vi
se
dem
fra
et
andet
perspektiv?
2.1.
Postmodernisme
som
bagtæppe
Socialkonstruktivismen
står
på
et
kulturelt
og
intellektuelt
bagtæppe,
der
oftest
omtales
som
postmodernisme
(Burr,
2003).
Som
intellektuel
bevægelse
har
postmodernismen
ikke
sit
tyngdepunkt
indenfor
socialvidenskaberne,
men
væsentligst
her
er,
at
den
repræsenterer
dét
at
sætte
spørgsmålstegn
ved
modernismens
fundamentale
projekt,
hvor
fornuftens
fremskridt
og
udvikling
er
det
centrale
(Christensen,
Torp
&
Firat,
2005).29
Postmodernismen
er
dog
i
sig
selv
polemisk
og
ikke
entydigt
beskrevet,
men
giver
først
og
fremmest
mening
i
relation
til
moderniteten
(Barker,
2000).
I
modsætningen
til
oplysningstidens
store
projekt 30
og
dens
søgen
efter
universelle
sandheder,
som
moderniteten
bygger
videre
på,
så
understreger
Barker
den
erkendelse,
at
“postmodernism
points
to
the
socio-‐historical
and
linguistic
specificity
of
‘truth’“
(Ibid:
131).
Postmodernismen
er
således
en
intellektuel
strømning,
der
ikke
selv
søger
en
alt-‐
favnende
teori
om
verden,
men
i
stedet
påpeger
videns-‐skabelsens
situations-‐
og
kontekstbestemte
karakter.
Selvom
denne
strømning
først
for
alvor
blev
navngivet
i
midten
af
det
20.
århundrede
med
bl.a.
filosofferne
Jean
Baudrillard
og
Jean-‐Francis
Lyotard,
så
var
Nietzsche
allerede
på
sporet
af
tankerne
i
sine
-‐
for
samtiden
-‐
stærkt
revolutionære
tanker.
Han
skriver
om
sandhedsforståelsen:
“What
then
is
truth?
A
mobile
army
of
metaphors,
metonyms,
and
anthropomorphisms—in
short,
a
sum
of
human
relations
which
have
been
enhanced,
transposed,
and
embellished
poetically
and
rhetorically,
and
which
after
long
use
seem
firm,
canonical,
and
obligatory
to
a
people
(…)”
(Nietzsche
i
Kaufmann,
1954:
42).
29
En
modernisme
i
øvrigt
som
postmodernismen
ikke
entydigt
kan
siges
at
have
efterladt
bagved
sig,
men
som
stadig
for
mange
er
til
stede
i
forskellige
udviklinger
(eks.
Senmodernitet
(ex.
Giddens),
flydende
modernitet
(ex.
Bauman),
hypermodernitet
(Lipovetsky)),
og
som
derfor
giver
anledning
til
en
stadig
hektisk
debat.
30
Jf.
Den
franske
encyklopædi
under
ledelse
af
bl.a.
d’Alamberts
og
Denis
Diderots.
16. 16
Dermed
er
Nietzsche
ikke
blot
en
forløber
for
postmodernismens
brud
med
modernitetens
oplysnings-‐
og
udviklingsprojekt,
men
også
det
socialkonstruktivistiske
brud
med
positivismens
objektive
sandhedsideal.
Centralt
i
den
postmoderne
teori
står
begrebet
dekonstruktion,
som
en
metode
til
at
nedbryde
tilsyneladende
objektive
fænomeners
sandhedsværdi.
Begrebet
beskriver
formelt
den
litterært-‐kritiske
proces
omkring
det,
at
pille
en
‘tekst’
fra
hinanden
for
at
afdække
dens
spændinger
og
paradokser
(Taylor,
2005:
127),
eller
som
Barker
skriver:
“Deconstruction
seeks
to
expose
the
blind-‐spots
of
texts,
the
unacknowledged
assumptions
upon
which
they
operate”
(Barker,
2000;
32).
Dvs.
at
den
postmoderne
teori
og
dekonstruktionen
som
metode,
giver
os
værktøjerne
til
at
være
refleksive
omkring
betydningsskabelse,
og
kommunikationens
betydning
for
dette
(Ihlen
&
van
Ruler,
2009:
11).
Netop
denne
refleksion
er
væsentlig
i
processen
med
at
‘gentænke’
kommunikationen
i
Aarhus
2017,
men
også
mere
generelt
Public
relations-‐feltets
praksisbaserede
udfoldelse
(se
kapitel
5).
Det
postmoderne
udgør
således
det
bagtæppe
denne
afhandling
forholder
sig
til,
mens
socialkonstruktivismen
er
den
videnskabsteoretiske
position,
hvorfra
jeg
skal
beskæftige
mig
med
fænomenerne
i
denne
opgave.
I
det
følgende
skal
jeg
kort
se
nærmere
på
hvad
disse
overvejelser
betyder
for
forståelsen
inden
for
de
mere
fagspecifikke
områder:
som
kommunikationsteori,
organisation
og
strategi.
2.2.
Teoretiske
indvirkninger
på
kommunikation,
organisation
og
strategi
Skellet
mellem
de
videnskabsteoretiske
grundpositioner
går
igen
i
de
mere
fagspecifikke
positioner,
som
har
betydning
i
denne
afhandling.
Hverken
kommunikation,
organisation,
ledelse
eller
strategi
er
entydige
begreber,
som
vi
blot
kan
tage
og
arbejde
med,
selv
om
de
fleste
nok
har
en
‘common-‐sense’
eller
lægmandsteori
om
hvad
de
handler
om.
I
videnskabelige
termer
går
skellet
mellem
den
positivistiske
(epistemologisk
set)
og
den
socialkonstruktivistisk
tilgang,
igen
i
kommunikationsforskningen
som
funktionalistiske
eller
konstitutionalistiske
grundpositioner.
I
historisk
forstand
kan
man
sige
at
kommunikationsteorien
er
gået
fra
formel
til
fortolkning,
eller
fra
Shannon
&
Weavers
matematiske
funktionelle
kommunikationsteori
til
et
fortolkende
konstruktivistisk
perspektiv,
hvor
betydning
bliver
til
i
et
sammenspil
mellem
konteksten,
interaktionen,
og
ikke
mindst
gensidigheden
mellem
de
kommunikerende
17. 17
parter
(Helder
et
al
2009:
16).
Skiftet,
fra
forståelsen
af
sproget
som
middel,
til
at
man
i
det
konstruktivistiske
perspektiv
forstår
sproget
som
betydningsskabende,
er
sket
via
den
såkaldte
’sproglige
vending,
hvor
opfattelsen
af
sproget
gik
fra
at
være
et
system
af
repræsentation
af
virkeligheden,
til
at
få
betydning
som
dét,
der
skaber
vores
virkelighed.
Den
sproglige
vending
har
bl.a.,
med
Berger
&
Luckmann
(1966),
fået
betydning
for
forståelsen
af
den
samfundsmæssige
virkelighed
og
har
ikke
mindst
via
Wittgenstein
(1953),
Rorty
(1967)
og
Weick
(1979),
fået
afgørende
indflydelse
på
det
forskningsområde
som
kaldes
Organizational
Communication
(Ashcraft,
Kuhn
&
Cooren,
2009). 31
Et
forskningsområde
denne
afhandling
vil
forholde
sig
til
som
teoretisk
base,
til
brug
ved
refleksionen
over
organisationens
betydning
for
strategisk
kommunikation,
eller
nærmere
bestemt,
Public
Relations
som
den
specifikke
offentlighedsrettede
praksis.
Selvom
man
i
historisk
forstand
kan
sige,
at
der
er
sket
en
udvikling
i
tilgangen
til
kommunikation,
betyder
det
ikke
at
den
konstitutionalistiske
tilgang
har
erstattet
den
funktionalistiske.
Begge
tilgange
trives
i
forskningsverdenen
såvel
som
i
praksis,
dog
er
de
funktionelle
tilgange
som
regel
rundet
af
en
mere
praksisnær
tilblivelseshistorie,
som
bl.a.
public
relations,
og
taler
således
også
mere
til
en
‘common-‐sense’
forståelse
(Cheney
&
Christensen,
2001).
De
to
grundpositioner
går
desuden
igen
inden
for
organisationsforståelse,
ledelse
og
strategi.
Som
Aggerholm
et
al.
(2009)
gør
rede
for,
så
anskues
organisationen
i
den
funktionalistiske
organisationsforståelse
som
et
færdigt
produkt,
eller
som
en
‘beholder’,
med
en
tydelig
intern-‐ekstern
forståelse,
mens
man
i
et
konstitutionalistisk
perspektiv
taler
om
organisering,
som
en
fortløbende
proces
og
hvor
grænserne
ikke
aftegner
sig
så
tydelige.
Endvidere
er
der
inden
for
strategi
og
ledelse
i
det
funktionelle,
en
tro
på
den
rationelle
beslutningsproces,
hvor
man
præskriptivt
-‐
på
ledelsesniveau
-‐
er
i
besiddelse
af
de
ressourcer,
der
kan
afklare
vejen
til
målet,
mens
man
er
mere
proces
og
emergent
orienteret
i
den
konstitutionalistiske.
Her
anskuer
man
strategien
som
noget,
der
udfolder
og
udvikler
sig
i
hverdagens
relationelle
handlinger
(F.eks.
Fenton
&
Langley,
2011),
et
31
Wittgensteins
forfatterskab
ekspliciterer
i
sin
egen
ret
påvirkningen
fra
den
sproglige
vending,
fra
han
i
de
tidligere
år
med
Tractatus
(1922)
anvender
den
logiske
positivisme
i
sin
sprogforståelse,
ved
at
fokusere
på
sprogets
logiske
struktur
og
dennes
lighed
med
virkeligheden,
til
med
Filosofiske
Undersøgelser
(1953),
at
levere
et
toneangivende
bidrag
til
fortolkningsvidenskaben
og
til
socialkonstruktivismen
i
særdeleshed.
Det
er
nu
ikke
længere
sprogets
repræsentation,
men
dets
brug,
der
skaber
mening,
ikke
mindst
via
sprogspillene
som
skaber
af
den
sociale
verden
(Helder
og
Helder,
2009:
567).
18. 18
perspektiv,
som
har
stor
betydning
for
gentænkningen.
Dette
sætter
jeg
speciel
fokus
på
i
kapitel
7.
2.3.
Det
kommunikative
udsyn
Det
er
som
udgangspunkt
strategisk
kommunikation
denne
afhandling
har
fokus
på,
men
som
jeg
kommer
ind
på
i
kapitel
5,
så
er
strategisk
kommunikation
ikke
entydigt
defineret,
hvor
både
felter
som
corporate
communication,
public
relations
og
et
nyt
felt,
som
lidt
forvirrende
går
under
betegnelsen
strategisk
kommunikation,32
byder
ind
med
definitioner.
Da
jeg
i
afhandlingen
tager
udgangspunkt
i
den
offentlighedsrettede
kommunikation
fra
Fonden
Aarhus
2017,
vil
der
specielt
være
fokus
på
public
relations-‐disciplinen.
Afgørende
for
fremstillingen
er
dog,
at
Public
Relations
i
stigende
grad
omtales
som
et
tværdisciplinært
fag,
der
i
høj
grad
er
blevet
parret
med
en
lang
række
andre
discipliner,
herunder
ikke
mindst
organisations-‐
og
ledelsesteorier
(Ruler
&
Vercic,
2005;
Merkelsen,
2010).
Det
er
derfor
væsentligt
at
gøre
opmærksom
på,
at
det
teoretiske
fundament
vi
tager
afsæt
i,
influerer
hele
synsfeltet
hvad
angår
kommunikation,
organisation,
ledelse
og
strategi,
ja
at
det
påvirker
den
måde
vi
forstår
samfundet
på
og
den
måde
vi
interagerer
med
hinanden
i
den
såkaldte
offentlighed.
I
artiklen
Public
Relations
as
a
contested
terrain,
ser
Cheney
og
Christensen
(2001)
nærmere
på
relationen
mellem
Public
Relations
og
en
række
discipliner,
som
er
kommet
i
tæt
berøring
med
hinanden.
Discipliner
som
i
stor
udstrækning,
i
deres
egen
ret,
er
uden
en
samlet
teoretisk
retning,
som
bl.a.
kulturstudier,
organisationsteorier,
marketing
etc.
og
derfor
til
stadighed
trækker
public
relations-‐disciplinen
i
forskellige
retninger.
En
af
de
discipliner
som
Public
Relations
i
de
senere
år
er
kommet
mere
i
berøring
med,
er
feltet
organizational
communication.
Cheney
og
Christensen
ser
denne
tilnærmelse
som
specielt
frugtbar,
idet
denne
tilgang
er
med
til
at
åbne
organisationerne
op,
som
mere
komplekse
samfundsmæssige
aktører
og
ikke
som
‘beholdere’,
“inside
which
communication
‘happens’”
(Ibid:
170).
Feltet
organizational
communication
kan
berige
refleksionen
over
en
praksis,
der
er
tilbøjelig
til
at
se
kommunikation
som
noget
vi
tager
i
brug
når
et
færdigt
‘produkt’
er
klar
til
32
Der
findes
både
et
nyt
tidsskrift,
International
Journal
of
Strategic
Communication,
samt
studieprogrammer
bl.a.
i
Helsingborg,
Institut
for
Strategisk
Kommunikation.
Ikke
mindst
udgav
Hallahan
et
al.
(2007)
en
vigtig
artikel
ved
navn
Defining
Strategic
Communication.
19. 19
at
blive
formidlet.
Organizational
communication
kan
specifikt
pege
retning
mod
en
mere
inkluderende
kommunikation
på
mikroniveau,
der
proaktivt
responderer
på
emner,
der
kan
påvirke
organisationens
handlemuligheder
og
‘licens
to
operate’.
Vi
bliver
mere
opmærksomme
på
organisationens
porøse
grænseflader
mod
omverdenen,
som
i
positiv
forstand
betyder,
at
organisationen
via
kommunikation
kan
invitere
folk
ind
i
den
interessesfære
organiseringen
har
som
mål
at
udvikle.
Netop
dette
emne
skal
jeg
udvikle
mere
i
denne
opgave
(se
specifikt
kap.
6)
Kommunikations-‐
og
medieforsker,
Roy
Langer,
peger
endvidere
på,
at
udviklingstendenserne
i
kommunikationen
og
samfundet
generelt,
synes
at
gå
væk
fra
en
snæver
produktions-‐
og
kampagneorientering
i
retning
mod
organisations-‐
og
marketingskommunikation,
og
tilføjer
“For
det
andet
tror
jeg,
at
det
massemediefokus,
der
har
præget
dele
af
kommunikationsforskningen,
vil
komme
til
at
fylde
mere.
Det
hænger
sammen
med
de
nye
kommunikationsteknologier
og
de
nye
revitaliserede
påvirkningsmønstre
som
f.eks.
netværkskommunikation
og
interpersonel
kommunikation”
(Citat
fra
Helder
et
al,
2009:
24).33
Roy
Langer
antyder
her
den
store
påvirkning,
som
responsive
kommunikations-‐teknologier,
inden
for
det
paradigmeskift
som
populært
kaldes
web
2.0,
har
haft
på
samfundsudviklingen
de
seneste
år.
Langt
flere
mennesker
har
fået
nem
adgang
til
at
give
deres
stemme
og
holdning
til
kende,
og
ikke
mindst,
at
respondere
på
de
budskaber,
der
udsendes
fra
virksomheder
og
organisationer.
Dette
har
øget
tempoet
markant
og
ikke
mindst
kompleksiteten
i
den
kontekst
man
skal
kommunikere
inden
for,
men
også
skabt
muligheden
for
at
organisationen
og
dens
omgivelser
kommer
tættere
på
hinanden.
Jeg
skal
derfor
i
kapitel
3
se
nærmere
på
denne
kontekst,
for
at
skabe
forståelse
for
kommunikationens
betingelser.
Her
skal
det
postmoderne,
som
kommunikations-‐
sociologisk
kontekst
sættes
i
spil,
sammen
med
udviklingen
af
det
digitale
netværkssamfund.
33
Fra
www.kommunikationsforum.dk
d.
5.
februar
2007.
20. 20
Del
1:
Konteksten
og
den
konkrete
situation
i
Aarhus
2017
Intro:
I
del
1
skal
konteksten
-‐
det
digitalt
forstærkede
netværkssamfund
-‐
først
præsenteres
(kapitel
3),
hvorefter
jeg
kaster
mig
over
den
konkrete
kommunikative
situation
i
og
omkring
Fonden
Aarhus
2017
(case-‐præsentation
-‐og
analyse,
kapitel
4).
Denne
fremstilling
skal
sætte
os
i
stand
til
at
forstå
hvori
konflikten
mellem
organisationen
bag
kulturhovedstadsprojektet,
Fonden
Aarhus
2017,
og
det
omgivende
samfund
består.
Jeg
sætter
i
kapitel
3
fokus
på
det
digitale
netværkssamfund,
som
den
kontekst
vore
kommunikationsstrategiske
valg
træffes
i
relation
til.
Det
afgørende
er
dog
ikke
at
analysere
de
teknologiske
fortræffeligheder
ved
de
digitale
sociale
medier,
men
nærmere
blot
at
forstå
det
digitale,
som
en
ekstra
dimension
ved
eller
som
accelerator
for
de
kulturelle
strømninger,
der
påvirker
samfundsudviklingen
(Castells,
2013),
dvs.
de
netværk
der
forbinder
os
på
kryds
og
tværs.
Kapitel
3:
Kommunikation
i
det
(digitale)
netværkssamfund
Fonden
Aarhus
2017
har
ansvaret
for
at
drive
processen
frem
mod
kulturhovedstadsåret.
En
proces,
der
uden
tvivl
kræver
evnen
til
at
kunne
kommunikere
og
navigere
i
rørte
farvande.
Ikke
blot
er
der
den
konkrete
lokale
(og
regionale)
kontekst,
hvor
politikere,
erhvervslivet,
kulturaktører,
kunstnere,
almindelige
borgere
osv.
gør
sig
forestillinger
om
byens
egenart,
om
det
er
‘Smilets
by’,
‘Aarhus
-‐
Danish
for
progress’
eller
Aarhus
som
europæisk
kulturhovedstad.
Organisationen
vil
også
være
hjulpet
af
en
vis
opmærksomhed
på
udviklingen
i
den
mere
generelle
kommunikationssociologiske
kontekst,
som
inden
for
de
seneste
10-‐15
år
har
gennemgået
store
omvæltninger,
og
som
i
høj
grad
har
betydning
for
effekten
af
kommunikationsindsatsen.
Med
10-‐15
år
menes
specielt
perioden
hvor
de
responsive
kommunikations-‐
teknologier,
under
paradigmet
web
2.0,
har
taget
form
og
på
mange
måder
givet
kravene
om
deltagelse,
medskabelse
og
autencitet,
eller
det
Holtzhausen
(2002)
kalder
de
“postmoderne
forventninger”,
frit
spil.
Vi
vil
som
sociale
aktører
deltage
og
vi
tager
del
-‐
om
organisationerne
vil
det
eller
ej
-‐
i
fortolkningen
af
organisationers
budskaber
og
ikke
21. 21
mindst
dens
mål
og
midler.
Allerede
da
den
franske
filosof,
Jean-‐Francois
Lyotard
(1989),
beskrev
den
‘postmoderne
tilstand’,
var
han
opmærksom
på
teknologiens
betydning:
“The
miniaturization
and
commercialization
of
machines
is
already
changing
the
way
in
which
learning
is
acquired,
classified,
made
available,
and
exploited”
(Lyotard,
1989:
4).
I
Lyotards
perspektiv
er
det
postmoderne
samfund
åbenlyst
højteknologisk,
hvor
borgerne
har
adgang
til
hidtil
uset
computer-‐
og
medieforbundethed
(Radford,
2012:
50).
Dette
er
til
stadighed
med
til
at
skabe
et
mere
og
mere
komplekst
samfund
for
organisationer
at
agere
i:
“Contemporary
everyday
life
is
influenced
by
increasing
complexity,
rapid
change,
globalization,
and
the
deconstruction
of
social
structures.
As
a
result,
corporations
and
other
organizations
today
have
a
greater
need
to
build
relationships
with
their
stakeholders
and
communicate
with
them
about
their
aims
and
behavior”
(Ihlen,
Ruler
&
Fredriksson;
2009:
1).
Den
aktivt
deltagende
sociale
aktør
er
et
vilkår,
som
organisationerne
må
forholde
sig
til,
og
et
vilkår
der
betyder
at
grænser
overskrides.
Dette
ikke
blot
mellem
organisationen
og
omverdenen,
men
også
på
tværs
af
de
sociale
strukturer,
som
igennem
tiden
er
blevet
betegnet
segmenter,
målgrupper
etc.
(Macnamara
&
Zerfass,
2012;
Castells,
2013).
Jenkins
og
Deuze
(2008)
beskriver
i
deres
artikel
‘Media
Convergence’,
den
mediekultur
organisationer
over
hele
verden
forsøger
at
finde
sig
til
rette
i,
som
en
kultur
hvor,
“the
flow
of
content
is
as
much
shaped
by
decisions
made
in
teenagers’
bedrooms
as
it
is
by
decisions
made
in
corporate
boardrooms
(Ibid:
7).
Teenageren
-‐
og
for
så
vidt
alle
andre
-‐
har
magten
til
at
kommentere,
producere
og
distribuere
indhold,
der
i
sin
yderste
konsekvens
kan
have
afgørende
betydning
for
organisationen.
Manuel
Castells
kalder
i
sin
bog,
Communication
Power
(2013),
denne
magtforskydning
den
mest
omfattende
kommunikationsudvikling
i
mange
år,
og
beskriver
det
som:
“the
shift
from
mass
communication
to
mass
self-‐communication,
mass
self-‐
communication
being
the
process
of
interactive
communication
that
can
potentially
reach
a
mass
audience”
(Ibid:
xix).
22. 22
Den
kommunikative
dagsorden
sættes
ikke
nødvendigvis
af
den
traditionelle
gatekeeper
på
redaktionen
(Lewin,
1947;
Shoemaker
&
Woe,
2009),
eller
i
form
af
public
relations-‐
funktionen
og
organisationsledelsen,
men
af
individer
der
aktivt
interagerer
med
sociale
aktører
på
kryds
og
tværs
i
den
offentlige
arena
(Johansen
&
Frandsen,
2010),34
for
at
skabe
mening
i
budskaber.
Dette
synliggør
således
at
organisationen,
mere
end
nogensinde,
ikke
blot
står
i
en
interaktiv
relation
til
omverden,
men
at
organisationen
er
placeret
i
en
kompleks
kontekst
og
part
i
et
kommunikativt
flow,
hvor
forhandlingen
af
dens
budskaber
eller
mangel
på
samme
allerede
er
i
gang.
I
den
lokale
kontekst,
forstået
som
den
aarhusianske
offentlighed,
så
man
i
2011
hvordan
budskabet
om
det
nye
city-‐branding
koncept
blev
forhandlet
og
fortolket,
så
snart
det
så
dagens
lys
(jf.
artiklen
‘Vild
debat
om
Aarhus-‐slogan’
(JP
25.08.2011)).
Den
offentlige
debat
gik
digital,
foregik
i
realtid
og
overskred
de
demografiske
grænser,
og
til
sidst
endda
den
klassiske
gatekeeper
ved
de
redaktionelle
medier.
Dette
fik
afgørende
indflydelse
for
betydningsskabelsen
omkring
konceptet,
der
i
2014
er
blevet
droppet
pga.
manglende
folkelig
opbakning.35
Den
‘passive’
borger
der
tidligere
blot
noterede
sig
institutionelle
budskaber
og
måske
brokkede
sig
til
naboen,
er
blevet
til
“the
informed,
participatory
citizen
(…)
able
to
participate
in
self-‐generated
political
networks”
(Castells,
2013:
xxix).
Tærsklen
til
betydningsskabende
deltagelse
i
offentlige
debatter
er,
med
digitaliseringen
af
de
sociale
netværk,
samt
deres
forbundenhed,
væsentligt
reduceret.
De
sociale
aktører
griber
aktivt
ind
i
processer,
de
vil
deltage
i,
og
virker
dermed
som
en
“destabilizing
force
that
threatens
consolidation,
standardization
and
rationalization”
(Jenkins
&
Deuze,
2008:
7).
Det
er
her
væsentligt
at
understrege,
at
nok
øger
digitaliseringen
hastigheden
af
den
kommunikative
interaktion
i
samfundet,
men
at
dette
skal
forstås
som
en
overbygning
på
de
kulturelle
strømninger
i
samfundet.
Som
Manuel
Castels
(2013)
understreger:
“No
technology
determines
anything”
(s.
xxiv),
og
fortsætter,
34
Jeg
henviser
her
til
Johansen
&
Frandsens
(2010)
arena-‐forståelse,
som
jeg
er
klar
over
i
deres
optik
ikke
er
lig
med
det
vi
kalder
‘offentligheden’.
Deres
retoriske
arena
går
på
tværs
af
det
offentlige,
det
halv
offentlige
og
det
private.
35
http://jyllands-‐posten.dk/aarhus/kultur/ECE7141964/Aarhus-‐–-‐Danish-‐for-‐...-‐en-‐ommer/
23. 23
“the
power
of
the
network,
as
embodied
in
the
internet,
is
not
simply
a
technological
feature,
because
the
internet,
as
all
technologies,
is
material
culture,
and
embodies
a
cultural
construction”
(s.
xxvi).
Teknologierne
er
således
ikke
årsagen,
men
kropsliggørelse
af
den
kulturelle
konstruktion
-‐
de
sociale
netværk.
Denne
betragtning
er
i
overensstemmelse
med
en
af
web
2.0
pionererne,
Peter
Merholz
(2005),
der
siger:
“Web
2.0
is
not
about
the
technology
(…)
Web
2.0
is
primarily
interesting
from
a
philosophical
standpoint.
It’a
about
relinguishing
control,
it’s
about
openness,
trust
and
authenticity”
(Para.
5).36
Det
handler
om
en
digital
overbygning
på
en
menneskelig
stræben
efter
frihed,
at
tage
del
og
skabe
sammen.
Det
handler
om
samtale,
samarbejde
og
co-‐kreativitet
med
ønsket
om
at
høste
den
kollektive
intelligens,
der
bliver
til
i
disse
sammenhænge,
og
erstatter
den
passive
modtagelse
af
præ-‐fabrikeret
indhold
(Macnamara
&
Zerfass,
2012).
Man
kan
måske
endda
vove
skridtet
videre
og
sige,
at
internettet
i
version
1.0
er
en
digital
materialisering
af
moderniteten,
mens
version
2.0
underbygger
de
postmoderne
forventninger.
Kaplan
og
Haenlein
(2010)
forklarer
forskellen:
“While
applications
such
as
personal
web
pages,
encyclopedia
Britannica
Online,
and
the
idea
of
content
published
belong
to
the
era
of
web
1.0,
they
are
replaced
by
blogs,
wikis,
and
collaborative
projects
in
web
2.0”
(s.
61).
Teknologien
er
således
altså
ikke
det
fundamentale,
men
underbygger
blot
de
kulturelle
strømninger,
der
er
i
samfundet.
På
den
måde
kan
man
sige,
med
Castells,
at
web
2.0
er
“Technologies
of
freedom”,
som
støtter
de
sociale
aktørers
autonomy
vis-‐a-‐vis
organisationer
og
samfundsinstitutioner
(Castells,
2013:
xxix).
Vores
samfund,
som
Castells
(2000)
kalder
‘Netværkssamfundet’
og
som
udgøres
af
personlige
og
organisationelle
netværk
(Jf.
Stohl,
1995),
er
radikalt
blevet
styrket
af
de
digitale
netværk.
Teknologierne
forstærker
den
kulturelle
kontekst
og
står
således
i
forlængelse
af
eller
forstærker
det
postmoderne,
som
kontekstuelt
bagtæppe
i
denne
afhandling.37
Derfor
er
formålet
heller
ikke
at
gå
i
dybden
med
internettet
og
disse
36
Citat
hentet
hos
Macnamara
&
Zerfass
(2011).
37
Jeg
er
med
på
at
Manuel
Castells
ikke
nødvendigvis
vil
kalde
sig
postmodernist,
da
han
i
højere
grad
understreger
Anthony
Giddens
pointer
(det
senmoderne),
dog
er
præmisserne
i
det
digitale,
web
2.0
24. 24
teknologier,
men
for
at
understrege
kompleksiteten
af
det
kommunikationsmiljø
organisationen
skal
agere
i.
Det
digitale
netværks-‐samfund
overskrider
grænserne
mellem
det
private,
det
organisationelle
og
det
offentlige.
Det
overskrider
demografiske
strukturer
og
ikke
mindst,
tid
og
sted.
Et
væsentligt
‘lokalt’
issue
bliver
således
genstand
for
en
kompleks
meningsarena,
hvor
deltagerne
taler
med,
mod,
om
og
forbi
hinanden
(Johansen
&
Frandsen,
2010).
Dette
står
ikke
mindst
klart
i
den
konkrete
kontekst
omkring
Aarhus
2017,
hvor
alt
fra
den
‘almindelige
borger’
til
kunstneren
(som
også
er
borger),
til
den
kulturelle
organisation,
erhvervslivet
og
politikere
byder
ind
som
potentielle
aktører
i
betydningsskabelsen
omkring
kulturhovedstadsprojektet.
Fonden
Aarhus
2017
er
placeret
midt
i
denne
kommunikationsstrøm,
ikke
i
en
privilegeret
position
uden
for.
En
fejltolkning
af
denne
kontekst
er
arnestedet
for
konflikt
og
en
potentiel
krise,
der
kan
gøre
rørte
farvande
til
en
sand
malmstrøm
for
kulturhovedstadsprojektet.
I
det
følgende
skal
fokus
rettes
mod
den
konkrete
situation.
Kapitel
4:
Case:
Europæisk
kulturkaos
2017
I
kapitel
fire
skal
jeg
fremstille
den
aktuelle
situation
i
og
omkring
Fonden
Aarhus
2017,
som
afsæt
for
den
teoretisk-‐analytiske
refleksion
og
siden
hen
gen-‐tænkningen
i
kapitel
fem.
Dvs.
hensigten
med
case-‐analysen
i
det
følgende
er,
at
give
så
fyldestgørende
et
billede
af
den
kommunikative
situation
i
og
omkring
Fonden
Aarhus
2017,
som
den
fremstår
i
øjeblikket.
Dette
for
efterfølgende
at
kunne
bidrage
med
en
teoretisk-‐analytisk
refleksion
over
kommunikationens
muligheder
-‐
at
forsøge
en
gentænkning
af
den
kommunikative
praksis
-‐
til
brug
for
en
opkvalificering
af
de
kommunikationsstrategiske
overvejelser
fremadrettet.
Jeg
søger
at
gøre
beskrivelsen
af
den
aktuelle
situation
så
fyldestgørende
som
mulig,
med
den
overvejelse
in
mente,
at
organisationen
ikke
selv
har
bidraget
med
input.
Det
skal
dog
siges
at
Fonden
Aarhus
2017
er
blevet
inviteret
til
at
deltage,
hvilket
fungerende
kommunikationschef,
Peter
Vestergaard,
i
første
omgang
accepterede,
men
som
han
siden
baserede
netværkssamfund
i
overensstemmelse
med
de
pointer
jeg
fremsætter
omkring
postmoderniteten
som
kontekstuelt
bagtæppe.
25. 25
valgte
ikke
at
følge
op
på.38
At
beskrivelsen
dog
stadig
er
fyldestgørende
og
troværdig
i
forhold
til
situationen,
søger
jeg
at
sikre
via
en
hyppig
brug
af
referencer
til
hjemmesiden
(www.aarhus2017.dk),
til
udtalelser
i
pressen
(både
fra
organisationens
egne
folk,
samt
‘eksterne’
interessenter),
samt
ikke
mindst,
de
overvejelser
og
erfaringer,
som
er
lagt
frem
fra
12
tidligere
kulturhovedstæder
i
undersøgelsen
‘What
would
you
do
differently
if
you
knew
what
you
know
now’
(Se
afsnit
1.2).
Det
er
således
fokus
på
den
‘aktuelle
situation’
som
den
kan
aflæses
i
offentligheden,
med
referencer
til
de
øvrige
kulturhovedstæders
erfaringer.
Den
nævnte
undersøgelse
udgør
en
speciel
værdigfuld
ressource
for
nærværende
studie,
da
den
giver
et
interessant
indblik
i
afsluttede
processer
i
lignende
situationer.
Som
det
fremgår
af
titlen,
havde
undersøgelsen
til
formål
at
indsamle
erfaringer,
men
også
at
pege
på
hvor,
set
med
bagklogskabens
briller,
man
gerne
ville
gøre
det
anderledes.
Undersøgelsen
tog
udgangspunkt
i
en
række
meget
forskellige
byer,
både
hvad
angår
størrelse,
geografisk
beliggenhed,
historie
og
de
politiske
kulturer
i
de
lande
byerne
har
hjemme.
Undersøgelsen
er
foretaget
i
form
af
personlige
(ansigt
til
ansigt)
samtaler
(interview)
mellem
undersøgeren
(Rolf
Norås)
og
en
ledende
person
i
organisationen
bag
den
specifikke
kulturhovedstad.
I
undersøgelsen
understreges
det
endvidere,
at
den
kollegiale
situation,
idet
Rolf
Norås
selv
har
været
i
en
ledende
rolle
under
et
kulturhovedstadsforløb,
samt
at
alle
har
lagt
kulturhovedstadsåret
bag
sig,
gav
anledning
til
åbne
og
ærlige
svar.
Undersøgelsen
kvalificerer
således
case-‐analysen
med
et
eksternt
perspektiv
i
tid
og
sted,
men
med
‘insider’
forståelse
for
processerne
i
organiseringen
af
kulturhovedstadsprojektet.
4.1
Case-‐analyse:
Europæisk
kulturkaos
2017
Den
24.
august
2012
blev
Aarhus
udnævnt
som
Europæisk
Kulturhovedstad
2017.
Aarhus
løb
dermed
med
tilen
foran
Sønderborg,
der
havde
deltaget
i
konkurrencen
om
at
blive
den
næste
danske
kulturhovedstad
i
rækken,
siden
København
bar
titlen
tilbage
i
1996.
Udnævnelsen
blev
modtaget
med
jubel
blandt
lokale
politikere,
i
erhvervslivet
og
hos
kulturlivet,
hvor
sidstnævnte
ikke
mindst
så
det
som
en
mulighed
for
ekstra
fokus
på
udviklingen
af
det
vitale
kulturmiljø
i
byen.
38
Se
bilag
2
for
mailkorrespondance.